Af Niels Christensen
En ting er man sikker på når Marilyn Mazur sender en ny udgivelse på markedet; Musikken og det samlede udtryk er 100 % i orden. Således også her. En tæt sammentømret unit, hvor alle fire musikere kender deres område og hvor det musikalske oplæg bliver behandlet som var det det nemmeste i verden. Alle fælles fraseringer sidder i skabet og backing bag soli er respektfuld, støttende og behageligt afventende. Musikerne kender hinandens temperament og evne og lyst til at lade musikken vokse til bunds. Dette gør at man som lytter føler sig fuldstændig tryg, selvom musikken ind i mellem bevæger sig helt ud til kanten. For man ved at den altid vender tilbage til den trygge ro igen.
Marilyn Mazurs formidable evne til at give sit slagtøj liv og ikke mindst livsglæde findes ikke tilsvarende blandt nogen af de perkussionister jeg mindes at have hørt. Klavs Hovmans enkle og ind i mellem nærmest lidt for diskrete bas danner det perfekte grundlag for solistiske indsatser fra Fredrik Lundins tilbagelænede og alligevel dejligt rastløse spil. Og så er jeg ret vild med Krister Jonssons rumklangsmættede og melodisk søgende guitarspil.
Alt i alt et yderst tilfredsstillende udspil fra en af de grupper, der altid leverer varen – den fra den øverste hylde.
