Efter de mange positive oplevelser både torsdag aften til pre-opening og til fredagens to ganske unikke koncertevents – The Johnny Cash Tribute og Women of Country Music – var turen kommet til en lørdag, hvis program fra formiddag til midnat bugnede af fristelser, og derved svære valg og fravalg.
Det gav undertegnede otte koncertoplevelser jeg ikke ville være foruden, men alligevel sidder jeg med en fornemmelse af at være gået glip af noget når jeg genkalder mig de glade munde og ansigter, der berettigede om andre minderige stunder med f.eks. Loud Tiger, Allan Olsen, Texas Hill, Cassandra Jenkins og diverse ’writers rounds’ i løbet af dagen.
Og lad mig her komme med en advarsel. Hvis du ’lider’ af FOMO (Fear of Missing Out), og ikke var på festivalen, og normalt elsker håndspillet musik, så skal du måske ikke læse videre – for så er du godt nok gået glip af MEGET!
For sådan spillede virkeligheden sig ud på en festival, der er skabt for at præsentere et program, der både er anderledes og hjemmevant i og omkring musikken, med udgangspunkt i at tilbyde brede og mangfoldige oplevelser, hvor det ikke nødvendigvis ’kun’ er den traditionelle koncertoplevelse, der tæller.
For få oplevede magien og musikken i centrum
Jovist er det sangskrivningen, der i centrum, men det også historierne bag, fællesskabet omkring dem, og så det ofte lange og forskelligartede liv en enkelt sang kan opleve at få. Og så er festivalen beviset på at en singer/songwriter sjældent kan placeres i bare en enkelt genre bås. Derfor kunne du i løbet af disse tre dage opleve både folk, country, americana, roots, gospel, blues og rock. Ikke nødvendigvis af den i folkemunde mest kendte slags, men af den fineste slags.
For dels er det dybt professionelle folk og håndværkere, der kommer her til festivalen, og i øvrigt langt fra ’kun’ fra Nashville – det er også mennesker og musikere, der elsker og vil musikken, og ikke mindst det at dele den med publikum. Derfor oplever du også at møde de mange musikere mingle rundt i byen og på kryds og tværs snakke uformelt med kollegaer og et interesseret og engageret publikum.
Mange af musikerne kan du tilmed opleve i flere sammenhænge. Til koncerter, til ’writers round’, til talks og til jams. Ja undervejs blev der endda skrevet nye sange direkte på scenen. Så bliver musik da ikke mere levende!
Og publikum elskede det tydeligvis. Så konceptet må betragtes som en klokkeklar succes, men desværre med alt for få gæster til hovedparten af de omkring 60 events. Det er bare at håbe at festivalarrangøren Stefan Mørk, hans crew og samarbejdspartnere, kan se et lys forude, selvom det utvivlsomt ender med et markant underskud i år.
Stefan Mørk er heldigvis en glødende musikalsk ildsjæl, der drives af passion, ikke af penge. Men uanset hvad, så skal der jo altid være en form for økonomisk balance, og penge til at videreudvikle for.
Unikke øjeblikke
Tilbage til de otte musikalske oplevelser jeg kunne drage hjem med. I det hyggelige food Storms Pakhus, var der gratiskoncerter med diverse upcoming artister optrådte. Scenen her er uden tvivl godt og velment tænkt, som en god chance for at disse artister, til at kunne komme ud, hvor der altid er en del mennesker. Men det viste sig svært at få ørenlyd og opmærksomhed sådan et sted, hvor indehaverne af madboderne i øvrigt flere gange kom over og bad om at der blev skruet ned!
Jeg så lidt af de to koncerter med duoen Glimtvis og dansk/islandske Anna Hansen – og fælles for de to var at de begge leverede solide beviser på, at der skal mere til at holde god sangskrivning og gode sangere nede end dunsten af fish’n chips, klangen af ølsmagning og almindelig frokostsnak.
Det var derfor ikke med min gode vilje jeg forlod disse koncerter efter små 20 minutters lytning, men på grund af at der var andre koncerter, der ikke ventede. Første stop var en af de i Nashville berømmede ’Writers Round’, som på en pænt besøgt Posten blev foldet ud i en unika af den dansk udgave – hvor sangskriveren Marcus Winther-John styrede slagets gang flankeret af Rikke Thomsen, Sys Bjerre og LiveStrings.
Og sikke en oplevelse, hvor de hver spillede fire sange på skift. Første runde uden LiveStrings. Resten med. Og det var i samspillet med netop LiveStrings at tryllestøvet kom frem, og løftede i forvejen fortryllende sange, som Kings Garden, Vausen, og Hey Vanessa.
Mesterlig var også urpremieren på Airpods fra Sys Bjerres kommende album, for ikke at tale om en særdeles underholdende og tankevækkende præsentation, blandt andet om konsekvenserne – både de positive og de negative – af fravalg fra de sociale medier.
I det hele taget blev vi forkælet af gode og personlige historier fra alle tre solister, der i den grad gav noget af sig selv, og i øvrigt alle voksede og vovede i selskab af LiveStrings.
Kunne det blive bedre? Svaret skulle vise sig at være JA, for i Dexter leverede Kajsa Vale & Mike Andersen sammen på en scene for første gang, det der for mig personligt fremstår som årets foreløbig mest fantastiske og enestående koncert.
