Oscar Mukherjee – er en sympatisk og ydmyg ung mand, der siden han for 9 år siden som 13-årig med sin familie flyttede fra hjemlandet USA til Danmark, har haft søde, saftige og sentimentale drømme om livet som musiker.
Siden han var 14 år, levede han sit halve liv på Mojo Blues Bar i KBH – ikke for at indtage alkohol – for det udskænker de naturligvis ikke til folk under 18 år – men for at suge til sig, og til aktivt at være i mesterlære hos mange af de dygtigste musikere indenfor blues og roots musik – ingen nævnt, ingen glemt!
Han må siges at være både imponerende lærenem og arbejdsom. I 2017 bevægede han sig for første gang ind i et mere singer/songwriter præget univers, da han under navnet Oscar Mukherjee Band udsendte EP’en ”Solid Shade of Blue” – produceret af hans tidligere guitarlærer Rune Kjeldsen (Poul Krebs, Savage Rose, Kira & The Kindred Spirtis o.m.a.). Der var flere højdepunkter på den EP – ikke mindst titelnummeret og ”The Road (I don’t wanna go)”, der fik lov til at folde sig ud over 7 minutter og 45 sekunder. En debut, der åbnede øjne og ører hos mange i branchen.
Siden da har han skåret ind til benet – ikke mindst takket være god sparring med hans gode ven og ”nestor” Poul Krebs. Nu udsender han sin nye EP under navnet MUKHERJEE – og præsenterer et fejende flot firkløver af numre, der i den grad viser hvad han kan og vil i dag.
”The Road (I don’t wanna go”) er også transformeret og præsenteres på ”Sentimental Sleep” i en endnu skarpere, stemningsmættet og smukkere udgave som ”The Road” – med en spilletid på 4 minutter og 30 sekunder. Intet mindre end ”a masterpiece”. Et nummer, der vel bare nu kan vente på at komme med på det helt rette film soundtrack, og så kan han da godt risikere at skulle hente en Oscar statuette i hjemlandet en dag!
Oscar Mukherjee er hørbart gået hen og blevet voksen, men er stadig styret af en dejlig ungdommelig energi, lyst og nysgerrighed, og det høres f.eks. på åbningsnummeret ”Not Alone”, som han sammen med producer Nikolaj Heyman er lykkedes med, at få til at lyde som et af de der pop-rock numre, der bare dufter af himmelråbende hit potentiale fra første lyt. Det er ørehængende og det har genialt nok også fået tilføjet en urolig, bevægelig og legesyg guitarsignatur, der hele tiden ligger som en pirrende underlægning. Ja, pudsig nok et nummer, der som single, rent faktisk sagtens kan tåle at stå helt alene – og med garanti stadig vil blive hørt.
”Anything for You” kunne være ”James Taylor synger Bob Dylan” – og det er bestemt ment, som en ros. Nummeret er ligesom de andre på albummet nemlig skrevet af MUKHERJEE selv, og fremstår som en skøn, luftig og nærværende sag – der langsomt, men sikkert folder sig ud – ikke mindst ved de gentagne aflytninger, som denne EP til fulde fortjener.
På EP’ens sidste nummer kan det så ikke skjules at MUKHERJEE altså virkelig elsker Bob Dylan – og ikke mindst albummet ”No Mercy” – og selvom der aldrig er nogen kære mor, når man skal måles op imod mesteren ham selv, så beviser ”Girl (you never)”, at MUKHERJEE nu ikke bare behøver drømme om at være en anerkendt og dygtig musiker og sangskriver. Han har nu dugfrisk dokumentation i form af ”Sentimental Sleep”, der dog snarest bør følges op af et fuldlængde album. Os der har fulgt ham længe – ved at han har det i sig!
OBS! ”Bluesmanden” har han også stadig i sig – og sidste år udgav han under navnet MUKHERJEE BLUES EP’en ”The vibe recordings” – der var rendyrket og solid Chicago blues. Det kan han OGSÅ – og han turnerer også stadig live med sin bluesbesætning. Og sådan er det jo med de bedste musikere – dem sætter man ikke i bås eller kasser!