Morten Christensen har før udgivet et par udmærkede album under navnet Dirty Old Town. Hvis man nu forventer at det blot er artistnavnet, der er skiftet ud, så bliver man nok skuffet. Det musikalske landskab er nemlig også blevet både udfordret og udviklet – og det klæder sanger og sangskriveren Morten Christensen.
Han har ingen kraftfuld stemme – men alligevel toner han behageligt og tydeligt igennem på modersmålet. Det klæder ham – og hans tekster kan bære det – selvom det basalt set er de traditionelle emner, der fylder i tekstuniverset – kærligheden, sandheden og håbet om en lys fremtid.
Tre numre har noget ekko af lyden fra Dirty Old Town – ”Glimtvis lykkelige”, ”Tiden kommer” og ”Fremtiden lover du mig”. Af disse tre numre er det mest ”Glimtvis lykkelige”, der med en stærkt produceret og billedrig sound – akustisk og atmosfærisk – virkelig imponerer. Smukt produceret – og med den forårsfriske linje ”Lad det vokse, lad det gro”.
Det er præcis det han skal Morten Christensen. Han har fat i noget her – og man får den tanke at han måske kunne blive vort lille lands svar på Tomas Andersson Wij – – en af Sveriges stærkeste sangskrivere. De resterende tre numre har flere lag – også elektroniske. Der er mere lys – mere melodi – og de føles familiære med udtryk man også kan finde hos navne som Blå Nætter, Guldregn, Kom Vi Løber og ibens.
Morten Christensen synger med en ægte indlevelse og følelse i hver en sætning – så man motiveres til at lytte med. ”En bid af lykke” overrasker med en meget 80’er agtig lyd i produktionen, og en nærmest Kliche agtig lydende afslutning.
På de to andre numre – ”Jeg kan kun overgive mig” og ”Drømme på en snor” – er det til gengæld den tydeligt Hilmer Hassig inspirerede baggrundsguitar, der får lyttelapperne til at slå over på maksimal nydelse.
Samlet set lover det ret godt for den nye retning Morten Christensen og producer Valentin Kruse har sat. Efter planen følges “EP” op af et fuldlængde album i år. Det kan man sådan set da godt begynde at glæde sig lidt til! Som en bid af lykke i forårssolens skær.
OBS.: Anmeldelsen er første gang offentliggjort på SIDE 33’s FACEBOOK side den 06.04.19, men er først overført til websiden den 11.02.21