755 personer hedder pr. 01.01.21 Morten Christensen herhjemme. Så spørgsmålet er hvad denne fynske udgave af Morten Christensen kan og vil skille sig ud med. Han kan synge og skrive sange. Det har han tidligere bevist så ganske udmærket i rockbandet Wrong Side Of Vegas og i folk-projektet Dirty Old Town, hvorfra der kom henholdsvis et og to album ud af anstrengelserne. Alle engelsksprogede.
Sidste år sprang Morten Christensen så ud som solist med ep’en ”EP”. Og hvad der manglede i opfindsomhed i forhold til titlen, blev opløftet af dets indhold med seks helt holdbare sange på dansk. Det var nemlig her tydeligt at han blomstrede på modersmålet, og at vi kom noget tættere på mennesket og personen Morten Christensen. Selv om det basalt set var de traditionelle emner, der fyldte ud i tekstuniverset – kærligheden, sandheden og håbet om en lys fremtid – så lød det som sunget fra et åbent hjerte, som kunne mærkes.
Den vej har han heldigvis fortsat på ”Hvor alting begynder”, der er skabt i slipstrømmen af – og sikkert som en konsekvens af at de sidste par år af hans liv, der har været formet af en skilsmisse – og et deraf følgende liv som en alenefar i slut 30’erne med to mindre børn.
Et genkendeligt billede for de fleste. Her er det sange om drømme, den blændende næstekærlighed, dagligdagenes brølere, banaliteter og de mange blinde veje med udbrændte bål – der fylder et tekstunivers, hvor hovedparten af sangene placerer sig solidt på midten af skalaen mellem banalt og genialt. Så valget af modersmålet er klogt, og bør være den fortsatte vej frem for Morten Christensen.
Åbningsnummeret – ”Skabt af sand magi” – lægger med en spilletid på hele 4 minutter og 41 sekunder mere end solidt fra land, og lander et sted i det tiltalende terræn, som også Juncker og Tue West har betrådt. Det melodiøse pop/rockunivers fortsætter på ”Drømme på en snor” – der også var med på ”EP” men her leveres i en kortere og mere skarp og klart skåret ‘toppen af poppen’ version, som fans af Rasmus Walter velsagtens skulle kunne give noget ørenlyd om de er bare lidt nysgerrige.
Endnu mere radiovenligt tager ”Alting minder” sig ud. Minderig melodiøs pop/rock af absolut fineste karat – og et omkvæd, som pudsigt nok kaster et ekko af Niels Skousen af sig – hvilket i sig selv altid er et plus. Vokalmæssigt lyder Morten Christensen, dog mest af alt af sig selv. En let lys, behagelig og ligefrem vokal – uden store udsving – men med sikkerhed og indlevelse.
Men der hvor det virkelig lyder som om at artisten Morten Christensen for alvor træder i karakter er på det 70’er farvede og fyldige rocknummer ”Leder efter lys”, der med en spilletid på hele 7.41 – både er et modigt valg – og et højde- og lyspunkt for albummet. Et nummer , der slutter som en sand åbenbaring med en FIRE flere minutter lang guitarsolo – som er både vedkommende, relevant og givende. Et modigt og veludført valg, der understreger at vi har at gøre med en kunstner, der tør sætte sig selv og sin sange i spil.
Det velsagtens et nummer, der musikalsk er på niveau med 2019’s bedste danske rock nummer ”Amager forbrænding” fra Carl Emil Pedersen. Vanvittigt flot opbygget sammen med “Band uden navn”, der dog her gør gavn, og fantasifyldt farver i stemninger og strømninger, der er værd at følge og bruge næsten 8 minutter på.
På tekstsiden når den melankolske og søgende kærlighedssang dog så ikke Carl Emil Pedersens poetiske niveau. Men mindre kan gøre det. Som nævnt er Morten Christensen’s force her og nu mest alt med lys og lygte at skildre de mange kontrastfyldte følelser, som han og mange andre har oplevet i et levet liv, der ikke altid har den sammenhængskræft man drømmer om.
Investerer du i dette album på vinyl, så skifter du nu til B-siden, der åbner med den vitale ”Værelse 202”, der er pop/rock for feinschmeckere på et niveau, som vel kun personager i Michael Falch klassen virkelig kan matche her til lands. Et rent guldkorn af et pop-korn.
Det afløses desværre af et helt akustisk nummer til hans datter – “Helt vidunderlig”. Det virker så ordinært og privat, at det bare skurer i ørene i denne sammenhæng, og har en alt andet end vidunderlig effekt hos denne lytter. Det bedste ved det nummer er at det er albummet korteste, og at det med garanti er velment, og forhåbentlig kan bringe varme og glæde i den lille familie. Men det burde efter min smag være blevet indenfor familiens fire vægge eller sat i samlingen af glansbilleder.
Der er heldigvis flere gode toner tilbage på albummets tre sidste ganske iørefaldende sange – hvor det især igen er klædeligt at guitaren får plads på den over 5 minutter lange ”Jeg drømmer kun om dig” – og hvor ”Falder mod himlen” er endnu et nummer med format og markant radiopotentiale (om det var udgivet af et at de større labels, naturligvis!).
Det hele slutter med endnu en ny version af et nummer fra ”EP” nemlig ”Fremtiden lover du mig”, der her foldes mere ud med country-flavour og feeling. Det viser at den musikalske palet hos Morten Christensen allerede er nået videre fra start, og det giver derfor god mening når jeg her ved sidste gennemlytning falder over dette citat fra hovedpersonen:
”Der har været en dejlig afslappet atmosfære i studiet og producer Søren Brylle har virkelig formået at trække det bedste ud af os. Ingen stress og dårlige vibes bare gode tider med venner samlet om et fælles formål, nemlig at spille de her sange jeg har skrevet”
For konklusionen er at det spiller på otte af de ni numre ud af 9 numre, der nok er et skilsmissealbum, men som også viser at man på en bund af bad-feelings kan skabe et ægte feel-good album.
