Den 26-årige århusianer Niklas Runge har givet sig god tid til at indspille og udsende sit debutalbum. Et år tog det at indspille – primært i hjemmestudiet – hvor den stadigt konservatoriestuderende multiinstrumentalist – fik skabt det man med sindsro kan kalde et værk. Det meste indspillede han selv – sammen med Mikkel Mikkelsen på diverse slagtøj, og så diverse gæstemusikere – herunder fire strygere. To år tog det dog før det endelig blev udsendt.
Men så er det også blevet et album i luksusklassen. Ikke mindst når man indtager det via vinylformatet. Et smukt cover skabt af Katrine Glenhammer illustrerer skarpt albummets gennemgående tema om tvivl og valg ved livets skilleveje, og i den medfølgende booklet har Niklas Runge ladet 10 yngre kunstnere – der på behørig vis præsenteres – hver give deres fortolkning af et nummer i billedformat. Ti numre, der er som skabt til albumformatet – og til over 41 minutter, at give den sanselige sammenhængskraft, det sikrer at lytteoplevelsen forbliver en helhed – pudsig nok “a magnificent one”.
Og det ikke fordi der ikke er numre, der tåler at stå for sig ikke. De er der bestemt også og valget af singlerne inden albumudgivelsen har været godt tænkt. Den pragtfulde – nærmest The Verve agtige åbner ”Hello/Goodbye” – og siden ”Elevate”, ”Crossroads” og Roots” er umiddelbart de mest selvstændigt indbydende – fordi de rytmiske elementer lige får en lille overhånd, fremfor de mere afdæmpede og næsten klassisk arrangerede numre, hvor strygere og klaver dominerer.
Det klassiske og det rytmiske samspil kulminerer i albummets helt åbenbare storladne højdepunkt, det lidelsesfulde og let dramatiske ”Pulled Apart”, der virkelig får en til enten at spidse ører eller bare løbe bort – fordi den kan føles som (for) meget. For det ER højstemt. Og den præmis skal man kunne rumme. Men for filan – det altså også gennemført – og arrangementsmæssig ikke ulig den lyd som Marc Facchini imponerede med tidligere på året på hans ”Ind i evigheden” album.
Smukkest bliver det dog på den lille perle ”Ocean” hvor lydbilledet effektfuld på en for overdreven underspillet måde får lov af flyde mod strømmen – og man svømmer automatisk bare med i de bare 3 minutter og 11 sekunder nummeret er i bløde bølgende omdrejninger.
Det efterfølgende ”Divided” – har noget smittende højlandsstemning over sig samtidig med at man fornemmer aftegninger af såvel Jeff Buckley og Muse. Det må næsten være det næste singleudspil!
Niklas Runge er en fantastisk dygtig sanger – der er skolet via Skt. Clemens Drengekor i Århus Domkirke – og hans falset sidder ved gud godt – helt ligesom det øvrige vokalspektrum. Som lytter er det så også udfordringen – for man skal da lige være i humør til en stormombruset stemning, hvor stemmen bruges som hovedingrediens, fremfor at skulle levere fløde til kaffen. Mødes albummet af et ikke helt topmotiveret øre kan det meget vel blive opfattet som lidt for enerverende klagesang.
Og Niklas Runge har selvfølgelig noget at klage over – hvem har ikke det. Men et af målene for Niklas Runge med dette album var nu at slippe hans egne krav om altid at skulle levere det perfekte – være den perfekte. For i denne perfektionering taber du ofte nerven og sjælen. Det er en balancegang – det var det også for Jeff Buckley – og andre, der evner at kaste følelserne 110% ind i musikken.
Så forvent endelig ikke et feel-good album – trods den klassiske instrumentering. Forvent et varieret album – der vokser med tiden – hvis du har tiden og roen til at lade det bundfælde sig. Et album, der ikke har tabt sin nerve og sjæl på den lange vej, og det skyldes nok ikke mindst et stort viljestærkt talent, som vi med garanti slet ikke har set sig folde sig helt perfekt uperfekt ud endnu.
Det giver et stort 4 tal for den musikalske fremstilling og så ½ for den luksuøse og gennemarbejdede måde værket præsenteres på vinyl – og så glæder vi os ellers over at han nu endelig kan kaste alt sin energi ind på at begå et brag af en opfølger.
