Siden det danske rockband Mellemblond i 2009 udgav deres anmelderroste debutalbum ”Ude af mine Hænder”, er det blevet til flere EP’er, en enkelt musikfilm, samt albummet ”Lysvågen”, der udløste fire Steppeulv-nomineringer. Herunder Årets Album. Det er altså for længst slået fast, at Mellemblond er et band, der er værd at holde øjne og ører åbne for. 2020 er ingen undtagelse, og med albummet ”Solregn”, afsøger bandet igen nye territorier. Denne gang i form af et akustisk udspil, hvor det primært er bandets frontfigur, Kristoffer Munck Mortensen, der sætter sit præg. Albummet byder på akustiske udgivelser af både nye sange og velkendte numre fra bandets bagkatalog.
Ved ankomsten til Loppen fredag aften henviste personalet publikum til deres faste pladser. Med faste pladser menes der, at publikum ifølge stedets retningslinjer skulle blive siddende på den henviste plads, og ikke rejse sig, medmindre det var for at gå i baren, på toilet eller ud og ryge. Det kan måske lyde lidt striks, men de klare retningslinjer blev eksemplarisk overholdt. Dette resulteret for undertegnedes vedkommende i en plads på forreste række med perfekt udsyn til scenen, samt hyggeligt selskab med to, ifølge dem selv, store fans af aftenens musiker. Det blev til lidt øl og anekdoter fra deres mange gode oplevelser med bandet. I takt med de fremmødte blev flere og flere, og de mange øl satte gang i en hyggelig småsnakken, der fyldte det i forvejen hyggelige lokale ud, blev den gode stemning etableret. En stemning, der aftenen igennem varede ved.
Kl. 22 gik på aftenens hovedperson på scenen, og leverede en oplevelse, der ikke lignede noget, der normalt forventes af en koncert med Mellemblond. Bandet var byttet ud med kontrabassisten Nils Bo Davidsen, og setupet bestod af to stole, to guitarer, en kontrabas og en cello. Der var altså lagt i ovnen til en ægte intimkoncert med masser af nærvær. Og til den type koncert findes der få steder, bedre egnet end Loppen. Koncerten bød på det, der var forventet. Hverken mere eller mindre.
En aften som denne ville have været en oplagt mulighed for at knytte en anekdote eller lille fortælling til udvalgte numre. Men nej. Som koncerten skred frem, blev det mere og mere klart, at Mellemblond ikke var kommet for at please eller underholde publikum. Den ydmyge kunstner sad det meste af tiden i sin egen verden, og formåede kun få gange at komme helt ud over scenekanten. Koncertformatet taget i betragtning, forventes der naturligvis hverken store armbevægelser eller opfordringer til at synge med osv. Men et nærvær, der ikke kun strækker sig til medmusikanten, må være et minimum.
Aftenens største øjeblikke opstod de gange, de to musikere levede sig ind i hver sit instrument og lod publikum være publikum. Flere gange i disse øjeblikke vendtes ryggen til publikum, så alt fokus var på at levere smukt musik, hvor det unikke guitarspil til perfektion blev suppleret af enten kontrabas eller cello. Deres sublime samspil vidnede om to musikere, der havde meget på hjerte. Desværre virkede det ikke til, at de ønskede at dele det med de fremmødte. En kombination af musikalsk indlevelse og kontakt til publikum ville unægtelig have givet koncerten mere liv og nærvær.
De fremmødte fans virkede dog til at have en noget anderledes oplevelse, og lod sig ikke gå på af det manglende nærvær. Der blev både klappet og ”hujet” efter hvert nummer, hvilket vidner om, at oplevelsen i det mindste har levet op til forventningerne hos publikum.
