Et traditionsbundet udtryk kan stadig gøre indtryk når håndværket og engagementet er i orden – og det er det bestemt på denne feststemte skive fra bandet med rødder i det vestjyske – nærmere bestemt Esbjerg. En by – som de senere år via spillestedet Tobakken – har dokumenteret at amerikansk roots musik passer sig så glimrende på vestkysten.
Det lyder til at have inspireret Mojo Hands til at steppe et trin op – og på deres fjerde album – rammer de en lyd, som ligeså vel kunne være indspillet i New Orleans eller Detroit – og ikke i Lundgaard Studiet i Vejen! De swinger sig legesygt og forlystelsessultne gennem 11 – med garanti nøje udvalgte – cover numre.
Heldigvis 11 numre af den slags, hvor kun de færreste gennemsnits-lyttere vil kende originalversionerne. Ja, det er endda nok mest sandsynligt, at kun få af disse tidsløse rhythm, blues and soul numre fra musikhistoriens store skattekiste vil vække genklang hos ret mange. Det sikrer albummet et frisk pust og et godt udgangspunkt. Mange af numrene har en historik, der ligger over 50 år tilbage – men ligesom en ligesindet kunstner som Tami Neilson forstår Mojo Hands at servere den gamle vin med mere glød end støv.
Sangerinden Zenia Levring Madsen rammer stilsikkert og formfuldendt ned i tidslommen, og synger hele vejen igennem med passion og varme i stemmen – ikke mindst på albummets to storswingende ørehængere “I Don’t Love You No More” og “Ay La Bah”. Hun suppleres og bakkes kompetent op af bandet med Bo Møller (guitar), Rasmus Grønborg (keys), Lars Thomsen (bas) og Erik Lodberg (trommer) – der også undervejs klædeligt suppleres med blæserne Ulrik Bust og Hans Christian Erbs.
Det er hørbart at flere af musikerne fra bandet har delt scene med Henning Stærk i mange år. Var f.eks. titelnummeret eller ”Sick and Tired” blevet udgivet af Henning Stærk i 80’erne/90’erne var de da sikkert blevet et hit i bred og folkelig forstand. Det bliver de næppe nu – men numrene og albummet som helhed – er stadig som skabt til at komme i omdrejninger en aften, hvor der godt må være sus i skørterne, sved på skjorten, og lidt procentindholdrigt væske i glasset.
Det er et album, der signaler, at nu har vi fri – vi skal hygge os, vi skal feste, og der må danses hvis man R T D. Om der så går for meget ”røvballe” i den på numre som ”As Long As I’m Moving”, ”If it’s News to You” og ”Bloodshot Eyes” er mest af alt en smagssag. Personligt er denne skribent mest til de numre, hvor røvballerne mere føles, som var de placeret på en røgfyldt piano-bar – som f.eks. i “Ho-Di-Ko-Di” (skrevet af den ret undervurderede svensk-amerikanske sanger og sangskriver Anders Osborne) og ikke mindst i afslutningsnummeret ”Poor Me”, der sikrer at man uanset hvad lige får blodtrykket ned igen til sidst.
