Natskygge er en forholdsvis nydannet band fra Esbjerg egnen, som efter sigende allerede LIVE har bevidst deres eksistensberettigelse.
Styrken fra LIVE situationen har de heldigvis medtaget i studiet, hvor de otte numre på debutalbummet (syv i den digitale udgave) er indspillet live – og efterfølgende mixet og produceret af en af byens stolte sønner – Rasmus Madsen – som vi i parentes bemærket, da snart savner at høre lidt nyt fra i eget navn.
Nå, det var et sidespring – dem skal der ikke komme flere af og dog – for i selve genrebegrebet præsenterer Natskygge nemlig også et sidespring fra den mere traditionelt bundne psykedeliske rock-genre ved at præsentere dem selv som en ”GarageSpace” band.
Det ændrer dog ikke på at målet at skabe et album, der lige såvel kunne være skabt og udgivet i 70’erne – som i 2020, og som godt må afspejle at de sætter deres skib i de vande, hvor også navne som Love, Black Sabbath, Roky Erickson og Baby Woodrose også har sejlet deres egen sø.
Virkelysten og energien fornemmes på et album, der i alt sin enkelhed undervejs formår at finde nye små ruter i kendt terræn. Det ændrer ikke på rockhistorien, men det et selvtillidsfuldt visitkort, der forhåbentligt kan åbne flere døre op for bandet til de livescener, hvor deres numre med garanti står sig aller bedst.
Det farverige og flotte omslag i vinyludgaven afspejler på godt tænkt vis indholdet og det bakkes fint op af titlerne på de 8 sange (7 i den digitale udgave) – ”Flimmer”, ”Kaptajnen”, ”Drømme falder”, ”Silhuetter af live”, ”På hjørnet af galaksen”, ”Oceaner”, ”Røgslør”, ”Livets kulør” – der altså bekræfter forventninger om lyden af et tungt mørkt og psykedelisk spacerock univers med masser af metaforer i teksterne og tanker om det meste i mellem himmel og jord, i mellem liv og dommedag.
Det pudsige er dog at bandet virker stærkest og mærkes mest når de i teksterne ikke svæver og sejler så meget rundt, men mere ser verden fra et mere jordisk perspektiv.
De spiller tændt og drift sikkert – og de kan nogle vibes og nogle tunge riffs – man ikke bare lige ryster af sig. Ta’ bare ”Oceaner” der driver afsted – men alligevel føles ganske nærværende med en åbningslinje som ”Hvad skaber lykke – til den som ingen lykke har – uriasposten efter en skygge – af hvem du var”. Man fornemmer forfaldet, fortvivlelsen og den understøttes drevent og opbyggeligt og tungt over fem minutter.
Et af pladens lysende øjeblikke i det generelt dunkle univers, hvor også numre som ”Flimmer” ”Silhuetter af liv” og ”Røgslør” virkelig giver tro på, at Natskygge er et band, der også er værd at bruge tid og opmærksomhed på fremover.
Stærkeste nummer er det i første halvdel akustisk funderede og tilbagelænede ”Røgslør” – hvor forsanger Thomas Nicolaj Iversen virkelig får noget ekstra inderlighed og lidt luftforandring i hans ellers til tider lidt for ensporede og ret lyse vokal, der generelt mangler noget kraft, saft og dybde i forhold til virkelig at udgøre en fremstående styrke for bandet, eller for ordene, der for ofte – som psykedeliske rockband jo generelt har det for vane – trækkes lidt længere ud end vokalen berettiger til i mine øre.
Til gengæld kan han noget med tekster – og de alle begået af ham – mens musikken er skabt af bandet – der udover Iversen består af guitarist Martin Løkkegaard, Dan Kunstmann på bas og Thomas Sørensen på trommer.
Eftertænksomheden og billedet hænger i luften over at høre alt andet end røgslørede linjer som-
”Ensomheden strejfede mig – da jeg forlod mig selv – nu sidder jeg med andre – uden jeg selv er med – forladt i selskab – men kun for en tid – indtil jeg indser – min indre spild”
Samlet hørt en god start, en udmærket skive, der viser at der bør være masser af liv og lys fremover for Natskygge – der måske også skulle overveje at gå videre ud af den Skousen og Ingeman lydende sti , som de stilfuldt betræder i nummeret ”Drømme falder”, der er albummets absolut mest såkaldt radiovenlige nummer – med et af de der omkvæd man bare får lyst til at skråle med på.
