”Næver mind” – Cannonball er skabt af rockfans, for rockfans!

The Sandmen - Gimle - 29-11-2019 - (42)

Fotograf: Brian Selander

”Ny 1-dags festival vil skænke folket frihed, fadølsfest og en fuld plade med 12 timers ROCK”

Den netop overståede EM-feber udviklede sig flere steder til en regulær fadølsfest i de store danske byer. Hvis det har tændt et længerevarende behov i nogle – ja, så er der gode muligheder for at forlænge kombinationen af følelsen af frihed, smagen af fadøl – og de store fælles oplevelser.  Det kræver bare at man skifter bolden ud med musikken – så rykker sommeren og sensommeren, som mulighedernes land og by.

Ikke mindst i Næstved den 4. september rockes der i den grad igennem til en helt ny 1-dages festival med fuld fokus på ROCK! Nogle vil måske bemærke, at det er selvsamme dag at de store festivaler og LIVE Nation er gået sammen om arrangementet ”Tilbage til LIVE” med et heldags arrangement på Refshaleøen. Men hvor ”Tilbage til LIVE” trods Dizzy Mizz Lizzy og D-A-D på programmet går efter et bredere musikalsk program, så er CANNONBALL altså en 100% rendyrket rockfestival. Tolv timer med tolv R-O-C-K artister, der kører på høj-oktan.

D-A-D spiller begge steder, men det er på CANNONBALL at de spiller om aftenen og kommer med det helt store set-up med stort lysshow osv. Og de meldes i øvrigt fra deres aktuelle sommer tour i absolut skarpeste form – ligesom undertegnede i øvrigt kan bekræfte at et andet af de store navne på plakaten – The Sandmen – er det. Så dem selv LIVE for 3 uger siden i Ishøj Byhave, og det var en af den slags koncertoplevelser, som stadig varmer her 3 uger efter!

Og man må sige de er i godt selskab med de 10 andre offentliggjorte navne – Kellermensch, Søren Andersen, Grumpynators, Timechild, Bonafide (SE), VA Rocks (SE), The Courettes, Lucer, Columbian Neckties, Junkyard Drive. Det syner og lyder af en kupon med 12 rigtige.  

Vi ved at drømmen hos arrangørerne har været at få Pretty Maids på plakaten – men som alle rockfans nok ved det, så er forsanger Ronnie Atkins aktuelt alvorligt kræftsyg, og ikke i så stærk en fysisk forfatning, som en koncert kræver. Derved bliver det desværre ved de 12 rigtige fremfor 13, mens rockfolket med garanti sender Ronnie Atkins masser at gode vibes og varme tanker.

Kapaciteten i Næstved ved Holsted Nord bliver på 5000 mennesker, med mulighed for udvidelse. De tre bagmænd bag festivalen Michael H. Andersen, Frederik Schnoor og Erling Daell har alle dedikeret deres liv til rock ‘n’ roll som hhv. musikere, festivalarrangører, pladeselskabsejere og entreprenører i musiklivet – og talsmand Erling Daell, som udover at være erklæret rock-freak, til dagligt er direktør for Jem & Fix og Harald Nyborg i Sverige, udtaler:

“Det sidste 1½ år har været ret trist. Få og små koncerter og festivaler med en masse forbud. Meget imod musikkens grundidé. Da jeg for et par uger siden af mine venner Michael og Frederik blev spurgt, om ikke vi skulle lave en rock- og frihedsfest, tænkte jeg ikke to sekunder over det. Selvfølgelig skulle vi det! De brænder begge for rockens saft og kraft og er dygtige, garvede rockentreprenører. Cannonball blev resultatet af mange gode øl og snakke. Vi har lavet festivalen efter devisen: ’Den store rock- og befrielsesfest med speederen i bund og nul begrænsninger’ – Det bliver kanonfedt i Næstved den 4. september”

Cannonball navnet skal forstås, som en rock-kanonkugle støbt af de tre venners kollektive fascination af de sidste 50 års rock fra de tidligere 1970ere og frem til nutiden. “Når vi skal være helt ærlige er vi tre excentrikere med hang til rock n roll, nostalgi og fest – og derfor hænger den her seventies, comic strip agtige tilgang til plakaten og hele festivalen bare godt sammen. Cannonball er skabt af rockfans, for rockfans! “ – udtaler trioen i kor!

Foruden musikken byder festivalen også på udstillede 70’er biler, lækre madstande, kolde øl og drinks samt masser af rock-merch!

Billetsalget er åbent via https://billetto.dk/e/cannonball-billetter-543288. Bustransport fra København og retur kan tilkøbes.

Og fra SIDE 33 til rockfolket serverer vi nedenfor to gange video six-pack med alle de aktuelle navne på plakaten. Der må skylles ned, der må skrues op. Du skal jo gerne være i festform til den 4.- september, ikke sandt !

Foto: Maria Fremming
Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.