Da Nana Rashid I 2016 udsendte sin debut EP “Sorrow in Sunlight” blev hun blandt andet af mange lydhøre anmeldere udråbt til den næste nye store stemme på den danske jazzscene.
På EP’en med bare fire numre tryllebandt hun blandt andet med personlige og modne fortolkninger af Smile (Chaplin) og ikke mindst af Four Women (Nina Simone).
Bortset fra lidt sporadisk live aktivitet har der siden været påfaldende stille omkring stortalentet, der dog blandt andet har holdt stemmen ved lige som sangunderviser via hendes eget vokalstudie.
En del af hendes tidligere elever er mødt op på denne skønne tirsdag i april, og de er med til fylde den lille hyggelige cafe og pladebutik JazzCup til sidste plads. Der har været udsolgt til denne releasekoncert længe, men på den afslappede og vennesæle stemning i rummet fornemmer man tydeligt, at der er klare forventninger om at forventningens glæde ikke bliver den største.
Debutalbummet “Music for Betty” ligger som CD og LP til salg i baren, hvor kaffemaskinen til almindelig moro for både musikere og publikum stadig giver arbejdsomme lyde fra sig da koncerten sættes sagte i gang af Lasse Jacobsens fint og følende trommespil. Nana Rashid stemmer i, og så er alles fuld fokus ellers rettet mod en talentmasse, der fremstår så imponerende og stor, at det burde være kropumuligt at samle det i et lokale, der er på en størrelse, der gør at jeg undervejs ved min plads til venstre for scenen er ved at få Nana over tæerne. Men sådan fungerer musik, det rykker mennesker tættere sammen. De omkring 70 publikummer får sig en fælles oplevelse af at have været helt tæt på et startskud, der med garanti vil udvikle sig til noget endnu større.
Sættet indeholdt i hvert fald et helt nyt nummer, der med et forførende rytmisk drive og en intens vokal indlevelse i den grad indikerede at gryden med guldkorn kun lige er sat over. Nummeret I tried lød som et oplagt næste single valg, når nu debutalbummet har gået sin sejrsgang i den kommende tid. Det samme gjorde den sjælfulde One kind of favour, som er skrevet sammen med den ligeledes pladeaktuelle Susanne Ørum, der så ganske tilfreds ud med resultatet på en af de forreste rækker. Det var nu også et ekseptionelt stærkt arrangement, hvor pianisten Benjamin Nørholm Jacobsen og bassisten Martin Brunbjerg Rasmussen her fem numre inde i sættet for alvor fik understreget deres betydning for variation, leg og lag i musikken.
Otte numre på omkring 35 minutter er der på albummet, som er indspillet i starten af 2022, men altså først er officielt udsendt her den 14. april 2023. Albummet er indspillet med samme hold som her opleves på scenen – Nana Rashid og så trioen Little North, der i øvrigt selv er aktuelle med deres femte stilsikre bud på hvordan man legesygt kan surfe med på – og vise retningen for den nye bølge af nordisk jazz, hvor pianoet og den rytmiske sans viser vejen.
De i alt 13 numre på fem kvarter er så rigeligt til at overbevise om at denne kvartet kan noget ret enestående, uanset om de i fortolkerens rolle eller bidrager med helt nyt.
De har the groove på Poor Blue Betty, de har den grænsesøgende åbenhed på Mother, Father og den stille afstemte samhørighed på Goodbye My Love, hvor mange blandt publikum foldede sig ud som et ganske behageligt kor. Smukt og rørende, ligesom en fortryllende version af Peggy Lee nummeret Johnny Guitar var det.
I front ’shinede’ Nana ikke bare med sin stemme, men også med den slags autoritet og udstråling, som gør at man lytter, når hun fortæller om baggrunden for f.eks. valget af Sade’s slidstærke Pearls. Det her er musik fra hjertet – med sjæl, kærlighed og tankevirksomhed bag. Respekt!.
Nok var numrene mest inderlige og blå, men selv var Nana i et mægtigt humør og det smittede af. Det her var ikke jazz for feinschmeckere og finkultur kalaset, det her var musik for nysgerrige music lovers, der ved at en musiksjæl også kan vandre ad sumpede, skæve og støvede veje.
Nana Rashid strålede som en forårssol, der ved at den har meget mere at byde på senere på året. Det tror jeg på.
I pausen og efter koncerten var der godt gang i både snakken og i pladesalg, og man kunne tage hjem med visheden om at forventningens glæde slet ikke blev ikke den største.
