Miles Nielsen & The Rusted Heart er fra Rockford, Illinois – en stat hvor cannabis er lovligt – og vi skulle da alle være velkommen til at kigge forbi hos dem i deres studie, hvis vi kom på de kanter.
Ikke fordi man behøver andet end selve musikstoffet når først musikken fra Miles Nielsen & Rusted Hearts først spiller, for de spiller i sjælden grad med hjertet på rette sted, og der ikke antydning af rust på et eneste af de 18 numre vi får fornøjelse af i løbet af 2 x 52 minutter. De fleste er dog også hentet fra gruppens seneste to sprudlende perler af album – ”Heavy Metal” og ”OHBAHOY” fra i år.
Miles Nielsen – der trods navnet så vidt vides ikke har danske aner – og hans forsamling af harmoniske korsangere, der alle er i en klasse, der kunne berettige til optagelse i The Byrds eller The Eagles, var i den grad i overdådigt spillehumør og Miles selv var ganske snakkesalig og ligefrem. Han strøg undervejs om sig med gode historier fra den (måske) virkelige verden. Han kom blandt andet ind på deres overnatning i Danmark for et par år siden, hvor de i Færgehavnen havdet lejet sig ind hos Vikingen Erik – som de fik drukket under bordet, men som altså også var over 70 – og så selvfølgelig til pinligheden over at have en vis herre, som præsident. Han drømte i stedet om en kvindelig præsident, og lyste helt op, da han hørte at sådan en havde Danmark allerede (næsten da).
Det var deres første koncert i Danmark, og det bliver forhåbentlig ikke det sidste – og næste gang bør alle fans af navne som Wilco, Tom Petty, Jayhawks, Jellyfish, Beatles, Allman Brothers – også være til stede, for vi taler her om et band, der med har skabt en musikalsk cocktail, der befinder sig i helt samme liga.
Først og fremmest spiller de stramt og hamrende selvsikkert. De kender hinanden og nyder hinandens selskab på en scene – og det kan høres over 18 numre, der afspilles uden sætliste. Første sæt kører tight og drivende driftssikkert – som en velsmurt jukebox, der er fodret med det fedeste indenfor soul, rock og rul. Men alt her er originalt materiale – og man sidder, og bare nyder, mens man undres over hvorfor filan dette band ikke er et verdensnavn? Man imponeres – og altså ikke mindst over deres korarrangementer, og da de slutter andet sæt med en gudesmuk version af ”Shine your light” er der gåsehud og måbende glade ansigter overalt i det pænt – men ikke prangende – fyldte lokale.
I andet sæt smed de tøjlerne lidt – og det blev sådan en sæt, der rummer masser af stunder til historiebøgerne, og som gør denne koncert til en af ÅRETS mest minderige oplevelser. F.eks. improviserede Miles Nielsen over emnet – ”putte i lommerne ved en morgenbuffet, man er vel musiker” – som blev til en hyldest “Song for Copenhagen” til København, og til de to amerikanere, der var på deres første tur til Europa – mest for at se DENNE koncert – og til en gammel ven fra Stockholm, der også var dukket op. Ham kunne de måske iøvrigt sove hos på et mere nærliggende hotel, end det de havde fået 30 kilometer væk, hvis nu der gik druk i den efter koncerten, for nu havde Miles Nielsen jo allerede fået serveret EN af de her mærkelige SNAPS! Lød det så fedt denne impro – eller tabte han tråden eller melodien undervejs? NEJ, naturligvis ikke – det lød som en komponeret nummeret, og selvfølgelig evnede bandet også at falde ind. Unik og sjælden stor oplevelse. Men det skulle blive bedre endnu! .
Ikke mindst da de sluttede af med en hel halv times hattrick i form af ”The Grain” – der sendte os tilbage til en lyd fra før de fleste af os blev født, til ”murder”-balladen “Marie” – før det hele eksploderede med en jammet version af ”Strangers” (med sidespring) – der gav plads til at Miles Nielsen fik vist at det ikke kun var Daniel James McMahon, der på mesterlig vis kunne håndtere en spade, og holde en guitarsolo interessant også efter vi har passeret de 3 minutter.
En majestætisk magtdemonstration af dimensioner.
Miles Nielsen er i øvrigt ikke bleg for at tage farmand Rick Nielsen fra legendariske Cheap Trick med på en scene. Så hermed et gratis tip til Roskilde Festival fra Side 33. Vil I have fest på tværs af generationer, og musik der har taktfulde tidløse tråde til de 50 år, som næste års jubilæums markerer, så er det altså bare at lave en dobbelt up på booking på de herrer Nielsen. Så behøver vi ikke meget mere!
