På en dejlig forårsstemt fredag aften var Hotel Cecil meget tæt på udsolgt. En skud fra hoften er at cirka ¾ af de besøgende ligesom aftenens hovedperson Marius Ziska havde deres rødder på Færøerne.
Det gav en forventning om et passioneret og lyttende publikum, der sammen ville glædes over helt tæt på at kunne opleve en sanger og sangskriver, der boltrer sig i samme høje kvalitetstunge luftlag, som de internationalt berømmede landsmænd Teitur og Eivør.
Det blev dog hurtigt tydeligt at den interne gensynsglæde og ’vi skal feste, det er jo fredag’ stemningen er den herskende i lokalet, hvor der – bortset fra de første rækker til den stående koncerter – blev knevret i et uhørt og mildt sagt irriterende omfang det meste af koncerten.
Synd – for i sit udgangspunkt er Ziska’s inderlige singer/songwriter indie-rock absolut bedst, når man giver numrene sin fulde opmærksomhed.
Det virkede dog ud fra sammensætningen af dagens sætliste at Ziska havde forudset fredagsudfordringerne og ganske fornuftigt valgt at se bort fra en del af hans mest inderlige ballader. Der var i godt 80 minutter generelt velvalgt tempo og timing fra Ziska og hans kompetente band, der spillede stormfuldt uden af blæse salen omkuld, og bombastisk uden at sprænge rammerne.
Seks ud otte numre fra hans nye album ”Rúm” blev præsenteret, og gav gode svar på hvorfor man roligt kan betragte det som karrieres hidtil stærkeste udspil – i øvrigt kun med sange sunget på modersmålet.
Det klæder ham, for man røres og rammes uanet om man kun kan gætte indholdet af hvad der bliver sunget om. ”Man får lyst til at give et kram, når man hører hans musik” blev der meget rammende sagt fra en tilhører, der stod tæt på mig, og efterfølgende gav et kram. Sådan kan en LIVE oplevelse, også give en uventet og livsbekræftende sidegevinst.
Numrene blev leveret med lukkede øjne, men Ziska åbnede dem dog i mellem numrene og gav små stille introduktioner på dansk til de enkelte nummer.
På ”Rúm” evner Ziska mange steder at matche de storslåede lydlandskaber og en udsøgt melodisk flair, der gør at nummeret bliver siddende på nethinden længe efter sidste tone er stoppet. Det gjaldt denne aften ikke mindst i levende og lovende udgaver af de nye numre ”Ekkókamarið”, ”Siggja av nýggjum”, ”Falli til jarðar” og ”Klovin”.
Når man hører de melodiske og sangskrivermæssige kvaliteter i numre som disse, så bliver man direkte frustreret over efterfølgende at opdage at Marius Ziska ikke har haft en eneste afspilning det seneste år på hele Danmarks Radio – hvis fornemste opgave ellers er public service for rigsfællesskabet. Det er så absurd, at man næppe kunne tro, at det var sandt, hvis ikke det var fordi der netop er offentliggjort den detaljerede rapport ”DR PÅ REPEAT”, der er en seriøs og gennemarbejdet undersøgelse af musikforvaltningen på DR’s radiokanaler og forvaltningens konsekvenser for lyttere, public service og musikbranchen. Skræmmende læsning, hvis man hylder nysgerrighed og mangfoldighed indenfor musikformidling. Både Politiken og Information har skrevet glimrende artikler om rapporten, så hvis du har interesse i at vide mere om hvad DR blandt andet bruger/eller ikke bruger dine skattekroner på, så læs endelig videre om emnet der.
Også et nummer som ”Silverlin” fra 2018 albummet ”Portur” var med til at understrege hvilken iørefaldende sangskat, som Ziska bringer rundt fra den særegne og smukke ø. Det var kort sagt i selve nuet temmelig svært ikke at være taknemlighed for tilværelsen og musikkens træffelige tilstedeværelse.
Numrene blev generelt spillet tæt og stramt, men i slutningen af sættet blev der løsnet lidt op og fundet plads til f.eks. energiffyldte guitarsoloer i fremragende udgaver af ”Aftur Til Jørðina” og ” Í aldingarðinum”. Det sidste nummer lød momentvis, som et soundtrack til en film man bare fik lyst til at se bare på grund af lydsporet.
Det hele sluttede inderligt og smukt med aftenens eneste indslag på engelsk. Som på flere andre numre blev der sunget med fra de engagerede på de forreste rækker, mens resten af salen vidst stadig mest bare snakkede videre om alle de store og små spørgsmål, som livet altid byder på, og som vi andre opdagede at Marius Ziska i tekst og musik, så smukt har sat ord på.
En der også kan noget med formidling af tekst er Tundra, der var koncertens support navn. Normalt er Tundra et fuldblodsband, men var denne aften alene repræsenteret ved frontfigur Sofie Trolle Thomassen. Sjældent har jeg dog oplevet en sanger og en performer efterlade et så markant og personligt indtryk på den forholdsvis korte tid hun havde til rådighed til at præsentere seks numre med danske nærværende, morsomme og finurlige tekster.
Hun havde i sin præsentation af de enkelte numre en dejlig nordjysk humor ikke ulig Allan Olsen, og så evnede hun effektivt at skifte mellem det intents inderlige og det eksplosive udtryksfulde, der berettiger at hun i omtaler vokalmæssigt er sammenlignet med f.eks. Björk og Annisette.
Fra første nummer ”Bølgen” og de efterfølgende små 25 minutter tryllebandt hun den del af publikum, der var kommet for at høre musik, og for at tage chancen for at blive overvældet.
Det blev mange – for ikke nok med at hun har en både stormfuld og sjælfuld stemme – hun har også sammen med sit band, der blandt består af klang- og keyboard tryllekunstneren Nikolaj Svaneborg (Svaneborg/Kardyb), skabt nogle sange, der på smukkeste vis rummer tidløse betragtninger og iagttagelser om tvivl, tro, håb og kærlighed. Sange der heldigvis også kunne stå stærkt og stolt på egne ben blot ledsaget af keys og vokal. Det var vidst det man kalder en Wauw oplevelse – kort og godt!
