Som titlen på dette album antyder så er der tale om album nr. 9 fra Mikkel Nordsø Band. Det første udkom tilbage i 1987 – og dengang bestod bandet af Mikkel Nordsø (guitar), Peter Danstrup (bas), Ole Theill (trommer), Klavs Nordsø (congas) og Jacob Andersen (percussion).
De to sidstnævnte er begge siden døde – senest Jacob Andersen i marts måned i år, i en alder af bare 61 år. Han nåede dog som noget af det sidste af medvirke på ”Nine”. Danstrup og Theill er også her 34 år senere en del af den fasttømrede grundstamme af bandet, der også tæller Ben Besiakow (Keys), der rent faktisk også medvirkede som gæst på debutalbummet, og så det nyeste medlem Eliel Lazo (percussion). Kort sagt en regulær masterclass af musikere.
”This album is dedicated in loving memory to the 3 master of percussion who have been members of the band over the years : Jacob Andersen, Klavs Nordsø and Raul Rekow” – står der på albumcoveret, hvis forside (begået af Benjamin Lee Nordsø) i øvrigt er et flot stykke kunst i sig selv.
Og at denne dedikation reelt udspiller sig vitalt og udtryksfuldt på albummet, står hurtigt klart. Andersen og Lazo får både spillerum og godt med plads langt fremme i lydbilledet. Det er klædeligt – og føles passende – når nu pladen er dedikeret til tre af mestrene på deres instrument. Det er derfor ikke for meget at sige, at de to perkussionister reelt fungerer som selve albummets puls og hjerterytme – selvom det naturligvis stadig er et guitarorienteret album.
Måske mest tydeligt på de tre – af albummets otte numre, der spilles med band uden gæster. Åbningsnummeret ”Bass thing” er et af den slags numre, man bare akut forelskes i og skruer op for – og skruer op for – og skruer op for – i hvert fald hvis man har kærligheden til latinrock inde under huden. Det et fem minutters rytmisk sanselighed – og strengelegende finurligheder, der forfører øregangene, og skaber et tidligt klimaks. ”Through the worm hole” er til gengæld et mere eksperimenterende og skævt nummer med guitaren som stadig nysgerrig turguide – og ”3-6-9” understreger vel mest af alt at instrumentalmusik kan være både billedskabende, cinematisk, melodisk – samtidig med at det spilles med overskud, indlevelse og en samhørighed – der smelter guitar, rytmegruppe og klangflader sammen til en berigende helhed, som heldigvis får små 6 minutter at spille sig ud i.
65-årige Mikkel Nordsø har udover Mikkel Nordsø Band indspillet i et utal af andre sammenhænge igennem årene – Buki Yamaz, Anima, Sneakers, Acoustic Guitars og Bombay Hotel – ligesom han har udgivet flere album i eget navn, eller sammen med f.eks. Ole Theill og Trine Rehling.
En alsidig herre, der altid spiller mesterligt på de guitarer han håndterer så sublimt uanset om det er akustisk eller elektrisk. Han spiller aldrig for at sætte sig selv i centrum, han spiller mere for at få iscenesat selve guitarens sjæl, så den kan mærkes.
Som Mikkel Nordsø Band har udgangspunktet altid været latinrocken og instrumentalmusikken. Det gælder også på ”Nine” – men tre numre har dog fået vokalside med, og tager nogle spændende smutture væk fra udgangspunktet.
Først og fremmest er der nummeret ”What About Some Love” med Caroline Franceska (datter af Jacob Andersen) der med power og pondus i stemmen giver den som en lidt lysere og yngre udgave af Sanne Salomonsen. En baskende og sexet ørehænger – født med en top groovy sound, der med nutidig energi giver et friskt nyt bud på et nummer, der hørbart har både Santana og Sneakers i sit DNA – og som prikken over i’et gæstes af Mathias Heise og hans altid mindst mesterlige mundharmonikaspil.
Caroline Franceska medvirker på yderligere fire numre, hvor hun enten udfylder korrollen eller også fungerer hendes vokal mere som et ekstra instrument, f.eks. på det særdeles rytmisk velfunderede ”Three 4 U”.
Den rutinerede rapper Al Agami er i den vokale forgrund på to numre. Og tak for det. For den mand har bare ’the flow’ og evner at guide et nummer helt andre steder hen. På ”Now time” tager han lytteren med på en tur til korsvejen sammen med djævelen. Det er djævelsk godt. Cool, dampende og sanseligt – og Mikkel Nordsø selv viser her sine mere jazzy sider af guitaren, mens bassen bare ligger tungt og godt, og gør nummeret lige så perfekt, som den effektfulde lyd af percussion, der naturligvis også er en vigtig del af dette nummer.
Al Agami shiner også på det over 6 minutter lange afslutningsnummer ”I come from my mother” – der med slæbende beat – og en gribende bluesy sound – tilført groovy bund fra Ben Besiakov giver den slags punktummer, der står uden spørgsmålstegn.
For musikken har allerede givet alle svarene på hvorfor det her ER en dedikeret plade, der er spillet af et hold, der kender hinanden indgående, og derfor har kunne mærke hinanden – også i en Corona tid, hvor hver enkelt musiker har indspillet hver for sig i sammenholdets tjeneste.
Så ”Nine” er på ingen måde et kludetæppe af frem- og tilbage sendte lydfiler. Det er nærmere som et flyvende tæppe, der kommer vidt omkring. ”Tears of Joy” er næsten filmisk i sin melodiske opbygning, og gæstes af saxofonist Jens Haack, der generøst spiller lige så præcist og lækkert, som vi ved han kan, selvom han desværre har været noget mindre aktiv de senere år.
Så selvom man helt grundlæggende er i velkendt og forventet terræn med Mikkel Nordsø Band, så kommer man igen godt rundt i alle hjørnerne af latinerkvarteret. Der er rock, funk, rap, blues og the groove. Det er ikke den store overraskelse, men den behøver vi heller ikke her. Høj faglig kvalitet, skabertrang , spilleglæde, sjæl og dedikation er så rigeligt!
