En stor del af Nashville Nights dna er konceptet ’Writers Round’, der netop stammer fra Nashville.
’Writers Round’ præsenterer publikum for en gruppe individuelle sangskrivere, der sidder på en række på scenen og skiftevis fremfører en sang, som de har skrevet eller været en del af. Hertil hører både sjove og seriøse anekdoter om både handling og tilbliven. Det er ikke unaturligt, at de andre artister på scenen jammer med eller lægger kor på under en optræden, og det er for publikum interessant at se artisterne interagere, ofte spontant, med hinandens værker. Holder man af intime koncerter, og det at komme tæt på sangen og mennesket bag, er ’Writers Round’ en fantastisk mulighed for en ganske unik og anderledes musikoplevelse.
Alle dage blev konceptet foldet ud i forskellige konstellationer både med de amerikanske artister, der er hjemmevante med konceptet, og så med et vellykket bud på en lidt udvidet dansk fortolkning af konceptet.
Kira Skov med Søren Huss, Mette Lindberg, Live Strings og Silas Tinglef
Det var Kira Skov, der til scenen på Musikhuset Posten havde samlet et hold bestående af sangskriverkollegaerne Søren Huss og Mette Lindberg, og de var så musikalsk akkompagneret af Silas Tingleff på guitar og strygertrioen LiveStrings.
Både Søren Huss og Mette Lindberg præsenterede helt nye sange, der havde det til fælles af de alle kaldte på genhør, også selvom Søren Huss selvironisk kaldte de melankolske og eftertænksomme nye sange for ’muntre viser’. Sange, der tydeliggjorde, at Søren Huss mere og mere lyder som Povl Dissings værdige arvtager. Det var næppe helt tilfældigt af en af de nye sange var inspireret af et Benny Andersen digt. Kira Skov holdt sig til velkendte numre fra hendes seneste album, men de blev dog i den grad blev klædt ekstra godt på af Live Strings smukke stryger ledsagelse.
Alle tre artister var mellem numrene fine historefortællere, og havde tydeligvis også en fælles form for humor midt i alt alvoren. En dejlig afslappet og musikalsk givende eftermiddag sluttede på toppen med en fascinerende og flot udgave af Saybia klassikeren ”I Surrender”, som var en del af deres andet album fra 2004. En sang, der havde været så grueligt meget igennem før den langt om længe fandt sin endelige version, der med nød og næppe – og ikke uden protester fra de resterende bandmedlemmer – fik klemt sig ind som absolut sidste valg til albummet.
Nummeret fremføres her anno 2023 i et helt andet toneleje end dengang, men den leveres med overbevisning i en vital voksenudgaven af Søren Huss, der tydeligvis stadig bærer denne sang i hjertet. Det klædte den urimeligt godt at blive afleveret præcis fra det sted, hvor Huss er i dag – og ikke mindst med tanke på historien bag. Med vilje, kærlighed og gode sange kommer man nu engang langt.
Og derved viste ’writers round’ konceptet også sin holdbarhed i den ’danske udgave’. De overraskende og uventede øjeblikke opstod, og skabte nyt leben omkring både sangene og artisterne.
Aliyah Good, Chelsey Tackett og Gary Quinn
Et af de mange gode eksempler på de mange ‘Writers Round” – primært med amerikanske artister – udspillede sig søndag eftermiddag på Storms Pakhus, hvor denne udgave af ‘Writers Round” bestod af Aliyah Good, Cheley Tackett og Gary Quinn. Sidstnævnte havde såmen på samme scene tidligere på dagen optrådt med norske Daniel Borge og Payton Taylor.
Der efterlades ved ingen af disse seancer tvivl om det generelt høje niveau, hvor den ene velskrevne sang afløser den anden. Og mens alle tre artister åbenlyst besidder talent, er det Cheley Tackett, der med sin dybe og hæse vokal skiller sig ud på scenen. Tackett har da også været en del af Nashville-scenen i mere end tyve år og vundet adskillige sangskriver-priser, ligesom hun af countrymagasinet Maverick bliver kaldt ’One of the most powerful, soulful singers in the business’. Med sangen ’Play the one I like’ leverer hun en medrivende og fængende præstation, hvor ellers altid livlige Storms, for en stund står stille.
Europas svar på Chris Stapleton kunne også selv
Det er ikke sikkert navnet Chris Kläfford i første omgang ringer en klokke for alle. Det gør en bestemt video til gengæld for rigtigt mange. I 2019 tog denne svenske sanger nemlig ikke bare dommerne i Americas Got Talent med storm, men formåede med over 44 millioner afspilninger på YouTube, at røre hele verden med sin fremførelse af John Lennons udødelige klassiker ’Imagine’. Den virale succes blev for alvor omdrejningspunktet på Kläffords karriere, der allerede havde rodfæstet sig i hjemlandet Sverige, da han et par år tidligere vandt Swedish Idol.
