Den meget specielt opbyggede og super smukke Christians Kirke – med flere etager og masser af små loger – var fyldt til absolut sidste plads – og forventningerne sitrede spændt, men nærmest lydløst, da far og datter på slaget 16 gjorde sin entré.
Det var tale om den femte koncert på Michael og Mathilde Falch’s længe imødesete første fælles tour – der indeholder hele 22 koncerter i kirker landet over. Kirkens rum er uomtvisteligt noget særligt – og som Michael Falch da også nævnte undervejs, så har ordet lige der, bare mere magt end det har så mange andre steder i verden og i vores liv.
Og ordet fik da også masser af plads i selve den levende dialog imellem numrene – hudløst og ærligt – med kant og med humor, og ikke mindst med masser af håb, taknemlighed og kærlighed til et liv, der for begge hovedpersoner, og deres kære og nære har været en kamp, hvor den forlængede spilletid ikke altid har kunne tages for givet – og da slet ikke mens helvedes losseplads – på hver deres måde – var så rystende tæt på dem begge.
Det blev dog aldrig for sentimentalt eller for familiært – for de fleste historier vil hovedparten af det tilstedeværende publikum med garanti selv kunne relatere til nogle oplevelser eller lidelser fra eget liv.
Mathilde afslørede, at hun altid har opfattet sin far som lidt af en skabspræst – og hun har så været menigheden, der både har lyttet , men også har udfordret med de nysgerrige og nærgående spørgsmål. Titlen som skabspræst levede Michael Falch fornemt op til, ved blandt andet at dele sin filosofi om at himmel og helvede måske ikke er noget, der venter efter livets afslutning, men er noget, der er lige her og nu, tilstande i selve livet, som vi går ind og ud af i løbet af vores liv, og nogen gange endda måske med medindflydelse. Kloge ord, med plads til eftertænksomhed.
Det kunne mærkes, at parret har fundet en offentlig sikkerhed og balance i samarbejdet, der udløser en sammenhængskraft fuld af overskud. Nærmest som et Par nr. 7, der sender flere af de enkelte (ofte velkendte) sange afsted i nye afgørende udbrud. De supplerede hinanden perfekt – i respekt – og det på en måde, hvor de simpelthen formåede at løfte flere af hinandens numre til steder, de aldrig har været før.
Våde øjne og gentagne angreb af gåsehud er ikke hverdagskost indenfor i Rock’n Roll – men det er heller ikke en rock’n roll tour, som de er flest, den som far og datter Falch her er på. Og sådan skal det selvfølgelig være med dem. For har man – ligesom Michael Falch – Neil Young, som en af de store bidragsydere til livets soundtrack, så ved man jo også allerede at ”There is more to the picture than meets the eye” – og det var præcis det vi som publikum oplevede denne højherlige søndag. 90 minutters musik og ord, der med garanti gav lidt ekstra tro og håb til alle fremmødte.
Og hvem skulle have forestillet sig at det klokkespil – der var den røde tråd tilbage til i den centrale historie om vildbassen af en farmor (Mathilde’s personbeskrivelse) – kunne frembringe nye nuancer og farver til sange som ”Det jeg allerede har”, ”Ild” og ”Lavland”. Tre magiske højdepunkter – blandt mange – i en koncert med 14 velvalgte numre, der nok alle var (mere eller mindre) velkendte, men her blev leveret med nye usvækkede vinger.
Michael Falch sprang ud som rockende lead-guitarist i en mesterlig version af ”Alle taler” – ligesom den tudesmukke og rørende ”Lille ulykkelige menneske” (skrevet til Mathilde og hentet fra ”Fodspor i havet” albummet fra 2010) – og ikke mindst det første ekstra nummer ”Tiden” – var det. Det hele sluttede med fællessang omkring klassikeren “Mød mig i mørket” – og det møde kom der mest af alt endnu en lysende stund ud af .
Lad os for gud, fædreland, eller måske bare de bankende musikhjerters skyld håbe, at disse fantastiske fælles versioner bliver udgivet på et album næste år. For de versioner her rummer så meget mere – så meget nerve – så meget nærvær – så meget håb – så meget healing.
Hver især er de stærke – men sammen letter de. Vi fik endelig set de vildeste fugle flyve sammen.
