31-årige Mathilde Falch har siden hun udsendte sin første single tilbage i 2009 på helt gammeldags maner arbejdet sig frem. Trin for trin – koncert for koncert – album for album – med en støt voksende, og meget loyal fanskare til følge. Fra starten har de sat pris på en personlighed, der har rakt ud og delt ud af sig selv – på godt og ondt – og som gradvist er modnet som sanger, sangskriver og ikke mindst som et menneske med mod og masser af hjerterum.
Siden hendes fjerde studiealbum ”Som børn på ny” udkom i 2017 – er hun og ægtefællen Jesper Juhl blevet forældre til drengen Leo, der i sine første leveår måtte døje med en alvorlig udgave af sygdommen refluks.
At blive forældre for første gang er i sig selv en livsændrende begivenhed, men når der i tillæg kommer sådanne alvorlige sygdomsrelaterede udfordringer, der ændrer alt hvad der minder om normale døgnrytmer, så indtræder en grum følelses af magtesløshed hos selv de stærkeste. Det opleves som et bagholdsangreb på forholdet – og tvivl og frustration råder, mens selve kærlighedens fællesskabene fundament ryster – uden at ryste klare svar og løsninger ud af ærmet.
Det er blandt andet noget af det, som Mathilde Falch på ”Solen brænder” har skrevet nogle blændende og brændende tekster om. Hun beskriver selv albummets tekstunivers som en afsked med ungdommen og en velkomst til voksenlivets faste rammer og rumsterende flyvske fantasier – og man forstår hende – og inddrages. Ikke mindst når albummets musikalske fundament i sin lyd understøtter de mange følelser, der udtrykkes i en både kompromisløs og kærligt orienteret sangskrivning, hvor både de dybe dale, de himmelske højder og det der findes i dagligdagens duggede mellemrum beskrives, så det kan mærkes helt ind under huden.
Indspillet med hendes faste kompetente band med Adam Winberg på trommer, Jeppe Skovbakke på bas, Charlotte Schultz på kor og Christian Ki på guitar og keyboard. På tidligere udgivelser er sangene skabt mere i fællesskab med hele bandet, men pga. forsamlingsrestriktionerne i en Corona tid er ‘Solen Brænder’ mere lavet i tosomhed med Christian Ki, der også har produceret.
Det har givet et lidt andet musikalsk billede end hørt før på tidligere udgivelser – men alligevel er det ganske umiskendeligt Mathilde Falch. Lidt flere elektroniske elementer og flere programmerede beats – og nogle soundscapes, der kunne tyde på at Ki i hvert fald ved hvem navne som David Lynch, Jeff Lynne og Thom Yorke er.
Det har resulteret i et album – der har masser af stemningsmættede numre i et moderat midt tempo – hvor sammenhængskraften er større end de solistiske præstationer. Musikken er generelt atmosfærisk og upoleret indie-rock – og det står klart at Mathilde Falch anno 2021 i sin lyd ligger markant tættere på kollegaer som Kira Skov og Katinka end på f.eks. det mere roots orienterede udtryk hos f.eks. Signe Svendsen.
10 numre indeholder albummet – og fire af dem er alle bekendte eftersom de har været ude som singler. ”Suk” og ”Før vi mister forstanden” er små – næsten filmiske – eksempler på at det mest personlige kan beskrives lyrisk, så det giver almen mening. Sange båret af det observerende og reflekterende blik tilbage, der kan ende i fremadrettede svar, hvis man altså evner at handle – og har bevaret troen, håbet og ikke mindst kærligheden. Stærke numre, der trods et fælles DNA markerer sig på hver sin måde musikalsk. ”SUK” med flot arrangeret violin og cello fra Liisi Kedik og Kristine Elise Pedersen og ”Før vi mister forstanden” med et fedt beat, klap takt, en god bas – og et af de desværre alt for få tilfælde af den elektriske guitar i noget der minder om en hovedrolle.
”Solen brænder” – har jeg før udråbt som en af sidste års bedste singler, og den udtalelse står jeg ved. Ud over den tankevækkende tekst, og Michel Belli på kor – har den har i sin rytmik noget charmerende reggae vibe over sig, samtidig med at der er tilsat en nærmest højtidsstemning via klange af klokkespil (keys eller xylofon), der formår at løfte det jordnære og næstekærlige budskab i sangen til nye højder.
Sidste nummer, der har været ude som single, er ”Mellem mig og gud”. Reelt pladens varmeste ’pop-korn’. Og når Mathilde Falch synger ”Hud mod hud” – så falder det faktisk en ind, at hun rummer noget af samme inderlighed, intensitet, vildskab og vovemod som den man oplevede dengang Elisabeth flere år før Mathilde Falch blev født bjergtog det danske musiklandskab med det eviggrønne alternative pop-hit med netop titlen ”Hud mod hud”.
Skulle nogen spørge mig om det er blandt disse fire numre at pladens stærkeste numre findes, bliver svaret dog – ’hvor utroligt det end lyder – NEJ!’ To lidt anderledes numre skiller sig nemlig i min verden afgørende ud. ”Stå selv” – der med en ulmende, mørk, dyb og cinematisk stemning – giver modspil til en tekst, der rammer lige i solar plexus i forhold til tidens konspirations konfronterende kommunikationsformer og forummer. Men endnu mere skarpt og præcist leveres budskabet i ”Sidste sand på jord” – en simrende stærk sang om svigt og tabt tillid – og en sang, der i voksende grad virkelig viser at Mathilde Falch ER blevet en voksen og modnet sangskriver.
”Hvis vi er de voksne nu / Hvem siger så at alt bliver godt / Hvis er de voksne nu / Hvem siger så at nok er nok”
”Du glider ud af hænderne på mig / dine sange, dine ord / Du glider ud af hænderne på mig / som den sidste sand på jord”
”Vi troede nok at resten blev let / i stedet blev det sidste tæppe hevet væk / Når man lever i det, de andre ikke forstår / æder ensomheden det, smerten ikke formår”
Alle tekstbidder, der bider sig fast – som en uforklarlig sandhed, der har karakter af et brændemærke.
På tekstsiden holder hun niveauet på numre som ”Måske du sku’ kigge op”, ”Frihed”, og ”Meget større”, hvorimod jeg her begynder at føle en lidt for kompakt og lidt for ensartet tilgang i den musikalske output. På ”Måske du sku’ kigge op” prøves der med skævt opdrift i omkvædet – men det lander på min øregang, som et irritationsmoment – og selvom der igen dukker lidt elguitar op på ”Meget større”, så er det i en lidt for usynlig birolle.
Samlet hørt savner jeg helt personligt et nummer, der rummer lidt mere af den vildskab og energi man oplever når Mathilde Falch optræder live. En pendant til ”Alle taler” eller ”Ild i min røg”. Men det kan meget vel være et bevidst valg at holde den nye musikalsk sti forholdsvis ren – og renset for den mere regulær rock. Og i så fald – fuld respekt for dét kunstneriske valg.
Albummet slutter med ”Saa tag mit hjerte” – der falder roligt ned og løsner lidt op i et mere akustisk arrangement. Igen med cello og violin og xylofon som krydderier, der i samspil med piano og akustisk guitar – fejende flot og enkelt sætter et smukt punktum, der luner som det sidste stik fra solen.