Siden har Kläfford, med stor succes, primært udgivet fortolkninger af andre artister, men i marts 2023 kom så debutalbummet ’Maybe it’s me’
Og nu var han altså landet på Fyn denne søndag eftermiddag, som en del af Nashville Nights fremragende musikprogram. For de fremmødte, overrasker det at ikke flere møder op til en artist af denne kaliber, men ved koncertstart 16:30, synes Spillestedet Dexter alligevel at være nogenlunde fyldt.
Kläfford lægger ud med sin version af Amos Lee’s ’Keep it Loose, keep it tight’ og fortryller publikum, fra det sekund han åbner munden. Det viser sig hurtigt, at Chris Kläfford ikke kun kan sammenlignes med sin amerikanske navnebror Chris Stapleton for de ydre lighedstræk. Nej, ligesom Stapleton har Kläfford et fuldstændig overvældende vokalspektrum, som man næsten (og kun næsten) kunne vove at påstå, endda spænder endnu bredere end den amerikanske countrystjernes.
Og vokalen er først og fremmest, hvad der gør Kläfford så speciel. Manden synger ikke bare med nerve og intensitet, men har også fuldstændig kontrol over sin stemmeføring, uanset hvor på registret han befinder sig. Som det var tilfældet for denne anmelder, må også publikum have mærket de små hår rejse sig. ’Jeg elsker det danske publikum. Man ville jo kunne høre en knappenål falde til gulvet.” Erklærer Kläfford ydmygt efter de første numre, og man skulle tro at et lyttende publikum er en selvfølgelighed for en så gudbenovet sanger.
Når Kläffords kæmpe sangtalent er fastslået, er det store spørgsmål vel, om man også kan skrive egne sange, når man nu er kendt for at synge andres? Det viser sig hurtigt at det kan han. Sættets originale sange er velskrevne, og Kläfford har som sangskriver (og menneske) en autenticitet og oprigtighed over sig, der gør at man tror på historierne. Med sin simple komposition og relaterbare lyrik gør sangen ’Sober’ indtryk, mens kærlighedshymnen ’If not with you, for you’ – en tribute til artistens bedsteforældre, står stærkt og rørende.
Kläfford connecter ikke kun med publikum når han synger. Han evner også at dele væsentlige anekdoter og sjove indfald, der leder til flere fællesgrin gennem koncerten. At Kläfford optræder solo, forekommer at være en styrke, hvor kombinationen af en stærk indlevelsesevne, formidabel vokal, akustisk guitar og fine fortællinger, gør at der skabes et intimt lukket rum, hvor man for en stund glemmer alt om verden udenfor.
Ekstranummeret ’Imagine’, der vel efterhånden er signaturmelodien, fremføres absolut så inderligt og flot, som på den virale video, hvor de fleste af os stiftede bekendtskab med manden første gang. Og ved vejs ende høster Kläfford velfortjent eftermiddagens andet stående bifald.
Hele vejen rundt – og forhåbentligt tilbage igen
Kl. 20 søndag aften er dette års Nashville Nights ved at nå til vejs ende. Først er publikum dog inviteret til afslutningsshow på Posten. Altid underholdende konferencier og medarrangør Blue Foley, annoncerer i aftenens velkomsttale at festivalen efter denne weekends succes, kan vende tilbage næste år. Nashville Nights er altså kommet for at blive. Udmeldingen vækker begejstring blandt publikum, og er kærkommen i en tid, hvor mindre festivaler og nye kulturtilbud kæmper for at overleve. Godt gået Nashville Nights!
Slut-showet, der er bygget op som writers rounds, gør det er muligt at gense flere af de artister, der har optrådt over weekenden.
To af Nashvilles helt store sangskrivere og hitsmed Lee Thomas Miller og Wendell Mobley åbner med en formidabel medley, hvor de skiftevis præsenterer deres største hits. Miller og Mobley har b.la. skrevet sange for Brad Paisley, Trace Adkins, Terry Clark, Chris Stapleton, Jason Aldean, Keith Urban m.fl. og flere af sangene er således velkendte. De to herrer komplimenterer hinanden fremragende på scenen og publikum er begejstret.
Resten af aftenen fungerer upåklageligt, hvor niveauet fortsat er skyhøjt blandt de optrædende, der alle udtrykker stor taknemmelighed over at være i Danmark og for at være en del af Nashville Nights. Alt imens man som publikum tænker, om ikke det os som skal være de taknemmelige for alle de enestående musikoplevelser, som en så særegen festival som Nashville Nights har budt på.
Spørger man så rundt om på festivalen, hvem der så var den helt store stjern, så var svaret ofte helt entydigt. Dan Smalley er i den grad blevet en rigtig festival darling, og i mange forskellige konstellationer gav han gode svar på hvorfor. Han kan synge, spille og skrive sange, og så har han den slags performergén, som groft sagt sælger i sig selv.
