Corona-koncerter var nogle af de første til for alvor at slå hul på den live-stream bølge, der i den grad siden har taget fart.
Startet af kontrabassist Mathæus Bech, som en kunstnerisk nødhjælp, der tilbyder gratis livestream produktioner til musikere ramt af corona-aflysninger – og gratis live-streamede koncerter for publikum. Formålet er at bekæmpe mismod, afmagt og rastløshed med musik, nærkontakt og kærlighed.
Projektet var dog egentlig blevet sat i bero efter at Mathæus Bech – forståeligt nok – var blevet udmattet efter 19 koncerter på 21 dage i egen stue, men da statsministerens holdt et nyt pressemøde, hvor blandt andet hele festivalsæsonen og alle sommerens musikaktiviteter blev aflyst, blev der igen vendt op og ned på tingene, hvilket fik Mathæus Bech til at sætte i gang igen – denne gang i festivalform.
Nu bliver coronakoncerter i fire samlede dage til en coronafestival – når der fra i dag torsdag den 16.04 og frem til søndag den 19.04 – afholdes coronafestival.dk med i alt 12 artister – tre pr dag – og med koncert afvikling kl. 17, 19 og 21.
Ja, det er da lidt vildt, og så lige efter at man dårligt har fået armene ned ovenpå den vellykkede mathildes online-festival – hvor anden dagen af festivalen i øvrigt startede med et overraskelsesangreb fra Michael Falch, der åbnede festivalen med det nye nummer ”Alt for vild” – som da i sandhed var alt for vildt fedt til endnu ikke at være udgivet.
Godt nok flyver Michael Falch i år (pt. på stækkede) smukt med på Malurts næsten overnaturlig bærende nostalgiske vinger i resten af 2020, men pragtfuldt at høre, at der stadig er så godt nyt at hente fra hans store sangskriverbrønd.
Michael Falch er ikke annonceret som deltager på coronafestival – det er til gengæld en af landets mest aktive og dygtigste spillemænd – orgelkongen Palle Hjort – der fredag kl. 21 sammen med Peter Sommer (og special guest Mikael Simpson) giver det der meget vel kan blive en ret unik oplevelse, ligesom det kan blive det søndag når Jacob Binzer fra D-A-D igen slår sig sammen med operasangerinden Andrea Pellegrini.
Det er Binzer der sætter tonen og danner rammen om Pellegrinis vokal. Duoen genfortolker sange fra Barokken til i dag. Fra 2017, 500-året for reformationen, søger de at finde og fortolke de sange og musikstykker hvor tiden ikke høres, hvor både barokkens og romantikkens tonesprog griber ind i det moderne nu og hvor rockmusikken rækker armen tilbage mod datidens mestre. Fra Vivaldi og Purcell til Cohen og Radiohead.
Men det kunne også være Marc Facchini – der har udgivet årets foreløbig bedste album ”Ind i Evigheden”, der stjæler billedet – eller de altid uortodokse og festlige The Orgelheimers. Begge er på programmet allerede i dag, der i øvrigt åbnes af idemanden ham selv – sammen med August Korsgaard.
Og så har vi slet ikke omtalt artisterne lørdag – og det ellers ikke fordi der mangler kvalitet der – snarere tværtimod – her dufter det af et rent hattrick af musikalske herligheder fra en mageløs og mangfoldig musikbuffet.
Velbekomme.