Engelske Myles Sanko er vel nogenlunde lige så venlig, nærværende og charmerende, som han er ulasteligt velklædt. Han oser af sjæl, stil og klasse, og så har han en af de bedste stemmer på den internationale soul scene lige nu.
Stemmen er mørk, dyb og rummelig – og løfter sammen med det faste – og særdeles kompetente – seks mand store band – de sange, der ikke nødvendigvis altid helt kan måle sig med det bedste fra soul genrens store bagkatalog af klassikere.
Men mindre kan gøre det. Især når man har et showgén, som det Myles Sanko besidder. Han evner at tage publikum i sin udstrakte hånd, ved at insistere på at det hele er en fælles opgave, hvor det gælder om at sprede så meget kærlighed som muligt – og til det formål har vi altså brug for hinanden. Men det er nu ærlig talt også svært ikke at give igen, når der kommer så meget god karma og musik den anden vej fra.
Publikum i et pænt besøgt – men ikke udsolgt Gimle – var da også med på legen og sang f.eks. på hans glansnummer ”Come On Home” med i en grad, så man et øjeblik troede at halvdelen af domkirkens gospelkor var troppet op i salen.
Myles Sanko kommer stilmæssig lidt rundt i soul musikkens forskellige hjørner – og beviste også i en varm og velspillet version af ”Sunshine” at Stevie Wonder, nok også må regnes som en af inspirationskilderne.
Den blot omkring 80 minutter lange koncert sluttede – inden et par ekstranumre – med en festlig forrygende funky version af et af de numre – ”Promises”, der har reelt ny-klassiker potentiale – og derefter den evigt slidstærke ”Forever Dreaming” – der igen fik kærligheden og stemmerne til at spire hos det stadigt medlevende publikum . Sætlisten var sammensat af numre fra alle hans tre album – og så fik vi undervejs også en ganske forfriskende udgave af Curtis Mayfield nummeret ”Move on Up”.
Kærligheden fra eller til Myles Sanko bliver bestemt ikke mindre med tiden. Men han har efterhånden givet en del i koncerter her i landet over de sidste 5-6 år, og han er ved at være der, hvor han bør sende sin succesformel til et lille servicetjek, og gerne udfordre sig selv og sit publikum lige lidt mere. Tage nogle flere musikalske chancer – præsenterer nogle flere nye numre. Det håber vi på sker næste gang – for han har heldigvis netop været i studiet og lave en opfølger til ”Just Being Me” fra 2016.
Som support var svenske Tilde, der sidste år udgav debut albummet ”Nothing Gold Can Stay”. Et album med en tidløs pop/soul lyd, hvor man hører inspiration fra både Nina Simone, Etta James og Amy Winehouse. Normalt optræder hun med sit band af gode gamle venner – helt tilbage fra studietiden – men på Gimle var hun blot akkompagneret af sig selv på piano. Det sendte generelt sangene i en lidt for ensrettet retning i forhold til udtryk og variation. Men gode sange skal som bekendt kunne holde til at blive klædt af, og den test bestod hovedparten af sangene i det 30 minutter lange opvarmningssæt så klædeligt. Ikke mindst ”All About the Man” og titelnummeret gjorde indtryk – ligesom det var tilfældet med det helt nye nummer ”Don’t Walk Down the road”.
Og så fortolkede hun sit forbillede Nina Simone – med nummeret ”How It Feels To Be Free” på smukkeste vis. Med glød og inderlighed i den stemme, som først efter mange års tilløb og ganske hårde omveje nu for alvor får lov til at folde sig helt ud. Men bedre sent end aldrig – for Tilde har tydeligvis potentiale til at blive hele Skandinaviens nye soul-dronning. Til august kommer hun tilbage til Danmark – denne gang med sit band – når hun spiller på Jyllinge Festival, der afholdes i dagene 16-17. august . Det bare med at få sat X i kalenderen allerede nu!
