80 minutter. 10 numre, alle næsten 100% improviseret. Malende magi ramte momentvis. Det virkede så enkelt. Legende, let, virtuost, virksomt.
Synd for de 50 mennesker, der IKKE havde valgt at booke billet til en mandag eftermiddag langt fra komfort zoner. Den stille undren fra de tomme stole talte forhåbentligt ikke for døve ører. Nu blev det ved godt 100 publikummer, der fik nogle af de øjeblikke, der med garanti allerede har lagret sig som varme varige minder. Leveret af to danske musikere i international – men næsten underspillet – mesterklasse.
Det er det musik kan. Når det har nerve, niveau og der er noget at give ud af, og nogle at give til. Højdepunktet? Det afsluttende nummer i 1 sæt (der måske hed) ” You Know Where the Time Goes “, der i stil og stemning var som når Roger Waters er bedst. Lyrisk, masserende og smukt melodisk. Lyset møder mørket i stemningsfyldt samspil mellem blot piano og vokal.
Kald det jazz, kald det hvad du vil, Hess is more med Ane Trolle ved sin side, og smilene fra sal og scene havde en ting til fælles. De var store. For det er det musik også kan. Skabe de små øjeblikke af uventet lykke. Oplevet i og som fællesskab.
