Siden 2015 har man i Roskilde Bymidte via festivalen Roskilde Unplugged hvert forår over et par dage kunne gå på opdagelse i et nysgerrigt og bredtfavnende musikprogram – der de senere år primært har haft fokus på upcoming artister. Selv har jeg på festivalen således tidligere haft fornøjelsen af mine første LIVE oplevelser med så forskellige artister som f.eks. Abekejser, B-Siden, The Reptones, AySay, og Boys From Heaven.
Navnet på festivalen har reelt været noget misvisende. For der har været masser af elektrisk forstærket musik i alle afskygninger. Så derfor nok meget klogt at festivalen i år skiftet navn til det mere passende og ganske vellydende navn – Surround Festival – ligesom den nu havde ladet sommeren vente på sig.
Frivillige fra det lokale kulturhus INSP har alle år sørget for at lyd, lys, og alt praktisk fungerer til punkt og prikke, og det gjorde det sandelig også i år, selvom arbejdsbetingelserne for planlægningen havde været ret vanskelige pga. de stadig mange omfattende og omskiftelige COVID-19 restriktioner.
Koncerterne blev derfor ikke som vanligt afholdt som gratiskoncerter på forskellige hyggelige pop-up scener omkring i byen – i gårde, på gader og på byens store torve – men blot på to scener i midtbyen.
Man skulle desuden på forhånd have købt sig et armbånd for en hel dags koncerter for at havde adgang. Hele 6 koncerter fredag – og 7 koncerter lørdag fik man med i prisen på 80 kr. pr. dag – og i det var inkluderet to drikkevarer. Så intet problem i det. Problemet bestod mere i at mulighederne for det spontane valg på en god sommerdag forsvandt, og at alt for få kendte til at byen rummede en musikfestival i disse to dage.
Efter en større usikkerhed i ugerne op til var det endt med at der blot var 200 billetter i salg pr. dag. Festivalen fik udsolgt, men selvsagt gik det impulsive af fløjten, og mange havde måske også kun købt for at se et enkelt eller to bands i løbet af dagen, så derfor var det ikke overraskende at der blot var omkring halvdelen af billetindehaverne til stede til festivalens sidste koncert med Blæst – lørdag kl. 21.
Det pudsige var at mindst ligeså mange stod udenfor hegnet – men altså helt uden mulighed for at komme ind tæt på scenen, selvom der var så rigeligt med plads indenfor det indhegnede område på Stændertorvet – med domkirken som en bedårende smuk baggrund. Lidt specielt at være vidne til, men det var nu engang betingelserne for at kunne gennemføre en festival i en COVID-19 pandemitid, der efterhånden føles som en ’never-ending story’, som vi alle er SÅ trætte af.
Det gjaldt også forsanger Terkel Korreman fra det unge indie-pop band Neptun, der skulle gå på scenen kl. 19. De holdt lydprøve kort forinden – og efter lidt pingpong frem og tilbage med lydfolkene, kom konklusionen til sidst helt tørt fra Terkel oppe fra scenen – ”Vi vil bare spille højt”!
Og som sagt så gjort. Men ikke for højt. Lyden var bare fed og mærkbar – og denne kunne man STÅENDE stå at suge til sig – mens livsappetitten voksede og rejsesulten til Neptun bare steg i løbet af de godt 50 minutters spilletid over 11 numre, som Neptun forkælede vel omkring 75 gæster indenfor indhegningen.
Neptun er et ganske ungt og stadig ret ubeskrevet indie-pop band – der havde sin første koncert i august 2020. Men sikke da en sikkerhed, spillelyst og stylet udstråling, som det fem mand høje band udviste lige fra første tone. Man forstod hvorfor Terkel Korreman af sine fulde lungers kraft til sidst lige måtte råbe ”Rooooooskilde”. For musikguderne skal da vide, at det kun kan være et spørgsmål om tid før at de står på byens største festival ude på Dyrskuepladsen.
