The Orange Canopy er et tag – ikke et telt eller en scene. Indkøbt i 1977, taget i brug på Roskilde Festival i 1978 – og siden skiftet to gange. Den nuværende udgave er større end den oprindelige og blev taget i brug i 2001.
Fælles for dem alle er at de har været formidlere af magiske oplevelser, store gennembrud, dybe fald og alt det ind imellem. Du kan ikke gemme dig her. For scenen under det orange tag er skabt til folk med vokseværk. Ikke mindst er den siden omkring 1990, hvor Hotel Hunger havde åbningskoncerten, blevet nærmest mytologisk for de danske artister, der ønsker at tage de næste skridt på karrierestigen.
Det bliver alt sammen slået fast i let læselig bog, der på underholdende og ligefrem facon bringer os tættere på følelsen af Orange, både når man står der som åbningsnavn, og når man ’bare’ har en spilletid der. Bogen udspringer sig af podcasten ’Orange Scene’ på 24syv. Og teksterne er redigerede udgaver af interviews bragt i samme podcast.
Musikjournalist og forfatter til bogen Mikkel Falk Møller formår med Følelsen af Orange, at bringe en tættere på, og bagved, og tilmed få indsamlet nogle af de udsagn, som er måske selve bindingsværket ved Roskilde Festival.
”Festivalen er en cirkel, hvor man ikke bare får lov at komme igen og høste fortidens flotte bedrifter” fastslår Jesper Binzer, der har optrådt hele 10 gange på Orange Scene med D-A-D, men ikke siden 2005 – og tilføjer: ”Roskilde Festivals sjæl tilskriver, at stafetten skal gives videre”.
En klar orangerød tråd, der i de senere år vel kun er forstyrret af at festivalen har booket Thomas Helmig til festivalen her i år?.
Sanne Salomonsen, der har optrådt hele syv gange på Orange, og i alt 9 gange på festivalen er nu også helt OK med at de ikke har ringet til hende siden 1995. Men hun har da et håb om at der kommer et telt til ’den gamle musik’. Og hvem ved, måske er Thomas Helmig ham, der sørger for at den stafet gives videre?
Jeg er sikker på, at det ville blive taget godt imod. Ikke fordi de mange, der er kommet på festivalen i 25 år eller mere er nostalgiske, men fordi de ved, at der rent faktisk er masser fra den rutinerede generation af musikere, der stadig har masser på sinde, og et nyt publikum de meget gerne vil vinde.
Bogen er ikke sensationsopsøgende. Du får et par enkelte backstage historier om f.eks. Kanye West, Toto, Jimmy Page, Dave Grohl, og Radiohead, men alle som en naturlig del af fortællingen om det liv og den stemning, der er omkring Orange.
Ellers hører vi meget åbenhjertelige fortællinger om mod, fravær, ærefrygt, angst – for ikke at tale om tomheden, når man f.eks. efter den vildeste koncertoplevelse, som musiker bare skal videre eller hjem eller ikke kan finde nogle man kender at feste og fejre med, som Maggie Björnlund beretter det var tilfældet efter hendes fantastiske koncert, som en del af Jack White’s band.
Bogen kommer også via især interview med Mø og Johan Olsen ind på hvad det er festivalen kan som helhed, og hvad den har betydet for deres egen personlige udvikling. Johan Olsen – der takket være at Magtens Korridorer fik åbningskoncerten, gik fra at være en del af et fyraftensband til fuldtidsorkester – ligger f.eks. stadig hvert år på campingområdet, og et år gik han direkte derfra og op til lydprøve sammen med Volbeat, som han skulle optræde med. Skøn historie, og dem er der rent faktisk en del af i en bog, der hverken vil mere eller mindre end give dig et lille indblik i hvorfor man påvirkes varigt af både storhed og fald når talen falder på Orange Scene.
Mange faktorer spiller ind på hvordan oplevelsen lagrer sig – og hvordan selve koncerten bliver husket, hvis den altså huskes! Forberedelserne, vejret, sygdom, tekniske problemer, forsinkelser m.v. spiller alt sammen ind for resultatet af den samlede oplevelse.
Men gennemgående for alle 15 fortællinger er dog, at ingen ville være den oplevelse foruden. For fælles for de mange, der har ’overlevet’ deres ’orange’ debut, om det var Mø, Düreforsög eller Baby Woodrose (der mest af alt spillede for alle dem der stod og ventede på Metallica det år), så var det, at det gav fornemmelse af, at når man kunne det her, så kan man alt!
Og for de artister, der har fået lov at vokse via den Orange scene, som f.eks. D-A-D, Dizzy Mizz Lizzy og The Minds of 99 har det været af nærmest uvurderlig betydning for deres videre karriereforløb.
I alt 15 danske musikere – Jesper Binzer, MØ, Sune Wagner, Maggie Bjørklund, Den Sorte Skole, Uffe Lorenzen, Sanne Salomonsen, Malk de Koijn, Tim Christensen, Steffen Brandt, The Minds of 99, Jada, Trentemøller, Johan Olsen og Boris Schiøler – fortæller om at få sit livs chance på Danmarks største scene – og den for de fleste uopnåelige drøm at komme igen. Det lykkedes for nogle få – blandt andre Sune Wagner, der har stået der hele seks gange.
“Som erfaren musikjournalist og festivalgænger har det altid fascineret mig, hvad der går gennem musikerne, hvordan de forbereder sig, og hvordan de rent menneskeligt får tøjlet nervøsiteten og adrenalinen, før og efter de skal spille for et kæmpe publikum.
I Følelsen af Orange har jeg forsøgt at finde svar på de spørgsmål og lignende emner ved at samle en række vidt forskellige danske musikeres beretninger om, hvordan det føles af spille på Danmarks største scene, nemlig Orange Scene”
– Mikkel Falk Møller.
Det forsøg er lykkedes så ganske u-de-mærket, som Jesper Binzer ville udtrykke det. Og har du bare en gang stået foran Orange, som en del af det bevægelige menneskehav, og interesserer du dig for menneskene og myterne bag musikken, så er denne bog bestemt veloplagt læsning i årets Roskilde telt, i sommerferien eller når du engang bare har behov for at mærke den orange følelse varme krop og musiksjæl.
