Når man modtager en pressemeddelelse med overskriften ”Nomadisk trompetist, vender tilbage til sine nordjyske rødder og udgiver debutalbum”, så sættes enten fantasien eller fordommene i gang. Mange vil nok lade automatpiloten råde, og tænke ”trompet – nej, det er da ikke lige mig” – og var det ikke noget, der døde ud sammen med Louis Armstrong og Miles Davis?
Her kan siges et klart nej – danske kapaciteter på området som f.eks. Palle Mikkelborg og Jan Glæsel lever da i bedste velgående, og viser på hver sin måde, at trompeten kan farve og favne i vidt forskellige formationer og stilarter. Også et velkendt navn som Søren Huss har ’sneget’ trompeten på flere af sine udgivelser. Så lad os starte med at pakke fordommene sammen og bare lytte på hvad trompetisten Niels Munk kan og vil med sit debutalbum med den fantastiske titel ”Fantasilaboratoriet”.
Jeg husker selv mit første ’Wauu-moment’ med lyden af trompeten udenfor jazzen, da jeg i 1981 første gang lagde ører til ”In motion” fra Nils Lofgren albummet ”Night Fades Away”. Jeg var solgt – og overrumplet. Det var Chuck Findley der blæste mig omkuld, og som i øvrigt siden har gæstet hundredvis af album – f.eks. Dolly Parton, Rickie Le Jones, Tom Waits, Neil Young, Robert Palmer, Joni Mitchell, Lionel Richie, Toto, Daft Punk, John Mayer og senest Robert Cray.
Så trompeten lever – som en ikke uvæsentlig ingrediens til en musikalsk bredside til os alle. Det kan selvfølgelig blive for meget af det gode – men det kan det jo sådan set med de fleste instrumenter. Og selvom Niels Munk markerer sig – undervejs mesterligt – på ”Fantasilaboratoriet” så giver han masser af rum og plads i sine kompositioner og arrangementer til at hans stærke hold af medmusikanter, får rigeligt med plads i helhedsindtrykket. Trommeslageren Jonathan Jull Ludvigsen (Athletic Progression), bassisten Jens Mikkel Madsen (I Think You’re Awesome) og pianisten Dan Hjort Jensen sætter alle deres progressive spor undervejs, og er i høj grad med til at folde musikken ud af nogle sideveje, som både overrasker, pirrer og pleaser de nysgerrige musikører.
Hør f.eks. den maleriske ”August” – der starter og slutter ganske sagte med pianoet i centrum, men undervejs overtages af rytmisk sans på næsten overjordisk niveau – først af en selvsikker vejvisende bas, siden af taktfulde tromme finesser, og så oveni lyden af en svævende trompet – der med kølig klarhed og overskud varmer, som den bedste sensommerdag.
De fire musikere – der tydeligvis leger med det eksperimenterende og improvisationen – kommer i løbet af de syv numre på mellem 2.43 og 13.05 – og en samlet spilletid på 43 minutter – ud på en musikalsk rundtur, der rummer både det drømmende, det dansende, det drillende og det udefinerbare. Til tider næsten spirituelt – til andre tider så jordnært, som det næsten kun kan blive ved hjælp af nordjyske rødder. Der er dog en gennemgående nordisk jazz-tone over albummet – som giver en dejlig genkendelighed – og hjemstavnsfornemmelse. Ikke mindst på det flotte åbningsnummer ”Laboratory Music” – selvom det allerede her anes at plejer er død, når nu Jonathan Jull Ludvigsen hæver overliggeren med sit underliggende innovative spil – ligesom Dan Hjort Jensen gør det tilsvarende på den ligeledes frydefulde “Song for July”.
Det er et ægte og regulært lyttealbum – der giver nyt for hver gennemlytning. Fuld af talent, sjæl og søgen – og en nødvendig variation til at opretholde interessen.
Det lange ”The Beginning/Laboratory Blues” er i sig selv nok til at sikre kvalitetsstemplet for denne udgivelse – med en filmisk opbygning, som undervejs føles både smuk og foruroligende – men som mest af alt understreger kvartettens sans for det sanselige samspil – og de individuelle præstationer. Et henrivende højdepunkt – ligesom den korte, dejlige og dansable ”Colour of White” er det.
Efter seks forskellige farverige instrumenalnummer – hvor kun det lidt kedelige “Dans interlude” falder lidt i niveau – afsluttes pladen med ”Alt hvad jeg har gjort”, hvor den estiske sangerinde Karmen Rïvassepp gæster med en klar og fjerlet vokal. Det er utvivlsomt smukt – men hos denne lytter forstyrrer det også det billedrige – men ordtomme univers – som de foregående numre har opbygget. For nu det ikke fantasien, der har overtaget, men en – uden snert af tvivl – smuk og i sig selv billedskabende tekst af Olga Ravn fra digtsamlingen ”Den hvide rose” – der skal lyttes efter. Jeg havde bare foretrukket hver ting til sin tid.
