Duoen Ufrankeret er et helt nyt indie-pop navn. Den består dog af et par garvede musikere og sangskrivere – Danni Elmo og Kristian Martinsen (ENTAKT).
Dansk Melodi Grand Prix yndere vil nok løfte øjenbryn over navnet Danni Elmo – og ganske rigtigt – han har deltaget i sangkonkurrencen i 2006, 2007, 2014. Men lyden af Grand Prix er ikke noget, der findes spor af på denne EP.
Ifølge pressematerialet er sangene skrevet ud fra en slags dogme om det først og fremmest skal være sjovt og givende – og uden skelen til tidens trends og tendenser.
Sjovt bliver det dog aldrig – med mindre man altså mores over andres melankoli, modvind og mentale længsel. Men undervejs bliver det til gengæld givende – og rent faktisk noget man ikke lige hører hver dag.
Det hele starter således godt. Rigtig godt endda.
Åbningsnummeret ”Postkort fra København” har en velfungerende og original tænkt tekstopbygning – formet som et postkort til mor – og pakket ind i et reelt håb og ønske om at skifte single tilværelsen ud.
Linjen ”det eneste jeg mangler i mit liv, er en at dele det med – en der gider høre på mit lort i en uendelighed” – er jo nærmest den varmeste og mest ærlige kærlighedsåbenbaring siden, at Thomas Helmig sang sit hjerte ud for hele nationen med ordene: ”Men når jeg nu savner dig – Hvordan kan du så undvære mig?”.
Det rammer – og ikke bare her på ”Valentins dag” – men også helt generelt, fordi melodien har lige præcis en behagelig imødekommenhed, som man bare ikke lige kan slippe igen. Den kalder simpelthen på en ny afspilning.
Næste nummer om ”Lille Marie” er mere nøgen og inderlig – men formår alligevel aldrig at røre en helt. Måske fordi vokalen mest af alt er afdæmpet og nydelig – men uden mærkbar nerve. Hvad er der egentlig på spil her – altså ud over at spare portoen?
Heller ikke de efterfølgende ”Sang om livet” og ”Villa Melankoli” når frem til modtageren – eller ind under huden, og glemmes næsten ligeså hurtigt, som de er hørt. De fornemmes mest af alt, som uforløste og lidt ufremkommelige numre, der måske lige er sendt ud en postgang for tidligt.
Heldigvis slutter EP’en af med ”Lang vej hjem” – der med mørk melankoli og et rustikt musikalsk stemningsbillede virkelig sætter de rigtige rammer for en formstøbt og vellykket sang, der om nogen understreger, at denne duo rent faktisk har fat i noget ret interessant!
Det skaber således en afsluttende tro på, at der nok slet ikke er så langt hjem igen for Ufrankeret.