MEN AT WORK – Amager Bio – 30.06.19

Men at Work - Amager Bio - (18)

Fotograf: Brian Selander

"Meget mere end gensynsglæde"

Det vigtigste først. Stemmen. Lyden af forsanger, sangskriver og eneste originalmedlem – Colin Hay – lød præcis som den skulle. De høje toner kunne stadig nås, og der var også stadig power og australsk accent til stede. Nu om dage bor han ellers i USA, og han havde da også samlet sit særdeles kompetente hold af musikere og arbejdsm/k i LA. De var på deres niende job – på en Europa tour – med femten koncerter. Tidligere på turen havde de også været forbi Train i Århus.

De var uden tvivl dygtige, spillede tight – som en solidt arbejdshold – men uden nævneværdige individuelle præstationer – og dog. Saxofonist og fløjtenist – Scheila Gonzales – imponerede undervejs på sax – ikke mindst på numre som ”Children on Parade”, ”Blue for You” og ”Down by the Sea” – alle tre numre, der markerede sig som nogle, der kun er steget i værdi med tiden. Colin Hay afslørede, at sidstnævnte var skrevet i en noget tykrøget atmosfære, der gjorde at nummeret dengang til tider godt kunne holde sig på omkring fire timer i øvelokalet. Det holdt sig nu perfekt balanceret på syv minutter her.

I det hele taget var der mange af de numre, som ligger udenfor Top 5 hitlisten over Men At Work numre, der virkelig imponerede, og understregede hvilken glimrende komponist og arrangør at Colin Hay reelt er. Det gjaldt blandt andet numre som ”The Longest Night”, ”Upstairs in My House” – og ikke mindst det Bob Marley inspirerede ”Catch a Star”.

De lagde i øvrigt ganske stærkt og stilsikkert ud med ”Touching the Untouchables” og ”No Restricitons” inden de virkeligt fik publikum i den velbesøgte Bio helt op i gear med en fuldfed version af Dr. Heckyl & Mr. Jive.  21 numre kom de omkring – og skulle denne skribent have haft indleveret en ønskeseddel inden koncertstart var det vel reelt kun ”Helpless automation” og ”High Wire”, der lige manglede i et totalt sæt og match.  I stedet fik vi et par Colin Hay solo numre – og af dem var især ”Tumblin Down” mindst lige charmerende, som et klassisk Men at Work nummer.

Det hele sluttede med en hæderlig version af ”Down Under” – der stadig havde sit sagnomspundne fløjtetema, men som her blev leveret mere professionelt end magisk. Bandet blev på scenen – til de overdøvende klapsalver – og Hay
fortalte med glimt i øjet, at normalt skulle de jo gå ud og komme ind igen, og give et ekstra nummer, men det syntes han ærlig talt var noget pjat. Så hellere blive på scenen – nyde bifaldet – og så slutte af med en mesterlig version af ”Be
Good Johnny”.

I sandhed et brag af en afslutning på en 7 kvarter lang koncert, der nok var nostalgisk i sit indhold, men noget så nutidig og frisk i sin udførelse. Det her var meget mere end en arbejdssejr. Det var en levende dokumentation på at Men At Work i deres korte oprindelige levetid (1981-1985) på bare tre album lavede mindst lige så mange langtidsholdbare og eviggrønne numre, som The Police gjorde det på fem. Pudsigt nok minder Colin Hay rent faktisk lidt om Sting i statur og udseende – og han fortjener uden skygger af tvivl en musikalsk anerkendelse på helt samme niveau.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.