NIK KERSHAW – DOCKEN – 15.11.19

Nik Kershaw 2019 Photograph Henrik Hildebrandt (25)

Fotograf: Henrik Hildebrandt

”Evig grøn hitmager visnede lidt i levende live”

Hvor utroligt det end lyder er det generelt lykkedes koncertarrangørerne City Concerts, at få lokket tusindvis af mennesker ud til en gammel saltlagerhal beliggende i randen af ingenmandsland i den forholdsvise triste industridel af Nordhavnen.

Men kulturkajen Docken kan altså alligevel noget – og med solid satsning – på gamle navne, som (for det meste) kan endnu – f.eks. Smokie, UB 40, Sweet, Boney M – har de skabt et grundlag for det publikum, der hylder nostalgi, hygge med vennerne, og ikke mindst gode koncertfaciliteter. Hallen har i modsætning til Tap1 nemlig højt til loftet og ingen søljer, og så er lyden generelt god i Docken.

Derudover har City Concert lavet et ret interessant tiltag ved som regel at dele salen op i to halvdele. Til venstre for scenen er plads til de stående, og til højre er der sat stole. Ret godt tænkt – og det fungerer, om end det kan give en lidt uharmonisk stemning i salen, da højre siden – med VIP-pladserne – ofte halter lige lidt efter på begejstringstermometeret.       

Fredag aften var turen kommet til engelske Nik Kershaw – og han havde ikke ligefrem evnet at udfordre den maksimale kapacitet på 1.800 ved stå/sidde koncerter. Salen var dog klogt tilpasset – og gjort mindre og så var der tilføjet flere borde – så de vel omkring blot 250-300 tilskuere synede af lidt flere.

Nik Kershaw havde sin storhedstid i midt 80’erne, hvor hans første to album ”Human Racing” og ”The Riddle” slog hans navn som hitmager fast, og sikrede ham gigantiske hit med ”Wouldn’t It Be Good”, ”I Won’t Let the Sun Go Down on Me” og ”The Riddle”. Siden har han blot udgivet seks andre album uden kommerciel succes, senest ”Eight” fra 2012. Fokus har været på at levere sange til andre – og det har han bestemt haft succes med i årenes løb sammen med f.eks. Elton John.

De to sæt – med en spilletid på 50 minutter hver – indeholdt 10 numre fra de to første album, 8 fordelt fra resten af bagkataloget, og så 2 cover numre. De sidste to skulle han have holdt sig fra. Hans stemme passede fint til Bowie nummeret ”Ashes to Ashes” – men arrangementet var tandløst og uden passion – og skæmmet af en alt for tør og hård trommelyd – hvilket desværre ikke var aftenens eneste nummer, hvor det var tilfældet. Bedre var det ikke med ekstra ekstranummeret ”Human” – et ellers magisk popnummer skabt af The Killers – der helt ligesom Kershaws egen ”Wouldn’t it Be Good” befinder sig stensikkert på en liste over alle tiders absolut bedste popnumre – men her serveret på en så overfladisk og næste ligegyldig måde, at der intet var tilbage at tryllebindes over.   

Magi var der i det hele taget ikke meget af på denne aften. Der var dog god underholdning og en sympatisk præstation fra en sangskriver, der bedre end mange andre formår at skrive evig grønne popsange.

Toppen af poppen blev leveret i et nummer som ”The One and Only” – oprindeligt skrevet til og et mega hit med Chesney Hawkes i 1991, samt i veloplagte versioner af ”Don Quixote” – samt selvfølgelig i glansnumrene ”Wouldn’t It Be Good” og  ”I Won’t Let the Sun Go Down on Me”, der virkelige fik folk med – og mange mobiltelefoner på overarbejde.

Til gengæld faldt gamle hit som ”Dancing Girls”, ”Human racing” og ikke mindst ”The Riddle” kønsløst sammen i udgaver, som selv en træt jukebox kunne have leveret med større friskhed.

Nik Kershaw synger stadig glimrende – om end ret ensartet – og viste sig også som en habil guitarist – ligesom bandets anden guitarist Adam Evans. Og at han stadig kan finde inspiration til at løfte sine ældre numre, var tidløse og tændte udgaver af ”Wide Boy” og ”Roses” fornemme og fængende eksempler på.

Absolut bedst blev det dog i denne skribent ører, når han sammen med bandet gav los – og spillede lidt mere løssluppent, som det skete i numre som ”When a Heart beats” og ”Radio Musicola” og ikke mindst i ”Cowboys and Indians” fra det ifølge han selv – sagt med lun britisk humor – ”svære fjerde album” – ”The Works”.  

Samlet bedømt er Nik Kershaw uden tvivl stadig en stærk pop-smed, som dog fylder for lidt live, især med et band, der ikke giver mere modspil.

En hyggelig aften for de forholdsvis få tilstedeværende, men næppe en oplevelse, som mange vil huske når årets største stunder skal gøres op om godt en måned.  

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.