My Baby – BETA 2300 – 07.08.19

My Baby - BETA - 07082019 - (39)

Fotograf: Brian Selander

”Er du da svedt for et rytmisk paradis!”

Hollandske My Baby, der består af søskendeparret Cato van Dijck (vokal, bas-guitar), Joost Sheik van Dijck (trommer, vokal) og Daniel ”Da Freez” Johnston (guitar), er en trio, der i den grad har skabt deres helt egen unikke lyd med et udtryk de selv kalder ”Roots driven hypnotic dance music”

På scenen er de blot de tre og deres håndspillede instrumenter- og så bruger de loops i linde – men betagende og balancerede – strømme. Musikken er oftest i et leje, som en farverig fest på sit højdepunkt. Grundlæggende tempofyldt med fuldfede beats og grooves, som man også møder det indenfor techno, disco og funk. Der er tilsat psykedeliske anstrøg – som gerne tager afstikkere til afrikansk blues og orientalske klange.

Cato van Dijck synger intenst, glødende og energisk – men rummer også de dybere toner – hvilket man f.eks fik på hørt på stærkeste vis i det mere jazzede og nedtonede nummer ”Shadow Dancer” – hentet fra deres seneste og fjerde album ”Mounaiki”.

Det var i øvrigt titelnummeret fra seneste album, der åbnede festen, og sikrede at de godt 100 tilskuere fra første minut blev effektivt masseret med et nærmest hypnotisk beat og et gyngende groove, som det var fuldstændig umuligt at stå stille til. Det blev dog allerede overgået i sættets tredje nummer ”Supernatural Aid” – der i den grad fik svedperlerne frem hos alle i det saunavarme lokale. Men hellere svede – end være nede – og denne koncert med My Baby var 90 minutters rendyrket optur.

Der var klædelige stemningsskift undervejs – som nævnt i ”Shadow Dancer” – men også i det efterfølgende ”Moonshower”, hvor Cato van Dijck også fik givet prøver på sin kunnen på violin. Godt midtvejs i sættet satte den tætte trio så tryk og turbo på i ”In the club”, der i varmblodig grad satte klubstemningen på kogepunktet – og fik gang i selv dem med de stiveste hofter og fødder.

Herefter begyndte søskendeparret at smide tøjet – og det klædte dem – og sikrede dem et godt udgangspunkt for at holde hele vejen hjem i sættets sidste halvdel – der reelt står tilbage, som et langt højdepunkt. Ikke mindst aftenens to sidste numre – hvor Cato van Dijck inden opfordrede publikum – ”Let’s build it up together  and Let’s give us 400%”. Og det skal da svagt antydes, at det var hvad der efterfølgende skete.

Drømme-guitar fra Daniel ”Da Freez” Johnston – og bankende effektivt spil fra Joost Sheik van Dijck – fik lov at folde sig ud i ren jam-session tilstand – og da det hele endte havde de faktisk spillet 10 minutter længere end der stod i den oprindelig plan. De blev – ligesom publikum grebet af stemningen, af varmen, og helt sikkert af selve musikkens dunkende puls – og til sidst blev Cato af sin bror endda bedt om at spille en bassolo, hvilket hun angiveligt aldrig havde gjort før! Men som Joost tørst konstaterede ”Every mistake is just Jazz”. Det bliver ikke bassoloen, at aftenen vil  blive husket for – men den vil blive husket for stort set alt andet, der skete på den halvanden time lange svimlende og himlende heftige musikalske rejse i et hypnotiserende og dragende univers.

Ingen tvivl om at My Baby er fremragende på deres studie album, men det er når de er LIVE at det hele virkelig eksploderer. Roskilde Festival kan ikke længere tage patent på the orange feeling – den har My Baby i sjælden hørt grad også!

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.