Man skal huske at spørge sig selv. Hvad gør en stor oplevelse stor. Er det størrelsen på spillestedet? Er det forventningerne? Overraskelsesmomentet? Eller at man får præcis det man ved, at man elsker i forvejen?
Svaret er næppe entydigt. Jeg kan blot konstatere, at jeg oftest bliver ’blown away’ når jeg mindst forventer det.
Denne aften vidste jeg reelt ikke helt hvad jeg havde i vente – andet end koncert med Melissa Inya. Intim koncert var den beskrevet som. Jeg forventede vel så at skulle se Melissa med et back-track, og måske hendes makker Abdullah S.
Jeg drog derfor relativ fri og ’open-minded’ mod H15, hvor scenen hurtigt afslørede at Melissa Inya gav koncert med et stort band. Dagens første WAUW blev mumlet. Da det hele gik i gang, var der sørme hele 9 musikere og sangere på scenen. I sig selv et statement af dimensioner. Noget der bare tjener respekt. Et statement, der uden svage led, viste sig at holde vand, og mere til.
Mens hendes i øvrigt lovende debutalbum måske nok havde virket lidt uforløst, så virkede hun her på scenen – omgivet af fantastiske sangere og musikere – forløst. Det kunne høres, det kunne mærkes, det kunne ses.
Sidste år udgav Melissa Inya sit debutalbum ”Musical Hallucinations”, hvor hun præsentererede et melankolsk og soul’et lydunivers, hvor elementer af oldschool jazz, R&B, disco og funk var fusioneret med moderne og urban soulmusik. Lavet i en tæt musikalsk symbiose med den velrenommerede musiker og producer Abdullah S aka Jeppe Saugmann, som har arbejdet sammen med navne som f.eks. Søs Fenger, Mek Pek, Camille Jones, Mika Vandborg, Ginman/Jørgensen, Elisabeth o.m.a.
Verdenspremiere
Abdullah S. er naturligvis også med på scenen til denne verdenspremiere, hvor Melissa Inya for (måske) første gang virkelig skal vise sit sande jeg – der blandt andet indebærer en bipolar lidelse, og noget så ’eksotisk’ som en diagnose, der rent faktisk hedder ’musical hallucinations’.
Sammen med sin manager står hun selv for arrangementet, og man mærker fra start af at der er noget på spil. Der er en sitrende stemning i lokalet, der er ganske velbesøgt.
Hendes lillebror Melvin Kakooza, ses i lokalet med et stolt smil på, og moderen er der også, og en masse venner og veninder, og så alle os ’fremmede’, der måske ’bare’ er draget hertil i forventningen om at se et musikalsk stjerneskud, eller fordi der i det mindste skulle være god chance for en rytmisk romance.
Og det skal jeg da love for. Fra første opbyggelige nummer – med den sigende titel ”Freedom” – viste musikken, og ikke mindst Melissa og hendes fremragende band, orkesterleder Djavan Thomas på kor og violin, de tre korsangerinder Awaham Sauba Gul Bakht Baig, Meseret Tesfamichael, Priscilla Hortense Kakou, samt Jeppe Saugmann (Keys / Synth), Anton Langebæk (bas), Thor Madsen (guitar), og José Angel Blanco (rytmik), at de var kommet for at løfte i fælles flok.
Melissa Inya i front virkede i balance og udstrålede en dejlig varme, og en glød, der smittede af. På publikum og på hendes band. Det spillede simpelthen.
Mange af hendes tekster er både barske og emotionelle – ’based on true stories’ – og det kan mærkes, at den her koncert for Melissa gerne skal være en ny start. Noget er brændt, andet er sået, og noget skal nu vokse og videreudvikles.
Sange i nye dimensioner
”Damdam” er i forvejen et af det bedste numre på albummet, her med en guddommelig levende guitar solo. Tak.
Koret foldes fængende og farverigt ud i ”All about you”. Tak.
”Talk 2 Me” taler åbenbart både til dansegenet og til P6 Beat – og viser måske live det potentiale man ikke lige fangere ved første lyt. Tak.
”Diamonds and Chain”, som Melissa præsenterer, som sin egen favorit, spredes ud, som en slow mover, der groover, og danner billeder af noget, der måske er større end det vi forstår lige her og nu.
”Marley” er lidt en parentes på albummet, men her bliver den vokalmæssigt fremført så stærkt og med så ’limited power og pondus’, at min kære sidem/k står med tårer i øjnene. Jeg trøster. Jeg forstår. Og må igen bare sige, ”Tak Melissa, du rører ved noget, som vi måske ikke engang selv ved hvad er”.
Og sådan bliver hun og hendes følge ved – med musikken som den mentale katalysator. ”Danger” præsenteret i et vildt, stort og imponerende arrangement, der får en til at tænke på at dette må være toppen.
Men så fulgte ”Cloud of steel” og ”Stripped” og glansnummeret ”Stomp Blues”, der både gør ondt i sjælen og godt i nuet, for ikke at tale om det mesterlige ekstra nummer ”Lions Den”. De to førstnævnte dæmpede og inderlige, de næste sat ind som de afgørende frigørende stød. To ’bulls-eye” i træk, som jeg kun kan oversætte til to fede streger under den BEFRIELSE denne koncert også må have været for hovedpersonen selv.
Melissa Inya sprang nemlig denne aften ud som en af den danske musikscenes mest sjælfulde og virkelighedsnære stemmer. At sindet giver udfordringer, betyder altså ikke at man ikke kan gå all-in. Det gjorde Melissa Inya, og hendes mageløse band denne aften.
Det kan blive rigtigt stort det her. Melissa, Abdullah S og manageren kan godt begynde at lægge nye og større planer.
Jeg tillader mig derfor at skrive det som jeg føler det lige nu og her – og spørge direkte: hvorfor skulle den ikke ende med Roskilde, SmukFest eller Jelling Festival til 2023? She’s worth it!
