Er det her årets skæveste skive? Det er et godt bud. Musikalsk – minder det om melodiøs og mild indie-pop – men på tekstsiden bryder galskaben løs, og sætter alverdens aparte spor. Titler som “3 x Corgi”, “Forår i trafiksignalet”og “Onkler fjer og æg” er bestemt ikke nogle man møder hvert år! 11 numre med fortolkningsfulde tekster, som her er forsøgt sammenbragt i et frit fortolket uddrag, der gerne skulle definere selve indholdet.
Alting er forbundet
Tommelfingeren op
Bag mine mørke solbriller
Jeg kravler op ad stigen
Og jeg fristes af en evig tilstand
Med de binære følelser
Det lyder som stilhed
Fuglen hvisker tak
Liggende under dit glas
Tid og rum og tid
Luk alt ind og lær at elske din frygt
Mørtel er et band centreret omkring sangskriver og vokalist Andreas Hjertholm – og ”Vagusnerven” er deres andet album med dansksproget indie-pop, som ingen andre laver den. Det er kort sagt originalt, anarkistisk, abstrakt – og mest af alt ligefremt skævt.
Det er et album, der i markant grad kræver noget af modtageren. Men overgiver du dig – er chancen for at finde mere paf og papir, end pis nu ganske stor.
Du får dog ikke noget foræret her – altså bortset fra et ganske tilforladeligt og behageligt musikalsk univers – der står i skærende kontrast til de næsten overdrevent underfundige legesyge tekster, der drillende sender én i alle trosretninger i jagten på den evige sammenhængskraft – der med garanti hverken findes her eller der.
Er det for gakket eller genialt? Jeg beklager – du må lytte – og som altid dømme selv! Men der er for få skæve eksistenser i dansk musikliv – så alene på den baggrund sender vi fire skiver afsted herfra!