Verdensstjerner som John Mayer og Dave Matthews har erkendt det – Martin Sexton er ubetinget blandt de absolut bedste sangere og sangskrivere. Punktum. En musikernes mand med en stemme, der vel sagtens rummer alle toner og noter på vokalskalaen. Fra det højeste C til den dybeste bas via jodlen, bruger han sin vokal med en ubesværet selvfølge, der giver hans sang facetter af sjældent oplevet karakter.
Vi fik oplevet det hele denne skønne søndag aften i det lille på 1 sal i Husets Teater. En lille rund scene, og så 70 stole fordelt på 2 rækker i en hestesko. Så intimt som var det en stuekoncert – med Hi-Fi lyd. Også for Martin Sexton en helt unik og tæt oplevelse – og som han sagde (frit oversat) – ”Det er ligesom at spille derhjemme for familien – forskellen er bare at I lytter efter”.
Og sådan kom der mange små fine bemærkninger og anekdoter fra denne gennemsympatiske amerikaner, der er familiefar med stort F, og en mand der tydeligvis elsker mad, og ikke mindst i den forbindelse komme rundt og smage den lokale mad. I går – på Mortens aftens – naturligvis and.
Tidligere har han dog levet et lidt mere udsvævende liv, hvilket da også har været grobund for mange af hans historiestærke tidligere sange, som også blev luftet søndag aften.
Det var 2 sæt med i alt 85 minutter, der bare fløj afsted, for selskabet var simpelthen så hyggeligt og så uhyggeligt musikalsk storslået. Bare tanken om hans version af ”Glory Bound” bringer gåsehuden tilbage, og tilbageblikket på begejstringen over versioner af ””Way I am” (med jodlen), “13 Step Boogie” (med mund trompet), ”Things You Do To Me” – og ikke mindst ”Gypsy Woman” (med human beat box) gør næsten tasterne helt varme af sig selv imens disse ord skrives.
Man blev kort sagt skiftevis tryllebundet og taktfuld glædet af en kunstner, der viste såvel magisk musikalitet, som sine ganske herlige humoristiske sider, og befriende menneskelige kvaliteter. Man blev simpelthen i himmelhøjt humør når numre som ”Diggin Me” og ”Do it Daily” med lethed og charmerende shuffle- beats fyldte det lille rum – ellers når han som det naturligste ting fik folk med som kor i f.eks. ”Halleluja”.
Om det var fordi at Bonnie Raiit havde 70-års fødselsdag i går sagde Martin Sexton ikke noget om men andet sæt sluttede med en fremragende version af ”Angel From Montgomery” – skrevet af John Prine – men især udødeliggjort af Bonnie Raiit. Her i en skøn duet med den danske sangerinde Kristine Blond – der i den grad naglede den, så selv englene fra Vesterbro og omegn kiggede ind ad vinduerne. Også tromme – eller her mest kuffertslager – Kent Olsen havde gæstet andet sæt på fire numre, og han leverede en driftssikker balance, der lige gav disse numre en fin rygdækning.
Det hele sluttede med at Martin Sexton fik leveret et smukt og vitalt visitkort til Tønder Festivalen – som han simpelthen er selvskreven til – i form af et medley af klassikerne Will The Circle Be Unbroken/This Little Light of Mine/Amazing Grace.
Sikke en spillemand – sikke en sanger – sikke et livstykke. De danske positive tillægsord slår ikke helt til – så lad mig slutte af med den faktuelle konstatering – He’s OUTSTANDING! Det endte med en Martins aften – og det er ikke en and!