Martin Meincke fra Esbjerg har efterhånden fået overstået den yngste del af ungdommen, og springer på sit debutalbum ud som en nymoden, observerende og reflekterende historiefortæller med et stort lyserødt pophjerte.
Resultatet er nødvendigt opgør – og en personlig hovedrengøring – efter en ungdomstid præget af selviscenesættelse – og trang til at råbe højest, uden egentligt at have noget på hjerte. Det har han så sandelig nu. Skarpt og præcist udtrykt via ti sange, som er skabt og lavet over en periode på hele fire år.
Hans ligefremme og tale-måde-agtige tekstunivers kan til tider minde om Bisse – og er produktet af et bevidst valg om at tage udgangspunkt i hverdagens bittersøde selverkendelser. Det hele virker ærligt og oprigtigt, og båret af en humoristisk undertone, der skaber et samlende og positivt indtryk.
»Hey du, jeg tror næsten, jeg er nøgen, når jeg ser mig selv i spejlet, se frygten i øjnene. Jeg må ikke lyve for mig selv, så jeg er ærlig omkring, at jeg gør det alligevel« synger han på albummets afslutningsnummer – det 8 minutter og 36 sekunder lange – og mesterlige – ‘Rigtige Problemer’, der i den grad er både udleverende og indlevende pop-poesi i hverdagshøjde.
En nærmest genial afslutning på et album, der bestemt ikke er som danske album er flest. Det er håndspillet og velspillet storladen pop stort set hele vejen igennem – og i grundstemningen slet ikke langt så fra lyden på f.eks. Bruce Springsteens seneste album ”Western Stars” eller fra navne som Harry Nilsson, Rufus Wainwright eller Teddy Thompson.
Albummet åbner flot med bare piano som indledning på ”Musik for masserne” – der efterfølgende folder sig ud med farverige toner fra saxofonist Snæbjörn Gauti Snæbjörnsson, der næppe ville falde igennem hos Ulf Lundell eller hos The Boss.
Det er en fornøjelse at Martin Meincke giver numrene den tid de skal have. 51 minutter forkæles man som lytter med, og både tekst og musik får som udgangspunkt altid lov til at folde sig ud – og spille sig ind under huden.
Kun på et par numre som ”Åh, Gud” og ”Patina” bliver det hele en kende for neutralt – og giver tid til at tænke på at Martin Meincke nok ikke er det største vokaltalent, der er dukket op i nyere tid indenfor dansk pop. Det behøves så heller ikke når man er så stærk en sangskriver som han ellers viser sig at være på resten af albummet. For her er det en henførende helhed man automatisk fanges og drages af.
Og når man kan skrive et nummer som ”Hvad Nu?” – der er så baskende iørefaldende og lækkert i sit arrangement, at man må tjekke covernoterne en ekstra gang for lige at se om ikke at Lars H.U.G. har haft en finger med i spillet – ja, så er det bare at byde Martin Meincke velkommen på den danske musikscene, med en tak – for at give plads til både eftertænksomhed og effektfuldhed.
Men pladens absolutte pletskud – sammen med ”Rigtige problemer” er nu nummeret ”En værre misére”, der med George Harrison lydende guitar arbejde er et løfterigt og levende møde med tvivlen, troen og håbet.
Ligeså gennemarbejdet som selve indholdet fremstår i øvrigt også albumcoveret, der helt klædt i lyserødt er en humoristisk pendant til Hamlets ”to be or not to be”. Side 33 er ikke i tvivl hvad angår Martin Meincke – han er kommet TO BE.
