”Tar Gui” er 10 numre – eller 12 hvis du køber vinyl udgaven – med melodisk og improviseret akustisk guitar musik – primært instrumentalt.
Som udgangspunkt ikke noget der i sig selv giver store udslag på denne skribents nysgerrighedsbarometer. Måske mest af alt fordi den indre ”Fordoms-Per” straks tænker, at det hele nok er lige lovlig pænt, hyggeligt eller alt for finkulturelt.
Men ”Fordoms-Per” blev sendt på ferie – og så lyttede jeg først et par gange til ”Tar Gui” via Spotify – og jeg blev mildt sagt begejstret og bevæget over hvad jeg hørte. Det var som at blive inviteret på en ikke planlagt rejse man ikke anede, at man altid havde drømt om.
Sikke en ro, sikke en fordybelse, sikke et grænseløst, søgende, broget og betagende lydgalleri, der i sit udgangspunkt vel er folk – men som også har masser af verdensmusik og blues i de hele vejen igennem stemningsfulde numre, der på hver sin måde skaber de indre billeder, der tager én med på nye forførende og fortryllende opdagelsesrejser.
Det kræver naturligvis fordybelse og tålmod, at få det maksimale ud af den både kompromisløse og fuldstændig gennemført overlegne måde som Martin Kirkegaard præsentere sin musik på. Man fristes til at tænke at intet er overladt til tilfældighederne her – og at alt er gennemtænkt til mindste detalje. Men i præsentationen skrevet i det flotte gatefold cover og i den tilhørende booklet kan du blandt mange faktuelle oplysninger læse, at det på mange måder rent faktisk er det modsatte, der er tilfældet. Ikke mindst i skabelsesprocessen af de enkelte numre. Det er nutidig musik, der skabt i rummet mellem manden og guitarens formfulde træ – skabt i selve kontakten mellem mand og træ.
Som der står i coveret – ”Det er indspillet som hørt, og hvert take er et helt take af noget virkeligt. Det er fyldt med affarvninger, skønhedspletter, åbne sår, små dyr, kærlighed, udslet og andre kvaliteter”. Musikken baserer sig på skitser, melodier og improvisationer, der fletter sig ind og ud mellem hinanden – og giver hvert nummer sig egen lyd – sin egen rejsebeskrivelse.
Der spilles på akustiske guitarer, på banjo, mundharpe og lidt perkussion. Indspillet i en gudesmuk produktion, der nærmest får en til at føle, at Martin Kirkegaard sidder lige ved siden af, og spiller det hele LIVE for dig. Fantastisk veludført arbejde af lydingeniør Ditte Grube Barild – der jo i øvrigt også i år udgav sit første album under sit alias Out Of The Woods, der bestemt også ramte plet med atmosfærisk stemningsfuld skov-folk med masser af plads og luft .
Som det fremgår indledningsvis kan man sagtens bjergtages af musikken i sig selv – men via vinyl formatet – får du lige det ekstra med, der løfter den samlede bedømmelse fra 5 til 6 på karakterskalaen. Dels fordi de velvalgte ord om tankerne og baggrundene for de enkelte numre, giver mulighed for at man som lytter får flere værktøjer til at suge endnu flere indtryk til sig på rejsen, og dels fordi det er med til at understrege hvilken fremragende og grundigt arbejdende håndværker at Martin Kirkegaard er omkring sit værk. Man fornemmer i den grad respekten for selve musikkens ånd og sjæl – for musikkens vigtighed som guide – for musikkens uforklarligheder – og til tider magiske evner.
I den smukke dobbeltalbum udgave – der er trykt i 300 eksemplarer – er der to ekstranumre – det 8 minutter og 38 sekunder lange ”Along The River Dee” og det små tre minutter kortere ”Along The Lui Water”. I sin grundform samme nummer, som dog er præsenteret med to vidt forskellige tilgange, og på betagende vis indfanger det skotske højlands mageløse elementer, som Martin Kirkegaard blev voldsomt inspireret af på et roadtrip dertil.
Og det er det Martin Kirkegaard gør så gennemgående mesterligt fra start til slut – at indfange de mange stemninger, og fortolke dem frit og svævende i et fermt og levende lyd galleri, der hele tiden er i bevægelse. Det er hamrende godt håndværksmæssigt arbejde, det er er poesi, det er kunst, det er puls, det er lyden af liv, lyden af musik skabt i nutiden med hjælp fra historiens friske vingesus. Det giver derfor ikke det samlede resultat reel retfærdighed som sådan at udpege nogle numre frem for andre – selvom et som nummer som “Farka” – et nummer dedikeret til Ali Farka Toure og Koo Nimo – da naturligvis også kan nydes som et isoleret eksempel på hvor højt niveau dette album er i omdrejninger på.
Albumcoveret er en mislykket selfie taget på en klippetop nord for Aberdeen i Skotland. Som Martin Kirkegaard skriver i noterne ”Dette billede rummer alle de rette elementer, som taler ind i det jeg laver. Kompositionen, historien, tilfældigheden og improvisationen.”
Bedre kan det næppe indrammes. Elementernes sjælero – elementernes rastløse raslen – elementernes rislende rummelighed og rivende rumsteren – har fået det smukkest mulige soundtrack.
Et regulært mesterværk, der på sin egen beroligende facon understreger selve musikkens egen urkraft – og det talent som Martin Kirkegaard åbenlyst har som en af musikkens fingerfærdige formidlere.
