Mathilde Falch, har efterhånden optrådt flere gange i Viborg, og som hun siger – ”Det jo som at komme hjem, at komme her til Viborg”.
Side 33 havde Fotograf Poul Erik Pedersen på plads – og udover fotos fra aftenen er der også blevet denne stemningsrapport ud af besøget.
Efter et efterår og en vinter hvor tiden på scenerne er brugt med gevaldig succes først sammen med Michael Falch og siden med Signe Svendsen, så er Mathilde Falch nu igen klar til tage på turne med sin sammentømrede og ravruskende reelle Rock’n Roll band. Paletten var første stop op på en koncert-turne, der bringer dem rundt på 15 forskellige spillesteder frem til den 28.03.20.
Bandet består af Adam Winberg på trommer, Jeppe Skovbakke på bas, Christian Ki på guitar og Charlotte Schultz på keyboards og kor. Med sig har hun sin kærlighed til en musikalsk skattekiste, der indeholder mere rock end pop. En sjælden og på alle måder smuk fugl i sin generation.
Mathilde Falch har i de senere år sammen med sit band åbnet op for en mere alternativ og melankolsk rocksound, uden at give afkald på det melodiske, og det helt særlige nærvær, der er kendetegnede for mennesket Mathilde Falch.
Hårdt arbejde er blevet belønnet. Efterhånden har hun opbygget et solidt navn på landets spillesteder og festivaler. Og hun har stadig masser på hjertet, med sange om afhængighed, livslyst, relationer, det fordømmende flokdyr i mennesket, tilgivelse, kærlighed og afsavn – beviser Mathilde Falch nok en gang – at hun er en sangerinde med noget på hjertet. Troværdig, pulserende og ørehængende rock er hvad hun står for – og man kan mærke på publikum, at det noget de kan lide, noget de kan bruge til noget – og langt efter den sidste tone er spillet i aftenens koncert.
Hun fortæller åbent og ærligt om sin vej ud af sit misbrug, og hvor lykkelig hun er for at være sluppet ud af det – kommet ud af mørket, fundet nye veje til lyset og de små momenter af lykke, der kan ligge tilfældigt placeret, hvis man ellers ser sig lidt omkring. De sorte dæmoner eksisterer stadig – men får ikke lov at tage en hovedrolle. Udviklingen i livs banen høres i sangene – hvor der dog stadig mærkes en rød tråd lige fra en af de ældste ”Tolv trin” – og til en af de nyere ”Tiden”.
Publikum var begejstret – de fik hvad de kom efter – forventningerne blev indfriet til fulde. Og mon ikke vi kan konkludere at der både fra scene og publikum var fælles fodslag om at lukke aftenen med at sige – ”Tak – og på gensyn”.
