Bartof Station på Frederiksberg, var denne søndag det sidste stop på touren for ’Nashville Nights” karavanen. De havde allerede været her en gang tidligere på turen og begge besøg har været til den gode melding om at alle de aktuelt tilladte 80 pladser var solgt.
Der emmer af stil og stemning i de gamle kælderbygninger. Det mærkes overhovedet ikke at man er gået under jorden. En stor bonus er det at blive budt varmt velkommen af indehaver Charlotte Bertelsen, der smilende følger publikum på deres rette pladser, alt imens der stadig er lydprøver i gang. Det hele virker så ægte og jordnært på den måde det hele afvikles på, og man fornemmer hurtigt at både kunstnerne og publikum nyder godt af den nære stemning det tilstede kommer.
Efter en venlig, men også kontant og klar melding til alle fra Charlotte Bertelsen om hvad man må og ikke mindst – hvad man ikke må – i forbindelse med alle de aktuelle restriktioner, der skal overholdes af spillesteder, så er det tid til at Stefan Mørk kan præsentere sit hold af imponerende sangere og sangskrivere – Tamra Rosanes, engelske Laura Oakes samt de tre amerikanere Blue Foley, Trick Savage, og Kayley Hill samt aftenens ekstra gæster på programmet – Alex Nyborg Madsen , Noah Rosanes samt islandske Anna Hansen og Anders Borre.
Hele koncerten er optaget via Live streaming og ligger stadig frit tilgængeligt på Bartof Station’s egen Facebook side. Bemærk dog at starttidspunktet først er cirka 18 minutter inde i optagelsen – inden da sker der ikke meget! Blot en servicemeddelelse.
Det var tydeligt at både høre og se, at ’Nashville Night’ holdet var blevet en stor homogen musikalsk familie, og der var opstået nye tætte venskaber, bygget på de oplevelser, der kommer når man rejser så tæt sammen.
Der har været mange øjeblikke på deres fælles rejse, hvor historierne i hinandens sange har ramt alle lige i hjertet. Hjerte rimer på smerte, og det så selv den sejeste musiker på holdet, har fældet tårer flere gange undervejs. Men der blev blevet lavet et tiltag, når der var optræk til at en tåre pressede sig på under en sang og følelserne var ved at løbe ud af øjnene. Så var det blevet aftalt at det var tilladt at komme med et højt råb – “Who want to Fight”!
Dette tilråb blev brugt jævnligt både fra scenen – men også fra publikum, som hurtigt adopterede det sjove tiltag. For er der noget country sange kan, så er det at fortælle en god slagkraftig og påtrængende historie. Det skete også på den omtalte midtvejs ”songwriter camp”, hvor det også blev til nye sange, og to af dem blev rent faktisk allerede præsenteret for publikum denne aften.
Det var ingen på holdet eller deres gæster, der skinnede markant mere end de andre. Alle som en, kom med alt det bedste de havde i sig. Sange der var så smukke med smertende samt håbefulde og bevægende budskaber, blev leveret i de 3 sæt, der var planlagt. Der blev fra scenen lagt op til at de vigtigste denne aften var ikke dem på scenen, men publikum i salen.
Det kunne mærkes, publikum var med, de var på, de grinede og de græd, sammen med nogle virkelig stærke sangskrivere inden for country genren. Et hold af fantastiske mennesker, der var til stede for alt og alle, også i de tre indlagte pauser, hvor backstage områderne var mennesketomme, fordi artisterne i stedet var i salen og “minglede”.
Ekstranumrene blev Tamra Rosanes helt nye nummer – singleudspillet “A lot of Honky Tonkin`to Catch up on” – der i den grad dufter af et nyt hit i Honky Tonk kredse. Her var alle med på scenen, og den glade sang, fik alle op at stå og modtog et kæmpe bifald. Det andet ekstranummer blev leveret af Kayley Hill med sit nummer “Story of a Hero” – flankeret af Stefan Mørks to døtre, hvor den yngste nok er omkring 5 år. Lad os slutte af her med at sige, at det blev en smuk, sart og sanselig oplevelse, hvor der flere steder i kælderens kroge blev hvisket – “Who want to Fight”.
