42-årige Mike Andersen skulle lige have 20 år på landevejen, og syv album med band før at han turde udgive et solo album, hvor det kun er lyden af ham selv, hans guitar, lidt str. 47 fodtramp og hans egne – og ganske personlige – sange.
Resultatet er – helt naturligt – en meget klassisk og regulært lydbillede på en bund bagt af bluesfeeling og en åben soulsjæl. Man kan til tider finde det lige pænt og skikkeligt nok, men jo flere gange man lader albummet komme i omdrejninger, jo mere mærker man, hvor meget der er på spil for sangeren og sangskriveren Mike Andersen, og hvor meget man får igen som lytter.
For ikke mindst hans stemme har en intensitet, nerve og en nærhed, som til tider kan overskygges når den sættes i bandsammenhæng. Her – helt nøgen og solo – træder den virkelig i karakter – moden og magtfuld – og på internationalt niveau.
At vores lille land kan rumme så store bluessangere som Thorbjørn Risager, Jake Green og Mike Andersen er en betagende berigelse, som forhåbentligt mange flere lyttere får åbnet deres ører for.
Det er et råt og simpelt udtryk man møder på ”One Million Mile”. Ni numre, der er optaget live i studiet, og som fra første strofe hygger seriøst i øregangene. Kun ”Let’s Just Go Home” bliver lige lovlig magelig – og har svært ved at hænge på den høje kvalitet, de øvrige otte numre udstråler. Ikke mindst numre som titelnummeret, ”No Time To Slow Down”, ”Shoulders Down” og ”Little Man”, der alle med enkel rytmisk sans, og helt elementære virkemidler som god sangskrivning og en sjælfuld stemme, i den grad spiller sig direkte ind i musikhjertets skatkammer.
Mike Andersen har med dette album vist, at han har flere strenge at spille på – pudsigt nok ved at spille på færre. Det er vi i sandhed glade for, men vi er også lykkelige for at han har bekræftet at det ikke er et valg om enten-eller, men mere et spørgsmål om et både-og behov for forskellige musikalsk udtryk.
