NEIL YOUNG & CRAZY HORSE – “COLORADO”

"Neil Young er oppe på hesten igen"

Maj 1969 udkom det første album med Neil Young og Crazy Horse, ‘Everybody Knows This Is Nowhere’, der kastede klassikere som ‘Cinnamon Girl’ og ‘Down By The River’ af sig. Den 25. oktober blev syv års pause siden ‘Psychedelic Pill’ (2012) med den Skøre Hest som backing endelig brudt. ‘Colorado’ er titlen på det seneste udspil, der samtidig markerer 50 året for samarbejdet mellem Young og Crazy Horse.

Først et par rockhistoriske mellemregninger: Nils Lofgren er tilbage i Young regi nu som officiel del af Crazy Horse i stedet for det originale medlem, guitaristen Frank ‘Poncho’ Sampedro, der forlod holdet forrige år. Det trækker dog ingenlunde fra på ‘Colorado’ – tværtimod faktisk. Lofgren, der tidligere i 2019 markerede sig stærkt med ‘Blue With Lou’ og til daglig er kendt som en del af Bruce Springsteens E-Street Band, har en fortid hos Young, som daterer sig tilbage til 1970, hvor han medvirkede på ‘After The Gold Rush’ som guitarist, sanger og pianist. I løbet af 70’erne og 80’erne er det blevet til flere optrædender hos Young live og ikke mindst i studiet. Nævnes bør her ‘Tonight’s The Night’ (1975), der reelt set er en Crazy Horse LP dog krediteret Young solo, og den noget mislykkedes samt synth- og electronica dominerede ‘Trans’ fra 1982. Lofgren har ligeledes spillet med Crazy Horse uden Young på plade og i koncertsituationer. Krumtappen i bandet i hele perioden fra 1969-2019 udgøres af den hårdt knoklende og tungt spillende rytmesektion, der består af Billy Talbot på bas og Ralph Molina bag trommerne. Loyale og ubestikkelige også som korsangere. Begge de herrer har rundet de 76 i år, men lægger stadig den fede bund i lydbilledet, og ‘Colorado’ er ingen undtagelse fra formlen, der altid har fungeret upåklageligt.

‘Colorado’ er musikalsk set som veltempereret årgangsvin, der jo har det med at blive bedre over tid. Masser af flerstemmig velklang og rå beskidt rock i rillerne på det nye dobbelt-album der reelt set kun er halvandet, da side fire er tom. Ti numre i alt med en samlet længde omkring 50 minutter. På vinyl udgaven følger dog en single med to bonus numre – “Rainbow of Colors” fra albummet i en solo live-version, og så non-album tracket “Truth Kills”.

Centralt står det knap 14 minutter lange nummer på side et, ‘She Showed Me Love’, hvor Den Skøre Hest vrinsker vildt og virilt med bulder og brag tilsat heftige guitarkaskader. Det går tilsvarende for sig på ‘Help Me Lose My Mind’ og ‘Shot It Down’. Den blødere Sing & Songwriter side af Young og hans følgere kommer også til udtryk blandt andet i åbningsskæringen ‘Think Of Me’ plus sange som ‘Green Is Blue’, ‘Eternity’ og slutmelodien ‘I Do’. Pladen vokser for hvert genlyt, og gamle trofaste fans skuffes næppe her. Youngs tekster er stadig fyldt med budskaber om at passe godt på Moder Jord, tage klimakrisen alvorligt og ikke lade alt gå til i grådighed og dumhed. Det kan virke lidt Old School hippieagtigt i nogens ører, men Young vil stadig noget som kunstner, og ‘Colorado’ er beviset. Så få nu den skøre hest ud af stalden og luftet i fri dressur, er der kun tilbage at ønske.

Udgivelsesformat: 2LP+7″/CD/Digital
Udgivelsesdato: 25.10.19
Label: Reprise Records
Genre: Rock

Leave a Replay

Udgivelsesformat: 2LP+7″/CD/Digital
Udgivelsesdato: 25.10.19
Label: Reprise Records
Genre: Rock
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll to Top

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.