Levende musik – og et levende publikum – det er da i høj grad det vi har brug for i disse tider, hvor livet går videre … næsten som før. For forhåbentligt har vi alle alligevel lært noget af næsten 1½ år med begrænsninger, restriktioner og nedlukning – og formået at rykke os lidt, tænke os lidt om. Hvad er vigtigt – hvad er nødvendigt, og hvad er mest vanens magt? Det har Mike Andersen i hvert fald. ”Der var måske gået lidt vane i den” – indrømmede han med det glimt i øjet, der altid gør det lige så sikkert, som ‘amen’ i kirken, at nogen blandt publikum byder ham på en ‘Midnight Coffee’ efter showet ved merchandise bordet.
Selvom spillestederne efterhånden har været åbne igen i omkring 5 måneder, så har det levende og talstærke publikum ladet vente på sig, og det er overraskende sjældent at spillesteder rundt omkring kan melde UDSOLGT – selv med normalt ‘sikre’ navne på plakaten. Det kunne Kulturium til denne koncert, som i første omgang var slået op for godt to år siden.
Så ingredienserne til en festligt fredag aften var til stede – Mike Andersen sammen med hans faste kompetente band – bestående af Jens Kristian Dam (trommer), Kristian Kold (bas), Kristian Fogh (keys) og Johannes Nørrelykke (guitar) – og en udsolgt sal af folk, der har ventet længe på dette øjeblik. Men lad det være skrevet, som det blev oplevet – Mike Andersen band var mere tændt og levende end et publikum, der for en dels vedkommende virkede lige lovlig rustne og satte, og aldrig helt gav begejstringen frit løb.
Afslutningsnummeret “Raise Your Hand” – der også er titelnummeret på Mike Andersens aktuelle album – er ellers som skabt til at få taget til at lette til sidst. Det skete – trods sporadisk medleven – når Mike Andersen f.eks. sang “If you feel the world’s gone mad, raise your hand / If you think it’s not all that bad, raise your hand” – bare ikke på denne ellers ganske velspillende fredag aften.
Årsagen til publikums tilbageholdenhed skal måske findes i, at Mike Andersen – som havde Kulturium i Ishøj som sit tredje stop på album release-turen – havde valgt at medtage alle 10 numre fra det nye album. Samtidig havde han valgt at lave lidt om på en del af de 8 ældre numre, der også blev luftet.
Et modigt og et vel truffet valg af to sæt med en samlet spilletid på omkring 100 minutter – om end der hørt i det store billede måske var lige lovlig mange tilbagelænede sange, hvor Mike Andersen havde den akustiske guitar omkring halsen. Den elektriske guitar er nu den der klæder ham bedst – selvom den mand jo bare altid fremstår ligeså fasttømret flot, som han er fingersnild. Men når det er sagt, så er han altså også god som sjælfuld ballademager, hvilket han f.eks. til fulde beviste i numre som ”Next Time You Call” og ikke mindst i ”If I fall Again”.
Omkring sidstnævnte nummer havde han modtaget den største ros en musiker og en far næste kan få. Mike’s søn er kommet på efterskole – men havde trods alle de andre fristelser, der er på en efterskole, givet sig tid til at lytte til farmands album – og sagt at det nummer han altså bedst kunne lide var ’det med ham bokseren”. Om det varmede en farmands – og en i øvrigt stor bokseentusiasts – hjerte, kunne der vidst ikke være nogen i salen der var i tvivl om – og det var nærmest ligesom at sangen LIVE endda også lige fik et ekstra velplaceret punch.
Denne koncert kunne da også kunne opleves som et klokkeklart slag for at alt ikke nødvendigvis skal være som før. Mike Andersen har ladet skægget gro – har skrevet nye sange – og gået efter lidt nye musikalske terræner. Men en koncert, hvor mere end halvdelen af sangene af sangene er nye , er altså ikke normen i dansk show business, og der blev ved både højlydte småberusede tilråb og ved mere moderat mumlen rundt om i salen, givet udtryk for at der var nogle, der gerne ville høre noget mere af det gamle – noget mere ”old fashioned”.
Men hørte publikum efter hvad der foregik på scenen ville de rent faktisk høre at Mike Andersen stadig er lige så ”old fashioned” som altid – men nu drikker han også bare af andre inspirationskilder end B. B. King – f.eks. dem Bob Dylan & The Band har leveret i tidens løb.
Nogle har det åbenbart bare stadig bedst med at få bekræftet den gamle kærlighed. Men den tendens er en af de uvaner, der af publikum meget gerne må laves om på. For hvorfor filan ikke lade sig gribe af nuet – og den følelse af musikalsk nyforelskelse, der akut kan opstå ved mødet med det nye, og som heldigvis altid er gratis og fri, uanset hvor gift, gammel, ung eller ugift man er! Og rent faktisk meldte Mike Andersen jo rent ud fra starten i form af åbningsnummeret ”Slamming the Door”.
”So I’m on my second chance here, and now I can see / The young dude, at the bar, that used to be me / I ask you this baby, and I truly hope you can / Give me a heads up before I’m the old man”
Mike Andersen er så langt fra at skulle have et “heads up” – tværtimod er der grund til at ”Raise Your Hands” for en mand, der med sit band, kan levere så overbevisende blåtonet og potent rock som på den nye mesterlige ”I Can Dance”- der var løftet fra en mere støvet og bluesy version i album versionen, til en heftig melodisk rocker af Led Zeppelin dimensioner, med venlige hilsner til f.eks. basgangen fra ”Whole lotta love”. Alene det nummer var simpelthen hele koncerten værd. Der fik man altså lyst til at råbe ‘Yabba Dadda Doo’.
Men også et nummer som ”Because of You” må fremhæves for en mere mørk og tung – og mindre country præget lyd end på pladen – for ikke at tale om den uforlignelige og charmerende “Midnight Coffee”. Gode eksempler på at Mike Andersen tør at udfordre sig selv og sine sange – og give publikum noget, de måske ikke lige vidste de manglede.
Udfordrer man sig selv og tager chancer, vinder man ikke hver gang. Det gjorde Mike Andersen heller ikke denne aften. Bedste nummer på det nye album “Down in His Room” var her i en omarrangeret version slet ikke så mystisk og magisk, som på albummet – men det var et skud – og respekt for det.
Og respekt for at ældre sange som ”Who’s cheating Who”, ”Over You” – og ”Pretty Fool”, der i sidste del af koncerten for første gang fik et par håndfulde publikummer til at vise at de OGSÅ kunne danse, stadig kan være så vitale , vedkommende og væsentlige for at den samlede oplevelse bliver værd at skrive om.
Mike Andersen har tydeligvis sluppet sig selv og sit band mere fri – selvom det pudsigt nok ikke var sangen ”Finally Free” – skrevet sammen med vennen Billy Cross, der gjorde udslaget. Lige den sang manglede rent faktisk at blive leveret med den hævede og knyttede næve, der ville overbevise én om at Mike Andersen troede på sangens indhold og ikke mindst på Billy’s budskab med den.
Men alt i alt masser af positive vibrationer pakket ind i godt og blåt til at tage videre på den tour – der forsætter med yderligere 13 band koncerter frem til den 11. december, hvor turen slutter på Tobakken i Esbjerg. I aften spiller han på Mantzius i Birkerød – og der er ikke UDSOLGT!?
