Der er tale om duoens første album i otte år – og det nu fjerde album siden debuten i 2007. Kender man deres tidligere album – og ikke mindst mesterværket ”Blik, bang bang” fra 2009 – så må forventningerne helt naturligt være høje. Sådan har jeg det i hvert fald. Men lad det være sagt med det samme. Jeg bliver på ingen måde skuffet. Tværtimod. Duoen har stadig vokseværk, og mere at give af.
De har kendt hinanden siden 80’erne, hvor de begge voksede op i Holstebro. De gled fra hinanden, men kontakten blev genfundet omkring 2005 – og siden har forfatteren Lone Hørslev og komponisten Mads Mourtiz ved siden af egne karrierer passet og plejet dette deres fælles projekt. Med et særegent og på mange måder unikt udtryk på den danske musikscene.
Det er nemlig ikke ’bare’ musik til digte, ’spoken word’ eller lignende – men sammensmeltet poetisk folk-pop-rock som duoen leverer med momentvis anarkistisk tilhold og med Mads Mourtiz personlige indlevende stemme til Lone Hørslevs observerende og udtryksfulde ord.
Med tiden har Hørslev dog også fået en mere tydelig rolle som kor- og/eller andenstemme. Deres vokaler klæder hinanden, og der mærkes en stærk harmoni og et sitrende samspil imellem både dem, og i ord og musik.
Lone Hørslev evner som få at skrive både bidende, begejstret og billedskabende – og i jordhøjde. Det kræver ikke en universitetsgrad i litteratur at læse eller fortolke Hørslevs digte eller tekster. Det kræver vel mest af alt at du har adgang til og fornemmelse for livets gang, trang og vrang.
”Lykkelige mennesker” indeholder 9 sange og 3 digte. Sidstnævnte velvalgt placeret som nummer tre, syv, og elleve ind imellem sangene. Det fungerer og digtene har samtidig tråde til nogle af albummets sange.
Tankevækkende guldkorn, humor vinklede iagttagelser og nådesløse tryk på tilværelsens ømme punkter præger generelt teksterne, der således rummer evnen til at du som lytter både får lyst til at grine og græde, bekymres og begejstres undervejs.
”Jeg forsøger at fylde min termodragt ud med mig selv – det er et godt job – det er mit job”
Sådan indledes pladen med ”Termodragten”. Et nummer om den kærlighed der kan gå kold, og gøre vedvarende vred, selv når himlen stadig er blå. Melodisk og enkelt arrangeret – blødt, behageligt. En fængende flot åbning af duoen og det gennemgående stærke hold af musikere, der pryder pladen – Mads Andersen (trommer), Thomas Vang (bas), Jacob Funch (guitar + diverse). På dette nummer fryder også tilføjelsen af en strygekvartet, der også spiller en betydelig rolle på yderligere fem numre. Også velrenommerede gæster som Palle Mikkelborg (trompet), Margrethe Björklund (pedal steel), Nikolaj Hess (grand piano og Rhodes) og Rune Harder Olesen (congas og andet percussion) gæster albummet, der er formfuldendt og stilrent produceret af Andersen, Vang, Funch, og Mouritz i fællesskab.
Det fællesskab kommer der en masse godt ud af.
Mest iørefaldende er nok singlen ”Bølger” – der har noget nærmest George Harrison-ish guldregn over sig, og handler om at turde give slip og elske, selvom det virker skræmmende uoverskueligt. Også ”En svær situation” er straks fængende – ikke mindst vis du musikalsk holder af f.eks. J. J. Cale eller tidlig Dire Straits. Igen findes balancen smukt mellem den alvorlige tekst om alkoholmisbrug og så en næsten svævende og let fordøjelig musikalsk indpakning. Velspillet til fingerspidserne.
”Ild imellem os” er til gengæld helt nedtonet – og akustisk guitar, violin og pedelsteel bærer smukt årets måske bedste og billedskabende tekst målt på humor og handling.
Den tænder for alt det bedste i duoen – griller sin samtid med troen og håbet i behold – og er for mig som lytter endnu et bevis på hvorfor disse to kunstnere klæder hinanden ligeså smukt og uforudsigeligt som pølser og kakaomælk.
Der er ingen svage øjeblikke i løbet af de 46 minutter, og der ingen overflødige ord på dette album. Lag på lag åbner det sig for hver eneste gennemlytning – om det er ”Oh, Lykkelige mennesker” med spiddende linjer som:
”Nu er det fremtiden – hvor man kan leve for evigt på nettet – hvad siger du skat, er du lettet?”
Eller ”Det hele kan hele” med det gribende og hjerteskærende vers:
”Der er faktisk kun et ting – der er værre end at stå her alene – det er når nogen kommer hen – og spørger hende igen – om hun har gang i noget spændende”
Mouritz/Hørslev har gang i noget spændende og langtidsholdbart. ”Vi to vi to vi to – kan overvinde alt” synger de på det mesterlige afslutningsnummer ”Vi to”, der er malet med Palle Mikkelborg magi, og får lov at folde sig ud over næsten syv minutter.
Stærkere kan et album næppe lukkes. Smukkere kan ord og musik vel ikke åbne op for nye impulser, nye tanker, nye retninger – og for en ny virkelighed med plads til alle former for lykkelige mennesker i fremtiden, altså HVIS, og kun hvis … vi har lært af en tekst som “Kan du huske dengang i middelalderen”.
