MUKHERJEE – Støberihallen, Hillerød – 25.10.19

_A250119

Fotograf: Mikkel Kappel Persson

"Det gode selskab klædte de i forvejen fuldmodne sange"

Inden koncertstart stødte undertegnede på guitarist Jakob Holm , der lige skulle nå over med noget slik til familien. Det havde han næppe behøvet, for i løbet af den næste halvanden time blev der i udsøgt grad fra scenen serveret fredagsslik for lækkersultne øregange.

Side 33 har fulgt Oscar Mukherjee igennem en del år – og kan med fortsat glæde konstatere, at han trods sine efterhånden 23 år på bagen stadig er i voksealderen. Han bygger hele tiden på – både som sanger, sangskriver og performer – og i Støberihallen var han i ualmindeligt godt selskab med rytmesektionen fra Peter Sommer & Tiggerne Søren Poulsen (trommer) og Henrik Poulsen (bas) samt ovennævnte Jakob Holm.

Jakob Holm har rent faktisk fulgt Oscar Mukherjee det meste af karrierevejen – først som underviser på Sankt Annæ Gymnasium, siden som privat guitarlærer og nu som kollega i såvel MUKHERJEE, som er der hvor Oscar Mukherjee udlever sit singer-songwriter jeg, og i Mukherjee Blues – hvor fokus er på den bluesmusik, som Oscar Mukherjee har lært sig via The School of Blues på Mojo Blues Bar i København. Han var så men bare 14 år , da han med sin guitar tog sit første store skridt op på scenen derinde, og det er bare nok engang at konstatere – øvelse gør mester!

Og direkte mesterligt var det da også undervejs denne fredag aften i Hillerød. Som band har de her fire gutter kun spillet sammen et par gange gør – men de fungerede alligevel, som en helhjertet og helstøbt helhed – og fik med driftsikre midler legesygt løftet det 90 minutter lange sæt – fyldt med boblende roots farvet pop/rock – til noget der duftede noget så insisterende af internationalt niveau.

Det høres i sangskrivningen at Mukherjee har boet i USA indtil han var 13, hvor han med hele hans familie flyttede til Danmark. Egen nysgerrighed og faderens spændende pladesamling har sikret en bred vifte af inspirationskilder – fra Bob Dylan til John Mayer via John Fogerty og Jackson Browne – og de lægger alle deres små farvestrøg i de nye egne sange, som MUKHERJEE leverer.

Både på plade – og her i live udgaven – skriger ”Not Alone” af hitpotentiale, og den havde med garanti i skrivende stund været i max rotation på samtlige radiostationer, hvis den var udgivet via et stort label – eller var indspillet af Mads Langer. Det er den ikke – og tak for det – for i den aktuelle version – rummer den lige præcis den mængde ægte Mukherjee, der viser at han ikke går efter at blive en ny Mads Langer eller Nicklas Sahl. Kort sagt – et brag af et nummer, der da også fik en velfortjent ekstra tour i manegen ved at blive spillet anden gang, som prikken over i’et og ekstra ekstra nummer.  

Foto : Mads Kornum

Ellers var de 11 andre sange hentet fra hans to anbefalelsesværdige EP’er – den nye ”Sentimental Sleep” og hans debut EP ”Solid Shade of Blue” – og så beviste nye sange som ”Story’s end” , ”Second Time ” og ”Wish I Where The Sun” ellers at der allerede er meget mere at glæde sig til fra denne åbenlyst talentfulde unge mand.

Han er heldigvis kommet under vingerne hos det nye management foretagende Stille Støj v. Anna Krebs Bille – og man fornemmer, at de sammen kan skabe den karriere, som aldrig kommer med talent alene. Oscar Mukherjee er god både når han er solo, og i duo format, men det kunne ikke skjules, at han med dette A-hold lige får taget elevatoren en etage op. Side 33 er ikke et øjeblik i tvivl om at opturen slet ikke stopper her!  

FOTO : Mads Kornum
FOTO : Mads Kornum
Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.