MARVARA – ”High On Life”

Fotograf: Albumcover

”Mødet med den nordiske folkemusiksjæl rummer både festen og feel-good fornemmelsen"

Dette album er ’based on true stories’. Dem får du leveret i CD’ens informative booklet, der sang for sang beskriver de minder og oplevelser, der danner baggrunden for det enkelte nummer.

Alle ni numre er skrevet eller arrangeret af kvinden bag MarvaraMarieke Van Ransbeeck – der er fra Belgien og professionel folkemusiker, barokmusiker, komponist og arrangør. Med sine sækkepiber optræder hun med forskellige nationale og internationale folke- og barokprojekter. Aktuelt er hun med i hele syv stykker, hvoraf Marvara er det nyeste.  

Hun spiller hovedsageligt den flamske sækkepibe, barokmusette og svensk sækkepibe. Hun har taget en nordisk master i folkemusik, og det er ud fra hendes rejser i forbindelse med disse studier at Marvara blev skabt. Bandet består af musikere hun mødte på sin vej rundt i Norge, Finland, Sverige og i Danmark, hvor hun boede på Fanø.  

Pressefoto

Ud over Marieke Van Ransbeeck består Marvara af danske Villads Hoffmann (cittern, guitar, violin, vocals) og Frederik Mensink (double bass , vocals), svenske Mårten Hillbom (percussion, vocals) samt hendes landsmand Hilke Bauweraerts  (diatonic accordion, vocals).

Sammen har de skabt et stærkt og varieret festfyrværkeri af et album, som både emmer af dygtigt håndværk, smittende spilleglæde og en masse lyst til at vise at folkemusikkens sjæl også i 2022 har mange forskellige udtryksfulde ansigter og facetter.  Der er således masser af både humor, historie og hengivenhed til nuet undervejs.   

”I en ung alder blev jeg forelsket i folkemusik/traditionel musik og dans. Musikken giver et energiboost, der får mig til at føle mig høj på livet. Min mission er at dele denne følelse med verden og “bringe folk til folket” gennem Marvaras musik. Vær forberedt på noget meget energisk folkemusik, og gør dig klar til at vise dine bedste dansebevægelser”

Citat: Marieke Von Ransbeeck – i CD’ens booklet.  

Det kan blot konstateres at missionen lykkedes. Titlerne taler næsten for sig selv – f.eks. High on Life”, ”Danish Party Vibes”, ”Chokolade Pandekage”, ”Devils’s Polka”, ”Polka battle”.   

Der er sammenhængskraft mellem historierne og udtryksfuldheden, som f.eks. i titelnummeret, der er skrevet som en hyldest til nogle af de mange ‘power women’, der holder den finske folkscene i kog, ligesom man nærmest mærker styrken i den sønderjyske kaffepunch i den mere end festlige og dansable ”Danish Party Vibes”.

Det er rytmisk, det er intenst, det er løsrivende – og man fastholdes i samtlige 36 minutter i en tændt spændingstilstand over hvad næste nummer nu byder ind med. Det leveres ikke som et ‘rend mig i traditionerne’, men som et rend af traditioner, der formes og favnes ind en nutidig bevægelig form, der rent faktisk kan gøre en helt høj på livet. Og det gør sig gældende, selv – hvis man som undertegnede – normalt ikke lige er den der ryger på sækkepiben, som det første instrument, der drømmes om som en hovedingrediens og indgangsnøgle på et album.

Sækkepiben fylder. Men ikke for meget. Det er derimod energien og intensiteten, indlevelsen, der fylder, og selve det sitrende samspil, der beriger, og kærligt rusker i den nærende nordiske folkemusiksjæl.

Marieke Van Ransbeecke beviser til fulde med dette album, at hun både af navn og af gavn er en ægte og givende ”Nordic master in Folk Music”.       

Udgivelsesformat: CD/Digitalt
Udgivelsesdato: 19.11.21
Label: GO’ danish folk music
Genre: Nordic Folk

Leave a Replay

Fotograf: Albumcover

Udgivelsesformat: CD/Digitalt
Udgivelsesdato: 19.11.21
Label: GO’ danish folk music
Genre: Nordic Folk
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll to Top

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.