Dette er ikke et spoken-word album – men det består af en masse benhårde og barsk beskrivende digte skabt af Henrik Nordbrandt – omsat til tekster – og passet til i en musikalsk indpakning, som behændigt vandrer og flytter sig mellem leverende lydlandskaber i bredformat og en til tider helt pirkende poetry-world-pop.
Håb er der ikke meget at hente af i Nordbrandts rammende, skræmmende og billedrige tekster – og det er tydeligvis et bevidst valg fra forfatterens side. For han har ikke kunne finde håb i de billeder vi alle har fået serveret til spisetid fra Syrienkrigen – af flygtningestrømme – og af druknede drømme om et bedre liv. Det er vrede, triste, desperate og afmægtige digte.
Fem numre af albummets 13 er digtoplæsning, hvor Henrik Nordbrandt elegant understøttes af kredsende smagfulde lydbidder, der fungerer, fænger og fastholder én i den barske virkelighed, som udfolder sig for ørerne af en.
Channe Nussbaum – der har en stærk og insisterende vokal – som til tider kan minde lidt om Annisette fra Savage Rose – bidrager sammen med den unge producer Sophus August Tuxen (Marshall Cecil m.fl) til at albummet kommer til at fremstå som et samlet værk – og ikke ”blot” en musikalsk ledsagelse til en digtsamling.
Der er sammenhængskraft og saft fra start til slut – og derfor kræver albummet noget af sin lytter. Det er helt, som at sætte en god dokumentarfilm på. Fokus og koncentration kræves i lidt over 38 minutter. Hvis man kan det – vil man mærke at der i samtlige minutter er noget på spil – og man får noget igen.
Åbningsnummeret ”Inshallah” er nænsomt og smukt, som var det tilsat englestøv fra selveste Leonard Cohen – og krydses genialt af at Henrik Nordbrandt reciterer et vers undervejs – og dette lille mesterstykke gentages i nummeret ”Det er ikke din skyld”. På resten af albummet er det Channe Nussbaum, der i bogstavelig forstand alene synger sangene hjem – og som lytter skal man være beredt på at komme igennem hele følesesregistret – og på afveje, som google map ikke nødvendigvis ville foreslå!
Men mens teksterne holder sig i det dystre hjørne – høres der små sprækker af håb og lys i musikken – selvom uroen hele tiden ulmer i en atmosfærisk opbygget stemning – stærkest udtrykt i ”Hjemløshed”, ”Jeg vil eje dig” og ”Daesh” – som alle rummer en mageløs mangfoldighed, der er dragende drilsk og divergerende.
I det hele taget er det ikke bare ordene, der taler til en – det gør musikken i den grad også. I næsten knugende grad på nummeret ”Lille krigsbarn” – der med sine grædende violin som indledning sætter standarden for en ballade, der er så barsk, at man straks bør søge læge, hvis man efter de 3 minutter og 33 sekunder sidder upåvirket tilbage.
”Lille krigsbarn, hvor vil du hen? Vælg selv. Bare vi aldrig skal se dig igen.”
Denne skribent håber ikke det hele er så sort, som Henrik Nordbrandt med sine stærke ord maler det op her. Jeg håber så sandelig, at lyset stadig skimter – og det måske mest af alt findes i det fælles sprog, som musik også er. Et fælles sprog, der lige her på dette album – og så mange andre steder heldigvis mest at alt rummer det vi mennesker også kan – troen på kærligheden – troen på hinanden. Albummet er et både væsentligt og vedkommende album – af dokumentarisk karat og med kunstnerisk værdi – men det er lidt svært at tro på at det kommer længere ud end til allerede indignerede litterater – og Politiken plus segmentet. Det er så ikke Nordbrandt & Nussbaum’s skyld – det er bare sådan det er i dagens Danmark, hvor den menige lytter af public service kanalerne jo desværre opdrages til at tekster i dansk musik skal være fabrikeret via Holdningsløse Tidende.
