”Lykkelige mennesker” hedder det nye fremragende album fra Mouritz/Hørslev Projektet. Det fjerde af slagsen – og et af den slags album, der vokser for hver eneste gennemlytning . Ikke mindst hvis du er til, at der både er ord og musik på spil i poetisk samklang.
Mads Mouritz skriver musikken, synger det meste, og Lone Hørslev skaber ordene. Det fungerer i et omfang, så projektet ikke behøver en leder. Deres første ‘poesi-folk-pop’ album kom tilbage i 2007 – og to år efter udsendte de et af det årtis absolut bedste og mest langtidsholdbare album – ”Blik Bang Bang”. Tredje album kom i 2013 – og ellers har der været stille på udgivelsesfronten indtil nu. For et par uger siden udkom ”Lykkelige mennesker” med 12 numre – og det skulle fejres med en release koncert i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival.
Lone Hørslev – der efterhånden tydeligvis finder sig helt tilpas i rollen helt front, hvor hun også lægger god anden- eller korstemme til de fleste numre – stillede op i flot og stilfuld rød kjole og indledte koncerten med at oplæse ”Du slukker for nettet om natten” – for efterfølgende at bidrage på det, der måske er årets mest billedrige, humoristiske og varme kærlighedssang ”Ild imellem os”. Det er jo et blændende og brændende folk-pop hit tænkte jeg næsten højt, mens momentvise latterudbrud over teksten, blev afløst af aftenens første markante jubel fra en næsten udsolgt sal.
Sikke da en start – og det bidrog hele bandet til – rytmegruppen Mads Andersen (trommer), Thomas Vang (Bas), Jacob Funch (guitar) og Anna Brønsted på keys. Spilleglæden lyste i mørket, og bandet og vokalarbejdet udstrålede en harmoni i skærende kontrast til alle de disharmoniske skæbner nogle af disse tankefulde og til tider tosidige tekster indeholder. Lone Hørslev skriver i øjenhøjde – og med en observationsevne der i ord indrammer både biddet og begejstringen og sådan cirka alt det ind miellem. Det nye album nærmer sig det mesterlige. Lone Hørslev skriver stadigt både skarpt og sanseligt, og Mads Mouritz rummer musikalsk både det skæve, det skøre og det mere strømlinede.
Det giver en smagfuld buffet – der giver sult efter mere – frem for at mætte for tidligt. ”Termodragt”, ”Det hele kan hele”, ”En svær situation” – fulgte og fornemmelsen af lykkerus begyndte at boble i kroppen, alt imens Lone Hørslev oplæste ”Kan du huske dengang i Middelalderen” med den malende sætning ”Ikke alt det der HVIS. Hvis og hvis og min fremtid er spids. Det var dengang”.
Her var der ikke noget HVIS. Dette VAR virkeligheden vi var vidne til, og og den blev kun bedre med en version af ”Oh Lykkelige mennesker” der osede af 70’er vibe – inden en henglemt M/H klassiker ”Stakkels Jan” fik nyt liv med råt strømlinet guitararbejde fra den hele vejen igennem funklende Funch iført branchens måske mest cool brille.
Selvom Lone Hørslevs tekster ret beset må regnes som litterære og poetiske, så tager mange af teksterne udgangspunkt i alle sangskriveres mest populære emne – kærligheden. Lone Hørslev kunne ellers berette at hun da havde spurgt sig selv om der nu var grund til at skrive flere kærlighedssange, når nu Thomas Helmig allerede havde ramt ’Bulls Eye” med sætningen ”Men når jeg nu savner dig, hvordan kan du så undvære mig?”
Heldigvis er hun fortsat med at skrive tekster med hverdagen og kærligheden som inspiration. For ellers havde vi ikke oplevet en kærlig og nænsom udgave af ”Alting var smukkere” i et lille sæt midtvejs – der indeholdt noget af det bedste fra bagkataloget – ”Fanden for fanden” f.eks og senere en groovy, spooky, rustik og rumsterende udgave af ”Gaver af ild”.
Jamen, det var mesterligt – det var stunder af de vitale øjeblikke, der ikke lader sig planlægge. Salen sitrede glædeligt, og hvad skete der så?. Et af vort lands ægte musikalske legender Palle Mikkelborg indtog stille, roligt og beskedent scenen – og gudesmukt åbnede han nummeret ”Ta’ min hånd” – som af Mads Mouritz blev præsenteret som en ‘TAK til alle teenagerne i en COVID-19 tid’.
Nummeret er bestemt glimrende på albummet, men blev her løftet til den slags niveau, hvor man fattes ord. Men svaret lå nok i længden og lyden af klapsalverne efterfølgende. Man bliver ikke en legende uden grund. Og som legende hviler man ikke på laurbær, men deler gerne ud af nogle friske – også som 80-årig. Hele fire numre endte det med at Palle Mikkelborg medvirkede på – og hele vejen igennem tilførte han numrene magi af den slags, der næppe findes trylleformularer på. Han så selv både taknemlig og lykkelig ud da han forlod scenen igen til en klapsalve hyldest , som var en legende værdig. Så fortjent.
Mikkelborg var ikke eneste gæst, også Kristian Leth bidrog på kor i ”Bølger” – og fik nok engang én til at tænke på hvorfor et nummer med et så iørefaldende omkvæd ikke er blevet et radiohit?
Ku’ man så snart forlange eller forvente mere. Egentligt ikke – men det var jo årets eneste københavner koncert for projektet, så vi blev forkælet med hele fire ekstra numre. Det første blot med Mouritz & Hørslev alene på scenen – i et version af det som Mads Mouritz præsenterede som sin favorit Hørslev tekst ”Jo mere jeg bliver din”. Endnu et smukt øjeblik til samlingen, som blev fuldendt, da bandet efter næsten helt menneskelige versioner af “Lille krokodille” og “Blik bang bang” lukkede med den altid rørende ”Kom kom kom”.
Så siger man TAK. Mouritz/Hørslev Projektet er i sandhed tilbage som en særegen ener på den danske musikscene. Lad dog deres vise velvalgte ord og den boblende musikalske tæft ramme vidt og bredt. Så tror jeg faktisk på, at vi bliver lidt flere lykkelige mennesker.
