Mads Mouritz og Lone Hørslev har kendt hinanden helt tilbage fra dengang ungdommens vinde blæste over dem begge i det vestjyske. Deres musikalske samarbejde startede med albummet ”Så er det sagt” i 2007 – og siden fulgte ”Blik, Bang, Bang” (2009), og ”Allermindst dig selv” i 2013. Alle album med lang holdbarhed. Herefter har der været ret stille omkring dem som duo.
Lone Hørslev har siden udgivet et album og en EP med Jesper Mechlenburg under navnet UHØRT – og Mads Mouritz udsendte i 2017 det lavmælte album ”Ympehaven” sammen med Jacob Funch. Albummet udkom kun digitalt, men det er stadig hensigten, at det skal udsendes på vinyl, hvis et økonomisk grundlag pludseligt skulle indfinde sig.
At indfinde sig havde folk så sandelig sørget for på Hotel Cecil. Der manglede blot nogle få solgte billetter før at der kunne meldes udsolgt hele to dage i streg.
Ganske imponerende og godt gået – til en omgang musik, som ikke ligefrem flyder med mainstream strømme. Tværtimod.
Til gengæld strømmer det over af både smuk hverdagspoesi og stærk sanselig lyrik, når først Mouritz og Hørslev åbner op for digtsamlinger og sangkatalog.
Lone Hørslev evner at skrive tekster med rytmisk sans, og et fantasirigt flow – der spejler virkeligheden skarpere end enhver prisbelønnet dokumentarfilm.
Musikalsk er spændingsfeltet ladet med roots og folk med verdensmusikalske noter. Ikke mindst fra den underfundige guitarist Jacob Funch, der i afdæmpet ubemærkethed formår at give de enkelte sange farver og finurligheder – ofte i tæt samspil med Jakob Falgren på bas og keys, og ikke mindst med det, der næsten fornemmes som hele rytmekons samlet i en enkelt mandsperson – Rune Harder Olesen – på slagtøj. Det var blot Olesen’s andet job med bandet, men han faldt ind i sangene, som om han aldrig har spillet andet. Men det har han. Rent faktisk er han Danmarks ubestridt mest efterspurgte musiker. Det er med god grund.
Første sæt var kort (40 minutter) og relativt
afdæmpet, uden af det dog manglede hverken gnist eller gavmildhed. Ikke
mindst numre som ”Kom på torsdag” og ”På et kontor” gjorde indtryk, for
ikke at tale om det helt nye nummer ”Bølger”, der skvulpede lækkert
tilbagelænet og melodisk afsted.
I andet sæt blev der skruet
lidt op for tempo og virkemidler – og i løbet af lidt over en time blev
man forkælet af tekst og musik – med en sammenhængskraft og substans –
som reelt er uden lige på den danske roots musik scene lige nu.
Igen var det et af de nye numre ”Termodragten”, som gav ekstra ekko på øregangen – og som med en højtbegavet hit-smed-formel og det skønne omkvæd ”Ikke glide, ikke falde” – nærmest var umulig ikke at begynde at synge med på.
Men også ”Link til lykken” i en fuldfed funky
udgave, gennembrudssangen ”Lille Krokodille” i nye klæder – og ”Hus og
Have” udsat for en mageløs Mads Mouritz solo på skæv sampler var de rene
lykkepiller.
Blandingen af alvorlighed, humor og ironi spiller perfekt – og nok er hverken Mads Mouritz eller Lone Hørslev udstyret med kongerigets største stemmer – men hold da kæft – hvor de dog klæder hinanden!
Det blev ikke mindst understreget til perfektion i duetten ”Ild mellem os”, der tændte op i meget mere end den grill, som var selve sangens samlingspunkt.
Lone Hørslev tog sig af lead vokalen på et par numre – og det virker efterhånden nærmest som om hun kan lide det!. Det er vi mange, der er glade for.
At Povl
Dissing er en inspirationskilde for Mads Mouritz er ikke overraskende.
Men at han undervejs kan give den fuld blæs på mundtrompet – og til
sidst i sangen “Svampeplukker”, kan fremføre en kulørt vokalmæssig
galskab, der rent faktisk ikke står langt fra forbilledet, havde man nok
ikke turde håbe på.
Deres mini tour er nu slut – men jeg skal tolke meget galt, hvis ikke der i duoen er blevet skabt en lyst og vilje til at lave noget mere sammen, og give efter for den helt åbenlyse efterspørgsel, der er fra en loyal publikumsbase.
