Kultursalonerne Gisselfeld meldte sig sidste år for første gang på banen i den tætte kamp om festivalpublikummets gunst. I et i forvejen stort, men også meget ensartet dansk festivallandskab formåede de at komme godt fra start ved at skabe et event, der rent faktisk ikke lignede alle de andre, hverken i opbygning eller i program.
De fik således succes med et klart koncept, der med en klar musik- og kulturprofil placerer sig et nysgerrigt sted imellem Heartland Festival og Tønder Festival. Et sted hvor der er gjort plads til at musikken og mennesket for alvor mødes.
De præsenterer sig således som en ”langsom” festival, hvor der er tid til fordybelse, samtaler og oplevelser i særklasse. Det i ganske smukke og vide omgivelser ved Gisselfeld, som ligger mellem Haslev og Rønnede, og er et af Danmarks største godser med et areal på 4.000 hektar. Der er mulighed for at gå på opdagelse i klostres viltre og stemningsfulde omgivelser, hvor der gemmer sig intimkoncerter, oplæsninger og guidede ture. Der er også rig mulighed for at mætte maven og slukke tørsten med lækker mad og drikke. Dagens indtryk vil man kunne lade bundfælde sig under de gamle træer i parken eller over et glas vin med vennerne, og der også mulighed for at tilkøbe camping eller overnatning på nærliggende højskole.
I år afholdes festivalen fra den 18.-20. august, og det foreløbige program er af den slags, som det er umuligt ikke at blive fristet af hvis man er til håndspillet musik leveret af sangere, musikere og sangskrivere med andet end sig selv på hjertet.
Der er kort sagt lagt op til en bred vifte af musik- og kulturformidling leveret af nogle af tidens mest vedkommende danske artister som f.eks. SØREN HUSS, ANNISETTE & DR BIG BAND, CÆCILIE NORBY, DREAMERS’ CIRCUS, SØREN ULRIK THOMSEN, NAJA ROSA, MARC FACCHINI, EEE GEE, CRUSH STRING COLLECTIVE, HVALFUGL og DISSING & LAS FEAT. BISSE. Sidstnævnte kigger forbi festivalen med en helt særlig hyldest til Povl Dissing, der døde sidste år.
Derudover kommer fra Irland den fantastiske sanger og sangskriver Susan O’Neill, der sidste år tryllebandt publikum på Tønder Festival sammen med Mick Flannery. De to lavede i 2021 et af det års absolut bedste album i form af ”In the Game”. Men O’Neill er bestemt også med i spillet uden Flannery ved sin side, hvilket hun til fulde beviste sidste år via EP’en ”Now You See It”.
Festivalen skiller sig også ud ved at man roligt kan pakke sin frygt for at gå glip af noget sammen inden man tager hjemmefra. Kultursalonerne Gisselfeld er nemlig en festival uden overlappende programpunkter, hvilket altså skaber ægte kvalitetstid til fordøje og dele oplevelserne.