Fra sin solide midtjyske base har Mike Andersen siden 2002 spillet op til over 1500 koncerter og udgivet otte album, der alle har favntaget bluesmusikkens ve og vel og væsen, og dens mange veje i et utal af sange – der i sit tekstunivers på klassisk vis ofte har cirkuleret omkring den komplicerede, sørgelige og uforløste kærlighed, og de mere triste skæbner på livets støvede landevej.
Efter syv album med band omkring sig – trådte han i 2019 med sit akustiske soloalbum ”One Million Miles” for alvor ud af sin komfort zone. Og også der strålede han helt naturligt. Som sangskriver, som guitarist, som spillemand, men måske især som sanger. Det blev for alvor tydeligt, at Mike Andersen er meget mere end ’bare’ en velspillende bluesmand af en gammel skole.
Elementer af soul, country og roots er også en del af hans virkemidler – og dem bruger han mildt sagt også klogt på dette hans nu niende album ”Raise Your Hands”. Et album, som er indspillet “live i studiet” sammen med det faste hold, som han har rejst Danmark og Europa tyndt med. Og for at tilføje den ekstra autensitet er det endda indspillet på analoge bånd.
I et interview med SIDE 33 i forbindelse med udgivelsen af ”One Mille Miles” sagde Mike Andersen noget ret væsentligt i forhold til at forstå, hvad det lige præcis der gør ham så overbevisende at høre på. Han sagde:
”Jeg ved ikke om min stemme er noget særligt. Jeg har jo lyttet dag ind og dag ud til store stemmer som Al Green, Bobby Blue Bland, etc, og i forhold til dem er min stemme virkelig ikke noget særligt. Men jeg ved at jeg har en evne til at kommunikere med den, og det falder mig meget naturligt. Det sætter jeg stor pris på!”
Den blanding af ydmyghed, tro på og bevidsthed om egne evner– og lysten til at bruge af sig selv i en direkte, åben og ærlig kommunikation med sin lyttere og følgere – har ført til det sted hvor Mike Andersen står i dag. Som en midtvejsmand – en mulighedernes mand midt i 40’erne – med et loyalt og stadigt voksende internationalt publikum.
Hans livs eget soundtrack har været fyldt med navne som B.B. King, Ray Charles, Bill Withers, Povl Dissing & Peter Thorup – der alle har deres udgangspunkt i en gammel amerikansk musiktradition. Et godt fundament af inspiration, som Mike Andersen tydeligvis bruger i sine bestræbelser på at finde sin egen lyd og sin egen stemme med gode folk omkring sig.
Der er derfor direkte befriende at høre åbningsnummeret ”Slamming the Door” – der meget vel kan høres som et lille opgør mod ’blues-mafiaen” – der konservativt og gammelklogt har det med at nyde at lukke sig inde i en verden af i går. Mike Andersen still got the blues – men han vil ikke sættes i bås – for han har også en sjæl og en rodnet af nysgerrighed, der til tider fører ham andre steder hen – sikrer at han udvikler sig.
Han føler åbenlyst at det er sjovere at gå fremad, end at gå baglæns, og han har bare ikke behov for at skulle defineres som en såkaldt ’rigtig’ bluesmand. Slet ikke når f.eks. hele Danmarks Radio definitivt har valgt at ’Blues” helt sikkert skræmmer lyttere væk! Så hvis det kan lade sig gøre at ændre noteringen om genre i DR’s arkiv, så vil jeg da opfordre til at de ændrer fra ’Blues’ til ’Open minded’ eller måske bare ’Free’. Mike Andersen er først og fremmest sanger, sangskriver – med en fri sjæl og masser af blå toner, der bare ikke fortjener at blive lukket inde i forudindtaget genre bås.
”Slamming the Door” er et støvet, gnistrende og tungt bluesnummer – der tager et opgør med den negativitet, som den ofte aldersbetingede autopilot har det med at udgyde som sandheder, herunder tesen om at alting var bedre i gamle dage.
”Give me a heads up before im’ the old man” – synger han med en tidløs energi der forløses effektfuldt. Sikke en åbning!
”Nogle døre. Må man lukke for at verden kan blive større” – sang hans kollega Thomas Helmig i sin tid på et hans hovedværker ”Malaga” – og derfor er det befriende at Mike Andersen på ”Raise Your Hands” smækker nogle døre i – og åbner nogle andre. Han benytter lejligheden til at lave et album, der reelt kan høres som definitionen på en musikalsk bredside til os alle.
Han går lidt andre veje – finder nye farver – enten musikalsk eller tekstmæssigt. Ikke mindst på den optimistiske, lysende og lyttelækre ”Finally Free” – skrevet sammen med Billy Cross, der også medvirker med den slags slide-guitar, der mærkes som balsam for musiksjæle. En af den slags sange, der har den flavour og den stemning, som der før er blevet gjort et hit ud af når tilsvarende er leveret af navne som f.eks. Kenny Rogers, Tom Petty eller Chris Stapleton.
Helt Bob Dylan-sk bliver Mike Andersen musikalsk – og til dels i fraseringerne – på den über cool og ganske originale utroskabssang ””Midnight Coffee” og på den lidt mere blues tonede ”Because We Can”. To sublime og slidstærke sange, der igen viser de mange facetter Mike Andersen kan sætte i spil – uden at fjerne sig fra sit udgangspunkt – den amerikanske musiktradition.
I den har også et band som Eagles en stor plads – og i den tilbagelænede country-rocker ”Down In His Room” er ikke svært at se Mike Andersen for sig sidde i VIP rummet på ”Hotel California”, mens Don Henley sidder og nikker anerkendende over den lækker lyd, som Mike Andersen med en næsten underspillet generøsitet får frembragt fra den seksstrengede. Et af pladens absolutte kongenumre.
Et sådan er ”I can dance” – med den indledende og rammende linje ”Something has changed – I don’t know what it is” – bestemt også. En ægte og dybfølt dreven blues basker, der løftes af vanlig fængende mundharmonika spil fra gæsten Jarno Varsted (The Sandman, The Savage Rose, Troels Jensen oma.). En dejlig hyldest til de gode dage, hvor man kan alt, og tør gribe livet og nyde det. Og danse – om man nu kan eller ej.
Titelnummeret med sin røgfyldte ’Mardi Gras’ bluesbar stemning med veloplagt blæsersektion lugter langt væk af en fremtidig LIVE klassiker. En festlig ’respons’ oplagt sang – endda med et væsentligt budskab – at hylde det sammensatte menneske.
Er du mere til en klassisk tilbagelænet blues med soul feeling – så skuffer Mike Andersen da heller ikke her. De tre numre “Next time you call”, “I’ll fall again” og “What can I do” er alle behagelige blå toner, der ikke ligefrem rykker grænser, men kan nydes helt og aldeles ubesværet.
Så jeg letter på kasketten og løfter hænderne i respekt over at Mike Andersen og hans faste band – samt gode gæster – med disse 10 numre for alvor sætter musikken fri – helt uden kassetænkning – men med masser af sjæl, fremsyn, kolorit og kant i de blå nuancer.