90 minutter uden et eneste overflødigt indslag og så 95% improviseret. Kun den nye sang, de havde skrevet i fællesskab forinden, var aftalt på forhånd. Sagen, der måske kunne hedde ”Fly Free” – var i sig selv en gave midt i en gaveregn, der blev ved med at give. Jeg sad selv nærmest målløs af begejstring over vi her til lands har to så fantastiske sangere, sangskrivere og ikke mindst guitarister. Wauw hvor de supplerede hinanden godt undervejs – f.eks. på Vala’s Poison, der uden tvivl udvidede grænserne for hvor meget magi i luften, der kan være i luften på Dexter.
Perlerne kom på snor, og Mike Andersen fik undervejs også på smukkeste vis hyldet Povl Dising via en fremragende version af Careless Love.
Nøj – hvor de og deres sangkataloger klædte hinanden. At de i første hug kan ramme så sublimt et niveau kan ikke være begynderheld, det må være et kald til noget, der bare skal have lov at gro fremover.
Lykken er ….
Et af festivalen hovednavne var irske Foy Vance, hvis største fan efter sigende er Ed Sheeran. Pudsigt nok er det lærlingen Ed Sheeran, der kan samle 152.000 over fire dage i KBH, mens mesteren Foy Vance sådan en lørdag aften kan samle godt 300 mennesker på Posten. Sådan er verden så forunderlig.
Foy Vance skulle lige i gang og føle varmen fra et publikum, der ville ham og hans sange alt godt. Da han derpå ved fjerde nummer satte sig ved klaveret og spillede en guddommelig og indlevende version af Saplling – med glimt i øjnene og glød i stemmen, så han sig ikke tilbage, og leverede en koncert til topkarakter, med utallige højdepunkter, hvor magien også her spillede med.
Folk i salen kunne det meste af hans sangkatalog, og den helt naturlige og uopfordrede fællessang brød ofte ud. Den britiske humor faldt i god jord, og den gode kemi mellem scene og publikum smittede af. Hele 21 numre forkælede han med – hvoraf især numre som She Burns, Roman Attack, Strong hand, og Shed a little light var balsam til forløste musiksjæle.
I slutningen af koncerten kom landsmanden Lee Rogers med på scenen på nummeret Barefoot in the Basement. Et nummer de har skrevet sammen, og som er med på Lee Rogers seneste album, der meget passende til dagens oplevelse hedder ”Gameblood”. Lee Rogers har været med Foy Vance som support på den aktuelle tur – og skulle da selvfølgelig også have plads her, selvom det var en koncert uden opvarmningsnavn. Det er da det man kalder god stil.
Det hele sluttede med en nærmest spirituel udgave af Guiding Light, der sluttede med at Foy Vance bakkede længere og længere væk fra mikrofonen, alt imens publikum sang højere og højere med. Da Foy Vance var helt ude af scenen, blev publikum så bare ved at synge i 2-3 minutter derefter.
Folk spørger tit hvad lykken er. Var man til stede her, så kunne man finde svaret!
Kvalitetsgarantier
Herefter gik turen videre til koncert på Dexter med Craig Finn, der til sidste års festival optrådte solo samme sted. Denne gang var det med bandet The Uptown Controllers, og med fokus på det aktuelle ”A Legacy of Rentals” album. Bandet var ikke uefne, men de løftede heller ikke noget denne aften i Odense.
Craig Finn har dog et højt niveau i sine sange – serveret med ’The Craig Finn guarantee’ – dvs. garantien om at alt fra hans mund er sandt – eller i hvert fald ’based on a true story’. Han fortalte dog ikke ligesom sidste år, så meget om sine sange, og lod mest sangene tale for sig selv, hvilket gjorde at lidt blev tabt i den skarpe og til spiddende lyrik.
Derfor måtte jeg videre inden koncertens afslutning til ’Writers Round’ på Anarkist. Storytellingen var her det helt bærende element, da tre veletablerede amerikanske sangskrivere indtog den cirkelformede scene. Blot flankeret af en guitarist fandt man her hitsmedene Beth Nielsen-Chapman og Eric Bazilian, og den anerkendte sangskriver Jonatha Brooke.
At tænke sig, at sidde vel blot 30-35 mennesker og i så intime rammer opleve artister, der normalt optræder for publikum i en helt andet størrelsesorden, er alligevel vildt. Eric Bazilian, der aktuelt er på en stor europæisk 40-års jubilæumstur med The Hooters, huskede at han sidst var på Fyn i 1995, da The Hooters spillede på den store scene på Midtfyns Festival foran, som jeg husker det, vel mindst 20.-25.000 mennesker. Et koncert man ikke glemmer, slet ikke afslutningen, hvor folk slet ikke ville slippe bandet, og insisterende blev ved at synge videre på bandets store hit ”Satellite” langt tid efter at bandet havde forladt scenen.
Også Beth Nielsen-Chapman kom med en dansk vinkel, da hun havde fundet ud af at hun rent faktisk havde danske aner, som hun skulle forske mere i. Hun gav en smuk og rørende version af hendes sang ”Sand and Water”, som Elton John næsten har gjort til sin, og den trak tårer i flere øjenkroge rundt om i lokalet.
En dejlig intim oplevelse med tre utroligt sympatiske og hamrende dygtige musikalske personligheder.
Jeg nåede derfra lige over til afslutningen af dagens mest velbesøgte koncert med amerikanske The Bros. Landreth på Posten. Stemningen var på kogepunktet fra godt 400 vidner, der lagde ører til en velspillende trio, der bare har hele rock-roots-country pakken – fyldt med musikalitet, virtuositet og samklang.
Bedre punktum kunne man vel næppe ønske sig ovenpå en lang dag, hvor der var masser af magi i luften over eventyrbyen.