De har energien – gode sange, og en herlig ligefrem attitude – som uden at lægge sig direkte i slipstrømmen af sandsynlige inspirationskilder som f.eks. The Smiths eller The Minds of 99 – på en løfterig måde forener en britisk orienteret ’nybølge’ 80’er lyd med en mere moderne og pågående dansk indie-rock lyd.
Andet nummer var meget passende en af de tre foreløbige singler ”Det ku’ blive til noget”. Og resten af deres sæt understregede at det her bliver til noget! Ikke mindst hvis næste single bliver den nærmest overrumplende stærke ”Sorte tanker” – der vel kun fik konkurrence af selve den lune sommeraften om af være det helt store lysende øjeblik denne dag.
Men også ’fløde-punk-bangeren’ ”Strålekrop” kunne meget mere end gennemsnittet på den danske musikscene lige nu. Et velplaceret stød lige til nutiden med en punket energi, drivkraft, vilje, og noget på hjertet – og så plads til vor tids mest savnede element i populærmusik – guitarsoloen! Her og et par andre gange beviste Jonas Vestergaard at han ikke bare havde taget guitaren med som pynt. En sand fornøjelse . Tak.
De sluttede med et par numre, der tog os med til ’Berlin’ og ’Neptun’, og sikke nogle rejser. ”Fuck jeg var inde i det – ku’ i mærke det” – udbrød Terkel Korreman efter ”Berlin” nummeret – og jeg vil vædde en SIDE 33 t-shirt på at det kunne hver eneste tilstedeværende.
Kunne det blive bedre tænkte man – og svaret var forbløffende nok – ’JA’ – men også på en helt andet måde. Ikke en blæst rørte sig da klokken slog 21 og konferencier Teis Thomsen kunne præsentere festivalens sidste band Blæst. Til gengæld blæste bandet pladsen fuldstændig omkuld i løbet af den næste time og 12 numre.
Det var varmblodig indie-pop med medfødt funkfeeling, så det kunne mærkes i en grad, at det nærmest føltes som en genfødsel efter mere end et års afsavn efter koncerter, hvor man må stå op og udtrykke sig frit kropsligt efter passende behov.
Blæst består af sangerinden Fernanda Rosa, guitaristen Anders Bondo, producerne Lauge Kjærulff og Valentin Buchwald, og de udgav sidste år deres debut EP ”Vindstille” – og denne aften med en ekstra mand med på scenen.
Alle fem numre fra den EP blev leveret med et rytmisk og melodisk overskud – og med en Fernanda Rosa i front, som måske ikke rummer de helt store spektre og rummeligheder i hendes vokal, men til gengæld synger med en berigende, nærværende og iørefaldende ligefremhed, som både charmerer og sætter sig effektfuldt på øregangen.
”Jeg gør det kun for mig selv” sang hun undervejs i et nyt nummer, der mere end duftede af et nyt hit med en lille indledende hilsen til ”Solhverv” – ligesom et efterfølgende nummer, der kunne hedde ”Lysvågen” gjorde det. Mange kommende fester kan være sikret med Blæst på playlisten – ligesom større festival job også må vente forude for bandet.
Ligesom hos Neptun fik guitaren også legeplads – og Anders Bondo indtog undervejs nogle hovedroller, som både klædte ham og de enkelte numre. – og nok engang blev det mellem linjerne mere end antydet at Nile Rodgers ikke har levet forgæves.
Det var en sand fest at se talent og spilleglæde forenes med publikums trang til bevægelse – og da Blæst som afslutning leverede et helstøbt hattrick i form af ”Kig op fra gulvet”, ”Dine hænder” og ikke mindst ”Androkles” – ja, så var jeg endegyldigt blæst omkuld af en musikalsk nyforelskelse, som man forhåbentligt aldrig nogensinde bliver for gammel til – og som jeg allerede fornemmer kan blive til meget mere end en lun sommeraftens flirt i det fri.
