Det er langt fra hver dag at nogle af de helt store amerikanske country navne gæster Danmark. Men det er hvad der sker i denne uge, hvor Marty Stuart & His Fabulos Superlatives i går gæstede Godset i Kolding og i dag den 6. september kommer fordi Gimle i Roskilde.
63-årige Marty Stuart har vundet 4 grammyer i hjemlandet i årenes løb, og er optaget i Country Music Hall of Fame. I eget navn har han udgivet album siden 1982, og før det var i han i mange år en fast del af bandet omkring Johnny Cash. En særdeles velrenommeret, populær og respekteret personlighed på den amerikanske country musik scene, også som producer, duetpartner og sideman.
Siden 25. august har han været på en længe ventet Europa tour med sit faste band The Fabulous Superlatives, som består af guitaristen Kenny Vaughan, trommeslager Harry Stinson og bassist Chris Scruggs. Vel det man med rimelighed kan kalde et stjernehold for ægte country feinschmeckere.
Godt 200 toptændte countryfans i alle aldre – mange velklædte i det rette genreoutfit – var mødt forventningsfulde og feststemte op på Godset, der kan rumme cirka det dobbelte. Side 33 havde fotograf Frank Nielsen på plads, og han fik sig den slags oplevelser, det er værd at berette om.
Han kunne straks konstatere, at det var et varmt og velspillende band, der satte i gang med tre tempofyldte numre, som i den grad fik sat gang i Godset. Samhørigheden var der fra start, og bandet spillede med stor udstråling, overskud, spilleglæde og en stor professionalisme.
Det er tydeligt at det er Marty Stuart, der er stjernen, med karisma og styrke i både vokal og i hans guitarspil. Men han overlader også gerne leadvokalen til de tre andre, og det giver en herlig variation i sættet, der også undervejs rummer et velfungerende akustisk set up.
Sættet byder på både originalt materiale, og populære covers af f.eks. Johnny Cash og Hank Williams. Publikum er med på det hele – og nogle sætter endda linedans på dagsordenen på en mandag aften, der på mange måder skiller sig ud fra mængden.
90 minutters country – med fine noter af americana, bluegrass og hillbilly – var en af den slags oplevelser, der går under huden, også selvom man ikke inden er erklæret fan af country genren. Men dette er mest af alt bare den ægte vare. Og kvalitet kan ikke holdes nede, og netop kvalitet var nøgleordet i en koncert båret igennem af et tæt og et sammenspillet band, der trækker på 20 års fælles erfaring, en fantastisk musikalitet og en fælles forståelse. Det kunne mærkes i alt hvad de gjorde denne aften.
Næppe tilfældigt at man også spottede mange musikere blandt publikum, ligesom det var tilfældet da de i sidste uge var i Norge og Terje Espenes fra Jack Stillwater i en kommentar til sin egen koncertoplevelse, på sin egen Facebook profil så rammende skrev:
”Noen konserter gir deg noe ekstra. Dette var som å komme til kilden og få vann etter en endeløs ørkenvandring”
Så herfra kan det kun anbefales at være på vandvognen i aften hvis du er i Roskilde eller omegn.