66-årige Midge Ure var nået til et udsolgt Amager Bio på sin ”1980 tour ” – hvor der er fuld fokus på hele ”Vienna” – Ultravox albummet fra det år – og det bedste fra Visage, der pladedebuterede i 1980 – og blandt andet skabte klassikeren ”Fade to Grey”.
”Alt ændrede sig for mig det år” – sagde han fra scenekanten hvor han også konstaterede ”You must be older than yoo look”, som en ros til publikum for den genhørsglæde der strømmede ham og hans kompetente band Electronica i møde.
Stemningen var god – både på scenen – og blandt publikum, hvor langt hovedparten med garanti allerede havde mødt verden første gang i 1980. Koncerten var bygget op i tre dele – først 8 numre med ”Visage and the 1980’s songs”, så alle 9 numre fra ”Vienna” albummet, og så et par numre ønsket af fans via de sociale medier.
Der blev lagt ud med ”Yellow Pearl” i Top of the Pops versionen uden vokal – et nummer oprindeligt skrevet sammen med og udgivet af Phil Lynott. Det blev fulgt op af med signatursangen ”Visage” – og så indtraf et af den 1 time og 45 minutter lange koncerts absolutte højdepunkter – en rå og vital version af ”Blocks on blocks” med en lang og længselsfuld guitarsolo til sidst fra en helt tydelig tændt og trimmet Midge Ure. Han var ikke kommet for at hvile på laurbær. Tværtimod. Han var kommet for at dokumentere at de stadig var friske – og ikke mindst holdbare – her næsten 40 år efter de blev født i en tid, hvor meget omkring den elektronisk baserede musik stadig var helt nyt.
Første del af koncerten efterlod desuden et klart V tegn til en fremragende potent version af ”Glorious” – med bombastiske trommer, og igen markant guitararbejde fra Midge Ure. Et hengemt nummer skrevet sammen med hans gamle Rich Kids og Visage makker Rusty Egan. Det blev efterfulgt af klassikeren over dem alle ”Fade to Grey – der blev leveret til tiden, men ikke ligefrem løftet til nye højder.
Det gjorde derimod flere numre fra ”Vienna”. Åbningsnummeret – det instrumentale – ”Astradyne” er måske et af gruppens fedeste numre igennem tiden, og satte her ekstra strøm til de alle de bankende musikhjerter blandt publikum, der med garanti har spillet den plade igen og igen og.
Idet hele taget holdt konceptet med at opføre albummet live i sin helhed. Ligesom meget skotsk whiskey bliver de her numre næsten kun bedre med alderen. Midge Ure synger stadig glimrende, om end han undervejs lige mangler lidt vokalmæssigt power. De dygtige musikere Cole Stacey (keys, bas) og John O’Keefe (keys, violin) og Midge Ures yngre kloning på trommer Russel Field var bestemt mere end baggrundfyld, og var med til at sikre et lydbillede, som ikke blot var et ekko af engang og nusset nostalgi.
De var således med til at sikre at mindeværdige numre som ”Passing Strangers”, ”Sleepwalk” og ikke mindst ”Mr. X” blev sendt ud over scenen på en måde så man tænkte – ”så kan det da ikke blive meget bedre”. Og dog! For titelnummeret ”Vienna” blev også leveret mesterligt og majestætisk – og med publikum som et stort skrålende og medlevende kor.
Afslutningsnummeret ”All Stood Still” tog dog prisen som aftenens absolutte højdepunkt for denne skribent – den længere version var tilføjet en rå og rastløs energi og nerve, så man tænkte at det også kunne have været en klassiker fra The Clash eller The Police.
Resten – yderligere 4 numre – inklusiv to ekstra – var blot som en lækker dessert, der bare understregede at Midge Ure er og forbliver en mere end ferm pop snedker, der til ekstranumrene ”The Voice” og ”Hymn” endda lød til at have fået sneget et rent fodboldstadionkor ind blandt et begejstret og tilfredsstillet publikum i bioen.
Irske Tiny Magnetic Pets var et sympatisk selskab – med en imødekommende og velsyngende Paula Gilmer i front – og de gav på en halv time fem numre, som virkede som en hæderlig reklame for et kommende album. Der var blot det problem at ikke et eneste af de fem elektro-pop numre skilte sig afgørende ud, eller formåede at efterlade et indtryk, der kunne huskes eller gendannes, da man havde forladt matriklen på Amager.
