Niels ”Nello” Mogensen skulle lige forbi de tres år – før han med mere end 45 års erfaring som aktiv musiker i bagagen fik lavet et fuldbyrdet soloalbum.
De fleste kender nok Nello bedst for hans rolle som mangeårig bassist i Johnny Madsen Band og i Grarup All Stars – men han har også før udsendt et par album med sit eget rockband Nellovator – det seneste ”Life is Good” fra 2010.
Siden har sangene dog ligget stille af forskellige årsager, og Nello kunne efterhånden mærke, at det var nok fordi de ville noget andet. Så Nellovator blev i garagen, og Nello valgte at gå all-in ved at lave et rendyrket soloalbum, hvor han spiller det meste selv – på rent faktisk hele syv forskellige instrumenter.
Per Kolling træder til på trommer på fem af de ni numre, og Søren Jacobsen – der også har stået for det endelige mix af albummet, der blev optaget i Nello’s hjemmestudie – medvirker på tre numre på guitar – og så kigger allestedsværende Palle Hjorth sandelig også forbi på et enkelt nummer. Så alt i alt beviser Nello at Do IT Yourself segmentet ikke kun tilhører ungdommen.
”Thanks to Søren Jacobsen for taking on the job in making the songs sound alike and as honest as possible. And me as good as possible” – skriver Nello i noterne i CD’ens booklet.
Og det rammer præcis indtrykket af et album, der ikke skriver sig ind i musikhistorien på samme måde som milepæle fra inspirationskilder som John Lennon og Neil Young, men som ‘blot’ efterlader et flot og harmonisk indtryk og et ærligt aftryk fra en sangskriver og sanger, der tydeligvis har noget relevant på hjertet, og en erfaring, der er værd at lytte til.
Tonen er groft sagt lagt lige fra det glimrende åbningsnummer ”The Tone (In A Setting Sun)” – hvor en moden vokal og et tilbagelænet akustisk lydbillede strømmer en i møde, og bygger en genkendelig kulisse op omkring et nummer, der peaker med et ganske velplaceret omkvæd.
Det kan mærkes, at der er følelser i projektet – ægte følelser – som f.eks. i ”Sense”, der tager udgangspunkt i mødet i 1979 med hans livs kærlighed. Det kan lyde banalt, og ja – den type sang har vi måske hørt 1000 gange før – men når kærlighed rimer på ærlighed, så giver det mening – også selvom omkvædet her er mere langeligt end løftende. Så det ender mest af alt, som et nummer, der placerer sig i kategorien ”pænt godt”. Altså numre, der håndværksmæssigt er fuldstændig i orden, men som simpelthen anrettes og serveres for pænt eller passivt – ligesom det også lidt er tilfældet for numre som ”You Wanna Believe”, ”Let Love Lead Your Life” og ikke mindst første singlen ”There Is No Place”.
Der mangler kort sagt her lidt knaster og kontraster i selve arrangementerne i de nævnte numre, men jeg ikke et øjeblik i tvivl om at de alle kan vise nye sider af sig selv – når og hvis – de får lov at spille sig ud i levende live og i øjenhøjde med publikum – fremfor som hørt her blot i eget selskab i sofahøjde i varmestuen.
Forventer man at de mange år på landevejen med Johnny Madsen har smittet lidt af – bliver man nok skuffet. Kun på ”Love Will Carry Me Home” kan man fornemme blå aftegninger af Johnny’s rodfyldte univers. Her mærkes bassen som drivkraften, og bade Per Kolling på trommer og Søren Jacobsen på sanselig slide-guitar, er med om bord, og bærer nummeret stilsikkert hjem som et tidligt højdepunkt på pladen. Det siges jo, at Johnny Madsen er gået hen og blevet noget doven med at skrive sange, så måske Nello skulle prøve at sælge nummeret til ham. Jeg kunne faktisk godt høre Johnny Madsen synge det nummer – måske i en dansk version – hvor titlen så kunne være ”Laster vil bære mig hjem”.
Også på albummets nok absolut stærkeste nummer ”We’re All Lost Somehow” viser Nello, at det var det helt rette valg at disse sange fik sig et liv – og et hjem på et album. Her leverer han med indlevelse , nerve og nærvær på et tidløst lydende nummer, der rent faktisk lyder af den slags, der kalder på at blive fortolket af sangere med endnu større gennemslagskraft. Jeg kan ikke lade være at tænke på hvordan det nummer ville vokse i munden på f.eks. Ivan Petersen, Mike Andersen , Henning Stærk – måske Dorthe Gerlach i front for Hush – eller for den sags skyld Delbert McClinton. Det er kort sagt et af den slags spirende numre, der er født med eviggrønne kvaliteter. Et nummer plukket til øverste hylde.
På den hylde finder du også den fine, flotte og florlette duet ”I will” med den talentfulde Mari Mana alias Marianne Lange . En sang der rummer den så sigende linje ”Together We Will Find the Day”. Det er præcis det de gør – de griber den – og skaber lyd og rum til morgendagens udfordringer. Den i Berlin bosiddende Maria Mana er iøvrigt aktuel i eget navn med singlen “Time and Days” – der i den grad viser en sanger og sangskriver, der har glød, sjæl, varme og blid bossa som følgesvend. Tjek hende ud!
Men sådan kom Nello – altså undervejs i rigtigt godt selskab – generelt gelinde i mål med sit første regulære solo-album. Han er der næsten – og han ved det – som han også synger det på den let Neil Young tonede ”You’re Almost There”. Det ER blevet så godt som det kunne – og det tænker jeg at både Nello – og hans publikum kan være godt tjent med.
