At det nærmest pr. automatik er del af en musikers DNA at have en veludviklet empatisk sans kan næppe overraske mange.
Det har den aktuelle COVID-19 tilstand endnu engang understreget. Der er blevet holdt altankoncerter, der er blevet spillet i gårde og ikke mindst ved plejehjem af et stort antal forskelligartede musikere. Musik evner om noget at samle – hver for sig.
Troubadouren M.C. Hansen har f.eks. givet mere end 75 koncerter på lidt over en måned rundt omkring på plejehjem landet rundt, og har derved skabt nogle at de små store øjeblikke af fællesskab i en ellers isoleret tid.
Lidt samme koncept udlevede sangeren og sangskriveren Anders Gantriis i sidste weekend, hvor han med kort varsel havde stablet en 1-dages omsorgs tour med hele 9 koncerter på diverse lokale institutioner på en og samme dag i området omkring Grenå op.
Opbakningen var stærk og vejret var godt, og vi fik Anders Gantriis til selv at sætte lidt ord på den lidt usædvanlige oplevelse.
”Jeg pakkede bilen kl 09:30 og sluttede sidste koncert 21:30. Det var en fantastisk dag!
Alle steder tog utroligt godt imod mig, og aldrig har jeg set så mange smil og glade mennesker på en dag.
Jeg havde udviklingshæmmede der kom op og stod og sang med mig. De dansede og havde en fest. Flere af stederne havde gjort det til en fest dag, men grill pølser og sodavand/øl.
Hele turen gik som planlagt, tiden passede, selvom jeg havde travlt. Der var ikke lang tid imellem koncerterne til at pakke sammen og stille op, og uden min chauffør/roadie/ fotograf Carsten Sørensen ville det ikke ku la sig gøre.
Touren var så livsbekræftende at jeg flere gange blev meget rørt. Og det gjorde det også mindre hårdt at spille 9 koncerter. Jeg var meget træt, da jeg kom hjem, men også utroligt glad og rig på oplevelser.
Hvis alle prøvede sådan en tur, er jeg sikker på flere ville tænke sig om inden de brokkede sig over små problemer. For der er et samfund i samfundet som har langt større problemer og de smiler stadig.”
Inspirerende ord. Og svært at være uenig.
Og skulle man tænke Anders Gantriis – hvem der ? Jamen, så er han kort fortalt en artist, der er i gang med at skrive sit første album på dansk, men som debuterede tilbage i 2017 med det lidt ujævne, men dog lovende debutalbum “In my mind”. Et album, der blandt andet indeholdt en vaskeægte lille perle af et nummer – “Sitting by the Window” – som enhver fan af lyden af en vågen Mark Knopfler med rimelig garanti vil kunne falde for. Er du – ligesom denne skribent – af den type – så lyt med her :