Nikolaj Christensen + Linda Andrews – Drop Inn – 30.05.19

Toppen på Droppen Nikolaj

Fotograf: Photography by Winther

”Koncertserien ”Toppen på Droppen” levede op til sit navn”

Godt gemt bag byens Distortion rettede opmærksomhed havde mange nysgerrige musikhjerter alligevel fundet vej til den altid hyggelige musikbar Drop Inn i hjertet af København. Ikke mindst var mange Nikolaj & Piloterne fans mødt op for at se hvad Nikolaj Christensen kunne levere med et husorkester, som han blot havde holdt en lille lydprøve med forinden.

Kapelmester Dennis Flacheberg har dog før spillet med Nikolaj & Piloterne, så han styrede med sikker hånd resten af det opvakte orkester – der består af den bund solide og sprællevende rytmesektion med bassist Casper Back Poulsen (Back to Back, Sveistrup m.fl.) og trommeslager Adam Winberg (Mathilde Falch, Julie Maria, Den syvende søn), og denne gang tilføjet den stemningsfulde Lars Rahbek Andresen (Sveistrup, Chasing Grace) på keys.

Nikolaj selv er loose, veloplagt og afslappet – og selvom de udvalgte numre alle var de såkaldte sikre kort hos fanskaren, så blev de i aftenens versioner sluppet løs i nye klæder, der når det lykkedes bedst gav dem ny kant og karakter – og rent faktisk fremstod stærkere end fornylig hørt med Nikolaj & Piloterne på den aktuelle jubilæumstur.

Publikum er på og med allerede fra første nummer ”Jeg har det fint”. Et udsagn, der næsten bliver en underdrivelse, som koncerten tager form. For det Nikolaj & Husorkester leverer i løbet af den næste time er ikke bare fint – det er fremragende. Fjong og frit flydende håndspillet rock uden sikkerhedsnet.

Nikolaj blev præsenteret, som landets bedste rocksanger. Den titel er der trods alt kamp om. Men at han er med i kampen om titlen – også her 30 år inde i sin karriere – understregede denne intense og intime koncert til fulde. Versionerne af de 30 år gamle numre ”Du er min”, ”De nye piloter” og ”ikke mindst Ridder af Kærligheden” i en omarrangeret Chuck Berry klingende udgave – fremstod flammende og tidsløse, og understregede nok engang, at der ikke er en udløbsdato på den for fede rock.         

Ikke så meget pis og papir, og dog, for det nummer ”Pis og Papir” – der er det eneste han har udsendt siden ”Valby Town” albummet i 2010 – viste også at Nikolaj Christensen ikke bare er rocksanger –  han er også stadig er en glimrende sangskriver. Så lad os for filan da snart få et nyt album med nye håndspillede sange fra Nikolaj – og meget gerne i stil med hans lidt oversete og hengemte mesterværk ”Selvantændt” (2005).

Samspilseksamen blev orkestret sat på da Nikolaj – på opfordring fra publikum – valgte at spille den gamle klassiker “Vicky”. Et nummer, som flere i orkestret ikke kendte eller havde øvet! Det betød intet. De bestod til topkarakter. Det hele faldt i fællessang og magisk musikalsk hak, så varmen i lokalet lige steg yderligere et par grader. Imponerende.  

Det er det vokale spektrum hos næste gæst hos husorkestret – færøske Linda Andrews også. What a Soul Mama – og hvor klædte det hende dog at være omgivet af dette her tætte hold af musikere. Første højdepunkt var sættets andet nummer – den stærke og storladne soul-pop sang ”Born Again In Your Eyes”. Den blev fulgt op af sættets nærmest helt himmelråbende højdepunkt – en lang og løfterig version af ”Save Your Love For Me” – der for en stund fik skabt en tilstand, der konverterede adressaten til KBH HARLEM.

Siden faldt tempoet – og kvaliteten i flere sange – og det fik desværre aktiveret lidt for meget snakketøj. Men de lukkede så sandelig igen, da Linda og orkestret i fællesskab fik trukket ”Amazing” ud af den lidt for pæne indledningsvise ”Disney” indpakning – og fik den sendt op i omdrejninger – soulfuld og gospel groovende – med ordene ”Take it to Church”. HALLØJ og HALLELUJAH. Det er jo lige der, at Linda Andrews er bedst. Når der er skruet godt op for både groove og soul, som det også var tilfældet i ”Nasty Love”, hvor den “pæne pige” virkelig foldede sig selv og sin stemme ud, og toppede den med en herlig ekstra omgang med en JAM præget afslutning med bas, tromme og hammond soloer.

En fed understregning af ,at Linda Andrews rent faktisk har masser af X-faktor. Det høres også momentvis på hendes seneste live album ”Linda Andrews – Live at Studio 55”, hvor hun ligesom på Drop Inn er omgivet af dygtige musikere, der sikrer at det ægte og sjælfyldte, får mere plads end det poppede og polerede. Ikke alle numre på albummet  er lige minderige, og nogle kunne blive bedre af flere frie tøjler, som de hørtes på Drop Inn. Men det er bestemt et anbefalelsesværdigt LIVE album, som understreger, at når vi fremover skal se efter Linda Andrews, så skal vi forhåbentligt ikke kigge under “X-faktor” eller “Pop” – men bare under SOUL!

Koncertserien “Toppen på Droppen” fortsætter til efteråret – og vi ser frem til hvad der bydes på af umage par. Kunne man måske håbe på et møde mellem Uffe Lorenzen og Mathilde Falch – eller måske Poul Krebs overfor en ægte rock mama som Laura Lundfold, kendt fra de album aktuelle Indian Cane og Hvem er Alf?. Når vi kender svaret får I det!

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.